Menu

Albert Mertz

9. jun. 1973

9-6-73.
                                             BOG.
Jeg er igang med på Peters værksted at lave en billedbog — og uden det egentlig fra begyndelsen var hensigten er det blevet en “R+B”bog. Måske skyldes det at “R+B”ideen har optaget mig gennem så mange år at når jeg pludselig, som det var tilfældet med Peter, bliver stillet overfor en opgave griber jeg til “R+B” som et naturligt grundlag. Omstændighederne ved bogens tilblivelse er iøvrigt i denne sammenhæng uvæsentlige, det som interesseret mig er: — hvad sker når man til en ting som en bog anvender “R+B”? Der sker det, at “R+B” ved sin voldsomhed (og her også ved sin mængde) sin overskridelse, på grænsen af det Op-agtige, af farvetolerancen, sprænger bogen. “R+B” og begrebet en bog, d.v.s så og så mange samlede sider i et bestemt format, med en fortløbende udstrækning i tid og rum, “passer” ikke sammen — bogen kommer til at virke som en helt underordnet og forholdsvis neutral transport af “R+B” og dens struktur dominerer på bekostning af bogens struktur. Dette svare så udmærket til min idee med “R+B” som jo er det at farven ved sin voldsomme overdrivelse og strukturen ved sin yderliggående enkelhed, skal opløse, ophæve farvebegrebet (som koloristisk malerisk fænomen) form og strukturbegrebet som figur — tegn — tegning — således at totalsummen bliver en tilstedeværelse — en realitet — som ikke bestemmes i kraft af en eller anden malerisk æstetisk — formalisme (da hvad der i “R+B” er tilbage af en sådan sproglighed alene bruges til at ophæve — destruerer — den samme sproglighed) — det bliver således hverken en bog eller en serie billeder, men en realitet eksisterende i kraft af en yderst enkel brug af farve og struktur objektet. Farvens helt fysiske eksistens.
Jeg har ved dette arbejde erfaret, hvad jeg tidligere har skrevet om, at “R+B” præsentationerne, ikke uden at forråde den idee de udspringer af, under ingen omstændigheder kan anvendes udfra eller opfyldende et rent koloristisk krav, som f.eks. balancering-afvejning mellem den varme røde og den kolde blå, eller det valørmæssige sort-hvide forhold mellem de to farver ligesom fænomener som stoflig — materiel — nuancerings eller fortoningsbearbejdelse af de to arealudstrækning hver for sig og indbyrdes er i direkte modstrid med den grundliggende idee. Jeg har med andre ord erfaret at mine formodninger med hensyn til det fuldstændig underordnede i hvilke farvepar der anvendes og i hvilke materiale alene beror på de øjeblikkelige omstændigheder — tilfældigheder — og ikke har anden betydning overhovedet end en ren teknisk — og ikke kunstnerisk.
Ligeledes har jeg (ikke alene i dette tilfælde, med bogen, men i alle forudgående forsøg) erfaret, at “R+B” er en formel — en arbejdskodeks — på hvilke man ikke kan basere en atelierproduktion, men som alene kan blive til fra situation til situation og alene bestemt af denne situations aktuelle omstændigheder. Det er disse forhold, — alene —, som bestemmer hvordan “R+B” skal fungerer — og præsenteres — for atter at citerer Wittgenstein “The meaning is the use”. Det eneste som vedvarende generer mig ved “R+B” er at bestanddelene:— farven — strukturen — stammer fra malerkunstens sproglige repertoire — farve — form — således at “R+B” uvilkårligt kommer til at fremtræde som et kunstprodukt. Dette er, så vidt jeg for øjeblikket kan se, uundgåeligt. Det er så meget mere beklageligt som mine bestræbelser jo netop går ud på at undgå at fremstille produkter der hviler på det kunstneriske udseende — d.v.s øjeblikke kan identificeres som tilhørende det kunstneriske sprogområde.
Måske har jeg låst mig fast i dette punkt, for det kunne også, som tidligere nævnt, tænkes at ved denne direkte fysiske anvendelse af farve og struktur overskred og destruerede dette kunstneriske område — at den åbenlyse urimelighed i forholdet mellem de to farver og den helt betydningsløse (rent praktisk anvendte) struktur tydeligt demonstrerede modsætningen til det kunstneriske område?

Fakta

9. jun. 1973
Rød blå bd 14 s. 3-6