Menu

Albert Mertz

27. jul. 1971

27-7-71
Paa nuværende tidspunkt vil det ikke være hverken nødvendigt eller klogt at udskyde alle andre arbejdsformer til “Rød+Blaa”. Hvis denne idee kan indløse de teoretiske forventninger man stiller til den vil deraf ganske af sig selv følge at man på et eller andet tidspunkt vil finde det overflødigt at arbejde indenfor andre omraader. Det vil ikke være til gavn for “Rød+Blaa” eller for ens eget klarsyn hvis man undertrykker andre tendenser - først naar de har overflødiggjort sig selv kan de forlades. 
___________________________________________________________
Naar omraadet man bevæger sig indenfor er saa snævert som det er tilfældet med “R+B” vil enhver forandring indenfor disse grænser faa et langt større udslag, en større reaktivitet end indenfor et omraade som er sammensat af flere forskellige dele og som er mere kompliceret af orientere sig i.
Men - man kan ikke komme udenom at stille spørgsmaalet: i hvor stor udstrækning kan man tillade sig forandringer - variationer indenfor “R+B”? Hvis man med “R+B” vil hævde, eller bevise at udseendet er sekundært i forhold til den betydning man giver dette udseende, saa kan man ikke tillade sig mange forandringer eller variationer om overhovedet nogen. Det hele bliver et spørgsmaal om det tjener noget formaal at negligere en mulighed, eller rettere den/de muligheder der ligger saa indlysende og aabenbart selv inden for dette snævre omraade?
Selvom selve ideen ligger tæt på Daniel Buren saa er det jo slet ikke det jeg vil - det er ikke den samme tanke i ideen er udsprunget af. Det væsentlige er ikke repetitionen - den er blot en enkelt del af ideen, neutraliteten, som saadan er hellerikke væsentlig, men også alene en detalje.
Det væsentlige for mig er: At give frivilligt afkald paa en række tilsyneladende rige valgmuligheder - mellem f.eks et større form og farve - strukturregister - i det jeg hævder at disse valgmuligheder i realiteten er illusoriske da der ikke kan findes noget værdihieraki mellem de forskellige former og farver, at valget i bedste fald er overflødigt, i værste absurd fordi det alene kun kan baseres paa noget rent subjektivt smagsmæssigt.
Jeg har derfor valgt to farver Rød og Blaa fordi jeg mener at de i sig indebær alle farve og valørmæssige muligheder og saaledes kan repræsenterer hele farvespektret. Jeg har valgt to kvadrater dannende et retangel som den neutraleste, mest uforanderlige, og samtidig repræsenterende de væsentligste, enkleste elementer i enhver formstruktur. At jeg har valgt netop disse farver og denne struktur, har jeg saa langt saa muligt forsøgt at begrunde rent sagligt, teknisk, men udover dette punkt maa valget selvfølgelig have et rent subjektivt udspring - det kan ikke være andet. Det har i første række ikke interesseret mig hvor mange variationer man kunne fremkalde med disse enkle midler, men at der ved sammensætningen af disse valg opstod en synlig tilsynekomst hvis associations fremmende virkninger i sig selv var meget begrænsede. Et udseende som man enten ikke kan ligge noget som helst i, eller også ligge alt i hvad man ønsker. Valget af dette udseende - den tilsynekomst - er ogsaa grundet i ønsket om at frigøre produktet (kunsten?) fra alt for mange kunsten uvedkommende tankeforbindelser - ja maaske endda tanker i det hele taget - det skulle blot være der.
Selvom det vel for kendere af moderne og især abstrakt kunst, rent stilmæssig vil tage sig ud som et abstrakt billede, eller som udtryk for ønsket om den yderste renhed er dette en saa fuldstændig mistolkning af propositionen som jeg i mit eventuelle fortsatte arbejde maa prøve at tilbagevise af al kraft. Farverne og formerne er ikke valgt (som f.eks hos Mondrian) fordi de er de reneste — mest universelle af hele farve og formspektret, men fordi de og deres kombination var den mest “intetsigende” jeg kunne finde frem til de kan og skal end ikke udtrykke begrebet renhed.
Jeg har gennem aarene stået i en permanent valgsituation overfor de mange mulige maader hvormed der helt legitimt kunne arbejdes med kunst — jeg har prøvet saa det ene saa det andet, saa det tredie saa det fjerde o.s.v indtil jeg naaede det punkt hvor jeg indsaa at valget i sig selv ikke var af større værdi — at det aldrig kunne være valget af et udseende eller en metode hvormed dette udseende skabtes som var afgørende, men alene hvad man brugte det til. Ved at vælge en tilsynekomst — et udseende som bestod af saa faa bestanddele som muligt forsøgte jeg at eliminerer denne evige og nyttesløse valgsituation. Det tvang mig til ikke at hæfte mig ved valget, men uden omsvøb gaa direkte til brugenfunktionenbehandlingen af dette valg. Det tvang mig til at gaa fra spørgsmaalet om udseende og metode til spørgsmaalet om kunsten.
Det ligger snublende nær at forsøge at besvare dette spørgsmaal ved at sige: at med disse meget begrænsede midler med denne minimale A.B.C kan jeg sige, udtrykke, gøre alt hvad jeg ønsker og behøver — det er at betragte hele ideens teoretiske grundlag fra en hel skæv vinkel. Det gælder jo ikke en opvisning i virituositet — i at kunne forvandle vand til vin — en slags billedmæssig mirakelmageri — kort sagt det drejer sig sletikke om noget formalistisk — tværtimod — det helt modsatte. At forsøge at bevise kunstens uafhængighed af formalismen som højest kan være et rent teknisk hjælpemiddel — at bevise at det ikke er hvilke former og farver man vælger og hellerikke hvad man gør, eller kan gøre med dem heller — men alene et spørgsmaal om hvor kunsten kan faa eksistens.
Jeg maa indrømme at det kan jeg ikke, og vil vel aldrig kunne komme til at svare paa — men det staar mig efterhaanden klart at kunsten ikke eksisterer i kraft af begreber som form og farve — men snarere paa trods af dem. Naar man igennem flere generationer har forsøgt at indkredse kunstens eksistens som udsprunget af saadanne elementer har man forvekslet det rent tekniske med det rent kunstneriske. Modernismens brogede historie, skiftende ismer og stilretninger udgør dog ellers en hel lærebog i at kunsten naar den en sjælden gang har vist sig indenfor denne epoke har gjort det paa trods af og paa tværs af alle skoler, retninger og ismer. Storheden i P. Mondrian skyldes ikke at han kunsthistorisk kan henregnes under Neoplasticisme og Malewich ikke i at han skabte suprematismen, Salvador Dali ikke i kraft af at han kan betegnes surrealist o.s.v. Deres storhed er den samme som man møder bagud i kunsten hos en Vermeer, en Ucello, en Rembrandt, en Holbein, en Seurat, o.s.v. I den dulgte bevidsthed om at man maate give fortabt overfor ethvert forsøg paa en blot nogenlunde tilfredsstillende forklaring paa kunstens eksistens, førte naturligt nok til at man maatte klamre sig til rent formalistisk tekniske rationelle bevisførelser. Kunsten er der eller den er der ikke — hvordan den opstaar er et mysterium som alt hvad der berøre den aandelige realitet er det. Jeg — personligt bliver mere og mere overbevist om at det er en kraft i mennesket — en art aandens alkymi — som alle mennesker i større eller mindre udstrækning besidder — men som sjældent alt for sjældent aabenbarer sig.
Det er i et forfængeligt forsøg paa at indkredse denne aandelige kraft at “Rød+Blaa” ideen er opstaaet.

Fakta

27. jul. 1971
Rød blå bd 1 s. 38-43