Albert Mertz
22. jul. 1972
22-7-72.
Hvordan vil den helt forudsætningsløse beskuer (uden viden om kunst) reagerer overfor “R+B”?
Han vil naturligvis ikke se andet end et rødt og et blåt kvadrat sat sammen til et rektangel – eller et rektangel delt i en rød og blå halvdel H-V. Denne beskuer vil formodentlig også karakteriserer hvad han har foran sig som et maleri – et billede – et moderne maleri – abstrakt. Sine reaktioner på hvad han ser vil han måske formulerer i sætninger som “stærke (rene?) farver” - “kønne (smukke) farver” – “det forstår jeg mig ikke på” – “To farvede kvadrater “ – “skal det være kunst?” “Det kan jo enhver lære” o.s.v
Hvis man siger til en sådan beskuer: se nu engang lidt nærmere på billedet, betragt det et stykke tid, skaber man fornemmelsen at der (måske!) er mere i (men ikke på) billedet end hvad beskueren med sine egne øjne har konstateret at se – man har skabt en forestilling.
En beskuer med kunstforstand – viden – en som (uden at være udøvende kunstner) er vant til at beskæftige sig med kunst – vil derimod meget hurtigt bringe det “R+B” billede i relation til sin viden, sine forestillinger sit kunstbegreb (kunsthistorien!). “R+B” - (kunstværket) fungerer med andre ord kun udtømmende effektivt i relation til et velunderbygget kunstbegreb.
Men – er da den mulighed at der, for den om kunst uvidende beskuer, kan opstå en eller anden relation udover den rent fænomenologiske? Det kan man ikke vide noget om, man kan formode, postulerer, lave hypoteser, men hvor sandsynlige de er kan alene blive en skønsag.
Spørgsmålet er stillet traditionelt og derfor forkert i denne sammenhæng. Det hævdes at “R+B” såvidt gørligt er neutralt hvad angår udtryk expressivitet – at det er “indholdsløst” i den forstand at det ikke vil viderebringe noget “budskab” – og forholder det sig sådan er det forkert at stille spørgsmålet om hvorvidt den læge beskuer modtager, oplever ved sin konfrontation. Den kunstforstandige kan få et hvilke som helst objekt der erklæres for kunst til at fungerer som sådan – den læge beskuer derimod kan alene forholde sig rent registrerende overfor hvad han ser selvom subjekt (betragter) objekt – hvilket vil sige at han overfor dette objekt har alle sine individualistiske fornemmelser fungerende som overfor objekter i det hele taget.
Spørgsmålet er forkert i den forstand at det bruge begrebet indtryk – hvilke indtryk (gør det!). Det gør – og kan ikke gøre – andet indtryk end sin fysisk-materielle tilstedeværelse – eksistens (som er lig med alle andre objekter) måske med den minimale forskel fra andre objekter (f.eks møblerne i rummet hvor det “R+B” objekt er placeret) at det tilhøre kategorien af objekter kaldet – maleri – malerkunst– kunst.
Men – i modsætning til mange andre objekter tilhørende kategorien maleri er det temmelig uinteressant da der ikke er meget for øjet at se på – og da sletikke sådanne fænomener som kan paraleliseres med virkelighedens objektverden eller dertil knyttede fænomener, ligesom billedet hellerikke fortæller en historie eller henviser til en eller anden hændelse i verden. Der er faktisk ikke andet tilbage end maleriet og endda i selve sin nøgne fysiske eksistens bestående af farver på en flade indenfor en firkant. Og da der er givet afkald på såvel udtryk som indtryk er det et spørgsmål om selve malerkunsten er tilstede. På et vist tidspunkt har man vel forestillet sig at denne blotte tilstedeværelse af maleriet som ren fysikalitet gav beskueren en mulighed for at fylde et indhold på denne tomhed – nemlig sit eget individuelle. Men – det er sandsynligvis ønsketænkning, eller i hvert fald behøver den læge beskuer ikke denne maleritomhed for at få sin imagination til at fungerer, det er et velkendt fænomen at den kan sættes igang af himlens drivende skyformationer, sten fundet ved stranden, trægrenens forvridninger, skyggernes spil, vandets spejlinger og bevægelser – o.s.v. Man kan højst håbe at et maleriobjekt som det omhandlede – er en opfordring til at hengive sig til denne mennesket iboende imaginationsevne – men det er en hypotese. Men – er det nok at objektet – om man så kan sige står til disposition?
Den kunstkyndige vil have en relation til det – lægmanden sandsynligvis ikke.
Maleriobjektet har altså kun funktion i forhold til begrebet – kategorien – forestillingen – miljøet – kunst. Gælder det alene den kunstforstandige eller gælder det også lægmanden når D. Buren skriver “ – la peinture crée elle-meme un mode, un systeme spécifique, que ne dicterait plus le regard, mais qui soit “produit pour le regard”? Og som er “Sera a regarder pour rien”
Men – “the proposal “to be seen” – yes, of course, but without forgetting there can be no vision without thinking”
og hele propositionen er “ – hors de l’art”
Det er rigtigt at det neutrale maleriobjekt ikke dikterer hvad der skal ses – det er alene produceret for at ses. Men siger D.B senere der kan ikke opstå vision (syn) uden tænkning – og det må dog trods alt være via hvad beskueren ser denne tænkning sættes igang, ved hvad han ser må der hos ham opstå visse, mere eller mindre udtalte spørgsmål om hvad han ser og hvorfor (det ser sådan ud).
Absolut neutral er propositionen ikke da den i sig selv – i selve sit udseende indeholder et spørgsmål. For den læge beskuer vil dette, eller disse, spørgsmål måske ikke være særlig påtrængende, men for en beskuer med blot den svageste berøring med kunstbegrebet vil spørgsmålet være åbenbart (f.eks sådanne “skal det være kunst?” – “Er det kunst?” – “Hvorfor?”)
Dette betyder at relationen til den kunstneriske kategori ikke kan være “– hors de l’art”. Alene af den grund at det drejer sig om en bemalet flade indenfor et mere eller mindre begrænset areal, hvilket umiddelbart vil placerer objektet, om ikke andet så rent fysisk, i kategorien kunst (maleri – malerkunst).
Den eneste løsning på dette dilema er at lade propositionen optræde i en fysikalitet der er helt fri for associationer til det kunstneriske område – hvilket efter M. Duchamps ready-made er noget nær en umulighed. Concept-art har forsøgt denne løsrivelse fra objektet – men forsøget kan ikke siges at være tilfredsstillende – selvom det var meget vigtig det blev gjort.
Han vil naturligvis ikke se andet end et rødt og et blåt kvadrat sat sammen til et rektangel – eller et rektangel delt i en rød og blå halvdel H-V. Denne beskuer vil formodentlig også karakteriserer hvad han har foran sig som et maleri – et billede – et moderne maleri – abstrakt. Sine reaktioner på hvad han ser vil han måske formulerer i sætninger som “stærke (rene?) farver” - “kønne (smukke) farver” – “det forstår jeg mig ikke på” – “To farvede kvadrater “ – “skal det være kunst?” “Det kan jo enhver lære” o.s.v
Hvis man siger til en sådan beskuer: se nu engang lidt nærmere på billedet, betragt det et stykke tid, skaber man fornemmelsen at der (måske!) er mere i (men ikke på) billedet end hvad beskueren med sine egne øjne har konstateret at se – man har skabt en forestilling.
En beskuer med kunstforstand – viden – en som (uden at være udøvende kunstner) er vant til at beskæftige sig med kunst – vil derimod meget hurtigt bringe det “R+B” billede i relation til sin viden, sine forestillinger sit kunstbegreb (kunsthistorien!). “R+B” - (kunstværket) fungerer med andre ord kun udtømmende effektivt i relation til et velunderbygget kunstbegreb.
Men – er da den mulighed at der, for den om kunst uvidende beskuer, kan opstå en eller anden relation udover den rent fænomenologiske? Det kan man ikke vide noget om, man kan formode, postulerer, lave hypoteser, men hvor sandsynlige de er kan alene blive en skønsag.
Spørgsmålet er stillet traditionelt og derfor forkert i denne sammenhæng. Det hævdes at “R+B” såvidt gørligt er neutralt hvad angår udtryk expressivitet – at det er “indholdsløst” i den forstand at det ikke vil viderebringe noget “budskab” – og forholder det sig sådan er det forkert at stille spørgsmålet om hvorvidt den læge beskuer modtager, oplever ved sin konfrontation. Den kunstforstandige kan få et hvilke som helst objekt der erklæres for kunst til at fungerer som sådan – den læge beskuer derimod kan alene forholde sig rent registrerende overfor hvad han ser selvom subjekt (betragter) objekt – hvilket vil sige at han overfor dette objekt har alle sine individualistiske fornemmelser fungerende som overfor objekter i det hele taget.
Spørgsmålet er forkert i den forstand at det bruge begrebet indtryk – hvilke indtryk (gør det!). Det gør – og kan ikke gøre – andet indtryk end sin fysisk-materielle tilstedeværelse – eksistens (som er lig med alle andre objekter) måske med den minimale forskel fra andre objekter (f.eks møblerne i rummet hvor det “R+B” objekt er placeret) at det tilhøre kategorien af objekter kaldet – maleri – malerkunst– kunst.
Men – i modsætning til mange andre objekter tilhørende kategorien maleri er det temmelig uinteressant da der ikke er meget for øjet at se på – og da sletikke sådanne fænomener som kan paraleliseres med virkelighedens objektverden eller dertil knyttede fænomener, ligesom billedet hellerikke fortæller en historie eller henviser til en eller anden hændelse i verden. Der er faktisk ikke andet tilbage end maleriet og endda i selve sin nøgne fysiske eksistens bestående af farver på en flade indenfor en firkant. Og da der er givet afkald på såvel udtryk som indtryk er det et spørgsmål om selve malerkunsten er tilstede. På et vist tidspunkt har man vel forestillet sig at denne blotte tilstedeværelse af maleriet som ren fysikalitet gav beskueren en mulighed for at fylde et indhold på denne tomhed – nemlig sit eget individuelle. Men – det er sandsynligvis ønsketænkning, eller i hvert fald behøver den læge beskuer ikke denne maleritomhed for at få sin imagination til at fungerer, det er et velkendt fænomen at den kan sættes igang af himlens drivende skyformationer, sten fundet ved stranden, trægrenens forvridninger, skyggernes spil, vandets spejlinger og bevægelser – o.s.v. Man kan højst håbe at et maleriobjekt som det omhandlede – er en opfordring til at hengive sig til denne mennesket iboende imaginationsevne – men det er en hypotese. Men – er det nok at objektet – om man så kan sige står til disposition?
Den kunstkyndige vil have en relation til det – lægmanden sandsynligvis ikke.
Maleriobjektet har altså kun funktion i forhold til begrebet – kategorien – forestillingen – miljøet – kunst. Gælder det alene den kunstforstandige eller gælder det også lægmanden når D. Buren skriver “ – la peinture crée elle-meme un mode, un systeme spécifique, que ne dicterait plus le regard, mais qui soit “produit pour le regard”? Og som er “Sera a regarder pour rien”
Men – “the proposal “to be seen” – yes, of course, but without forgetting there can be no vision without thinking”
og hele propositionen er “ – hors de l’art”
Det er rigtigt at det neutrale maleriobjekt ikke dikterer hvad der skal ses – det er alene produceret for at ses. Men siger D.B senere der kan ikke opstå vision (syn) uden tænkning – og det må dog trods alt være via hvad beskueren ser denne tænkning sættes igang, ved hvad han ser må der hos ham opstå visse, mere eller mindre udtalte spørgsmål om hvad han ser og hvorfor (det ser sådan ud).
Absolut neutral er propositionen ikke da den i sig selv – i selve sit udseende indeholder et spørgsmål. For den læge beskuer vil dette, eller disse, spørgsmål måske ikke være særlig påtrængende, men for en beskuer med blot den svageste berøring med kunstbegrebet vil spørgsmålet være åbenbart (f.eks sådanne “skal det være kunst?” – “Er det kunst?” – “Hvorfor?”)
Dette betyder at relationen til den kunstneriske kategori ikke kan være “– hors de l’art”. Alene af den grund at det drejer sig om en bemalet flade indenfor et mere eller mindre begrænset areal, hvilket umiddelbart vil placerer objektet, om ikke andet så rent fysisk, i kategorien kunst (maleri – malerkunst).
Den eneste løsning på dette dilema er at lade propositionen optræde i en fysikalitet der er helt fri for associationer til det kunstneriske område – hvilket efter M. Duchamps ready-made er noget nær en umulighed. Concept-art har forsøgt denne løsrivelse fra objektet – men forsøget kan ikke siges at være tilfredsstillende – selvom det var meget vigtig det blev gjort.
