Menu

Albert Mertz

17. aug. 1971

17-8-71   

Reelt set har det røde kvadratiske område og det blaa kvadratiske omraade intet med hinanden at gøre udover at de er bragt sammen i denne proposition. Det kan end ikke hævdes at de rent dekorativt (smagsmæssigt) staar godt sammen – tværtimod er der rent perceptionsmæssigt et voldsomt spring mellem dem – selv hvor dette spring forsøges dæmpet. Den røde er udtalt varm og den blaa udtalt kold – ligesom den røde er nærmere det hvide end den blaa som er nærmere det sorte – de er næsten komplementær farver (Orange er komplementær til Blaa og grøn til rød) og kan derfor presses op til en kinetisk virkning.
Der er kort sagt ikke nogen form for harmoni mellem de to farver – de passer ikke sammen. Det er to individualiteter som er bragt sammen fordi de repræsenterer den ende af farveskalaen der er selvstændigst og hvortil der ikke er knyttet nogen naturassociationer - det er de to farver der er mest farve – kun farve.
Disse to farver er bragt sammen, og ses sammen, hvad der i virkeligheden ikke er muligt – kun hver for sig kan man se dem.
Denne sammenstilling af to forholdsvis kontrasterende farver danner, i dette tilfælde en lodret midterlinie som opstaar rent perceptionsmæssigt ved at den ene farve er lysere end den anden. Denne forskel i valøren danner uvilkaarligt et rum frem og tilbage, den ene farve, fortrinsvis den røde gaar frem i rummet (ses først) i forhold til den blaa som er vigene (og ses sidst). Denne lodrette midterlinie er ikke en grafisk linie – ikke et spor af en lodret bevægelse – den er simpelthen opstaaet af et sammenstød (sammenføjning) mellem to forskellig farvede flader. Den adskiller de to farver danner den fælles grænse for deres areal udstrækning som er identisk. I denne lodrette skillelinie ligger hele det samlede rektangulære areal’s. (som dannes af de to kvadrater) fikspunkt – hændelsernes og perceptionens centrum. Det er her det hele foregaar. Det er her ved/over denne grænse man bevæger sig fra den ene farve til den anden. Er det røde kvadrat meget lyst (nærmende sig orange) og det blaa kvadrat meget mørkt (næmende sig sort) bliver denne skillelinie meget markant næsten grafisk. Er det røde kvadrat meget mørkt (nærmende sig, men ikke værende, violet) og det blaa ligeledes mørkt er skillelinien stadig synlig men ikke markant og slet ikke grafisk – linien skiller næsten ikke fordi der kun er en meget svag valør forskel mellem de to omraader. Alt dette er meget elementær, men vigtigt. Det viser at man kan nærme de to farver til hinanden og fjerne dem fra hinanden og indenfor disse to yderpunkter ligger et væld af variationsmuligheder. Trods dette staar dog den kendsgerning tilbage at de to farver aldrig vil kunne komme til at staa lige - d.v.s at midterlinien forsvinde, de vil altid være forskellige. Disse to farver er hvor meget der end forsøges en forenelse (en harmoni) af dem de forskellige farver. denne forskel skal vi holde fast ved et øjeblik – den er væsentlig. Hele den vesteuropæiske kunst har altid, selv i Mondrians tilfælde arbejdet med begrebet balance – at der var en ligevægt mellem de forskellige billedstrukturer.
Det ovenfor anførte viser at en saadan ligevægt - balance - i dette tilfælde er en umulighed. Ligesaa umulig som at ville forene ild med vand. Det er paa en maade to monochrome flade sat sammen – vedblivende to kvadrater sidestillet, men ikke forenet. Strukturen er i højere grad to kvadrater end to kvadrater som danner et rektangel med en lodret midterlinie, for de to farvers forskellighed modsætter sig de to kvadraters strukturelle forenelse, gaaen op i, et rektangel.
Det betyder at man ikke behøver at vælge de to farvers styrke – karakter – valør i forhold til hinanden da de ikke har eller kan have et sammenspillende forhold. Naturligvis opstaar uvilkaarligt et saadant forhold mellem enhver sammensætning af to farver men det er helt uden betydning – for det vil, i dette tilfælde, intet forrykke i den kendsgerning at det ene kvadrat er rødt og det andet Blaat. Det eneste forskellen mellem de to farver vil have indflydelse paa er midterliniens karakter af markant eller ikke markant tilstedeværelse. Denne midterlinie bliver saaledes fladens eneste “expressive” punkt.
I forhold til dette punkt bliver rektanglets kanter – lodrette – vandrette sider – rent materielle grænser for det farvede areals ophør.
Det man kommer til at staa overfor er altsaa alene et rødt kvadrat som er lyst-mørkt eller koldt-varm og et blaat kvadrat der kan bevæge sig indenfor samme udsving – man staar ikke overfor et rektangulært billede hvis venstre halvdel er rød og hvis højre er blaa. Man staar overfor to kvadrater hvoraf det ene er rødt og det andet blaat. Kvadraterne er fuldstændig ens, men har forskellig farve.
Alt dette som virker saa indlysende – ja banalt er opmærksomheden fæsted ved fordi det ikke før gennemgangen af disse ret kedsommelige detaljer har staaet saa klart som nu at det man arbejder med er to selvstændige omraader et rødt og et blaat – der alene har kvadratet tilfælles – at der ikke i vesteuropæisk betydning er tale om en billedstruktur – men om to farvede flader.
Denne konstatering medfører nødvendigvis at man ikke kan tænke i billedstrukturelle baner - men alene maa tænke i farvede arealer. Hvilke farver disse arealer har er i princippet ligegyldigt, her har man altsaa af mange forskellige grunde valgt rød+Blaa, men hvad der ikke er ligegyldige er dette/disse farvearealers rumlige udstrækning stor - lille - meget - lidt - kort - langt - smalt - bredt - o.s.v. Da farvernes expressivitet ikke tillægges nogen betydning er det som sagt ikke et spørgsmaal om hvilke farve der udfylder et areal – men alene om arealets udstrækning. Selvfølgelig vil et graat areal og et rødt areal af samme størrelse virke forskelligt – men sandsynligvis er denne forskel i virkeligheden ens.    
     

Fakta

17. aug. 1971
Rød blå bd 2 s. 32-37