Menu

Albert Mertz

16. aug. 1971

16-8-71
Til trods for at man har begrænset sig til R+B kommer man alligevel til at stå over for et farveproblem. Det forskellige materiale man bemaler (tøj - pap - papir - celotex - træ- o.s.v) forandre farven, lige som man ved det man lader staa synligt af materialets egen farve indføre en tredie komplementerende farve. Der ligger indenfor de to farver R+B et utal af variationsmuligheder fra den mørkeste til den lyseste ende af disse to farvers register.
Spørgsmaalene som rejser sig er: i hvor høj grad skal man benytte sig af disse ovenfor nævnte muligheder – hvor bevidst skal man manipulerer med dem? Der er i virkeligheden kun to muligheder 1. At benytte alle de variationsmuligheder der er i de to farver og i deres relation til det materiale de paaføres. 2. At benytte nøjagtig den samme røde og den samme blaa fra produkt til produkt.
I tilfælde 1. maa man hvis man vælger variationerne tro paa at disse har en betydning – at man eksempelvis kan udtrykke noget i den lyse ende af farvens skala som man ikke kan udtrykke med den mørke.
For det første tror jeg ikke paa begrebet udtryk for det andet tror jeg ikke den ene ende af farveskalaen er bedre end den anden – eller at den ene ikke kan udtrykke hvad den anden kan. Det eneste jeg kan tro paa er – at der er en forskel i perceptionen paa en kold og en varm rød – paa en mørk og en lys blaa – og denne perceptionsforskel kan jeg ikke med min bedste vilje tillægge en værdi. Jeg kan alene konstaterer at der er en forskel.
Hvis jeg benytter mig af metode 2. og udfører alle produkterne i nøjagtig samme farve – undgaar jeg af den grund hellerikke en problematik. Som nævnt vil det materiale der bemales gøre sig gældende overfor farvens udseende (er det sugende – er det en glat eller ru flade – en plan eller ujævn o.s.v) ligesom selve materialets farve hvis jeg lader det være synligt i større eller mindre (oftest mindre) grad paa virke de to farver. Kort sagt det objekt’s miljø – som jeg bemaler vil uudgrundeligt have en indflydelse paa farven. Saa er det et spørgsmaal om hvilke af de to arbejdsmetoder der er i mest overensstemmelse med den grundlæggende idee?
Ved to opnaar man at farven ligestilles med det objekt den paaføres saaledes at der bliver tale om en sammenstilling af to objekter – men mulighederne her vil meget hurtigt lukke sig og blive en gentagelse af det samme udsagn og det synes jeg er uinteressant. Benytter jeg mig af metode 1. vil vægten blive lagt paa betydningen af variationerne (Albert problematik) – en demonstration af at man kan varierer indenfor saa lille et omraade “Lesser is more”. Paa den anden side behøver der vel ikke at ligge nogen værdimaaler i variationen (og det er Albers problem at han vil bevise farvens værdi) der kan ligge en blot og bar konstatering af at man kan varierer – og hvor meget man kan varierer afhænger af ens fantasi og kombinationsevne – og ikke af at den ene variation er bedre end den anden. Ved 2. afskærer man, uden tilsyneladende at vinde noget fra en bevægeliged som man, uden at miste noget (af ideen) faar i 1.
Der er ingen tvivl om at jo længere man graver i hele denne problematik jo nærmere vil man komme til at staa overfor spørgsmaal af ren irreel karakter (en slags alkymi) bliver tvunget til at tage stilling til de ubevidste kræfter som er den egentlige aarsag til de forskellige handlinger og valg – ja man vil maaske endog naa til at maatte betragte selve den proces at “bemale” som selve den kerne det hele drejer sig om.
Jeg har en meget svag fornemmelse af (og jeg har flere gange tidligere været inde paa dette) at det kommer til at dreje sig om den der bemaler – at det meget let kan vise sig at være en rituel handling som vil kræve hele ens aandelige og legemlige indsats. Dette er ikke alene et meget vanskeligt, men ogsaa meget farligt omraade at bevæge sig ind paa – da den abstrakte expressionisme, tachismen og det informelle har forplumret og banaliseret hele dette omraade.
Der er jo netop ikke tale om at realiserer sin personlighed – gøre den øjeblikkelige sjælstilstand (humør) synlig MEN – netop gennem processen at hæve sig over egoet - personligheden til noget hinsides disse begreber – men ogsaa dette er farligt og kan meget let føre til Romantismens afgrund.
Produktet skal naturligvis fremstaa som essensen af handlingsprocessen, men ikke som et (personligt) udtryk – men som en kunstnerisk eksistens.




Fakta

16. aug. 1971
Rød blå bd 2 s. 28-32