Menu

Albert Mertz

6. aug. 1971

6-8-71
Plankeværk med en række plakatpladser i Rødt – gult – Blaat – disse enormt store ensfarvede firkanter sprang ud af gadebilledets virkelighed, smadrede det – hørte sletikke til i det.
Det var farven som ren perception – som direkte fysisk tilstedeværelse – det var kun farve – intet andet. Hvad skal man stille op med saadan store farvede arealer? Man kan intet andet gøre end konstaterer de er der. Der er ogsaa et element af ubehag, af noget kunstigt arteficielt ved at præsenteres for farve – intet andet end farve – man har en fornemmelse af noget uvedkommende noget man ikke har brug for.
Oplevelse bekræftede for mig opfattelsen af farven som en ren fysisk realitet – og ikke som noget specielt kunstnerisk. I det øjeblik man bruger farven i et billede opfattes den straks og umiddelbart som noget kunstnerisk – et udtryk – et sprog.
Naar jeg bruger Rød og Blaa – undgaar jeg ikke at det bliver opfattet som et valg som er grundet paa en bestemt hensigt. Mit ønske om at man alene skal opfatte farvens fysikalitet indfries ikke beskueren kan ikke undgaa at “lægge noget i” farven en betydning. Ved valget af Rød og Blaa har jeg netop bestræbt mig for at gøre dette synligt – forstaaeligt – det er f.eks de to farver som skaber de færreste tankeforbindelser og sammen har de netop dette artificielle som er en farvens fænomelogiske træk. Takket være Matisse og alle hans epigoner og den deraf følgende kunstopfattelse er det umuligt for en nutidig beskuer at betragte farven som et indholdsløst objekt.
Jeg har prøvet at placere de to farver paa forskellige objekter i forsøg paa at skabe en paralel mellem objektets virkelighed og farvens objektkarakter. Men jeg er bange for at der sker noget helt andet, at objektets karakter af virkelighedsobjekt understreges ved denne bemaling – fremhæver det “kunstige” ved farven, forstærker fornemmelsen af et møde mellem en virkelighedsgenstand og kunsten. Disse to kvadrater – det røde – det blaa – bliver perceptionsmæssigt i forhold til den genstand eller det miljø – de omgivelser hvorpaa og i de er placeret – altsaa alene ved udseendet kunst. Fordi der er tale om farve – om maling – om geometriske former (kvadrat - rektangel) og geometri er en “kunstig” sproglig menneskelig foreteelse. Og af kunst forventer man en betydning – et indhold – et udsagn – og ikke som ved et hvilke som helst objekt ganske enkelt tilstedeværelse. Det er her problematikken ved “R+B” viser sig. Den har alle de traditionelle signalementer som hører et maleri til – det er en firkantet afgrænset flade bemalet med farver der danner former. Hele det traditionelle maleriske sprog.
Hvorfor anser jeg dette for at være rent negativt? Fordi alene farvens tilstedeværelse, og særlig i sin helt rene form, tvinger til at man tager stilling til den, til dens udseende – skal den være saadan eller saadan – mørk – lys – kold – varm – tæt – åben – o.s.v og straks er man inde paa malerkunstens æstetiske sproglige spørgsmaal som man jo netop forsøger at arbejde sig ud af. (Forøvrigt bliver farve – og brugen af den meget, meget let et rent dekorativt fænomen).
Hvorfor vil man bort fra malerkunstens æstetik?
Først fordi den ved at være en specialitet er en begrænsning, dernæst fordi det føles saa uendelig ligegyldigt om en farve er saadan eller saadan – det er der ikke rigtig nogen tanke i. Det er tanken – ikke udseendet som interesserer mig ved et kunstværk. Naar jeg fascineres af et billede er det ikke fordi farven eller formen er saadan eller saadan  – men tværtimod noget andet – en sum af noget – en essens. Farven – formen og den sproglige æstetik omkring dem begrænser indsnævre mulighederne for forekomsten af denne sum – essens – bliver en unødvendig møblering af det essentielle det som kan faa kunsten til at opstaa. Paa den anden side ønsker jeg ikke at operere med det helt genstandsløse ephemere – usynlige – jeg tænker bedst naar jeg ser tankens handling materialiseret paa en eller anden maade – det kan jeg ikke fornægte – uden at fornægte noget væsentligt hos mig selv. For øjeblikket er “R+B” det eneste punkt jeg kan fungerer arbejdsmæssigt i forhold til - maaske netop fordi denne idee i sig samler alle problemerne i en meget tilspidset form – hvorfor jeg ogsaa tror det vil være positivt at arbejde sig igennem den.
___________________________________________________________

Fakta

6. aug. 1971
Rød blå bd 2 s. 19-22