Menu

Albert Mertz

24. okt. 1973

Fortsat fra NO 15 – 24–10–73
– gerning at de ikke er placeret inde på en flade men udgør to halvdele af en flade fylder fladen ud – fladens grænser er formens grænser, bevirker at det stærkeste tilløb til en formmæssig begrebsdannelse udgøres af midterlinien som opstår ved sammenstødet mellem de to farver. Da de to kvadrater er ens er der ikke tale om et formskift, men udelukkende et farveskift. Bortset fra denne midterlinie som den eneste “abstraktion” er fladen og formen identiske d.v.s fladens fysisk materielle arealudstrækning er identisk med form/farve arealet. Der er derfor i højere grad tale om et fladt bemalet objekt end om et billede. (Derfor er bemalede træplader af en vis tyngde og tykkelse som fremhæver denne objektkarakter velegnede).
Det spørgsmål der nu, som altid er tilbage at besvare stillet overfor alle disse kendsgerninger er: hvor kommer kunsten ind?
Ligger den alene i selve ideen i propositionen? Eller – kan den ligge i hvad man kunstnerisk set kan bruge denne idee til? Ligger kunsten ganske simpelt i at man gør det samme og det samme om og om igen og at det alligevel, på en eller anden facon ikke bliver det samme fordi man hvergang man begynder igen prøver, undersøger om det – uden at forlade det engang vedtagne skema, alligevel ikke kan gøres anerledes.
Måske ligger kunsten i selve dette forsøg – på at man for hvergang tager hele propositionen under overvejelse nyvurderer den prøver at fralokke den en ny side – en hemmelighed? 

Fakta

24. okt. 1973
Rød blå bd 16 s. 3-4