Menu

Albert Mertz

12. jul. 1971

12-7-71.
Hvorfor undgaa variationer?
Min indvending - at man meget let kom til at tillægge farvernes variationer, indenfor sig selv og i deres indbyrdes forhold, en betydning som kolorisme.
D.v.s dette at farven kan være forskellig opfattes som en klassificerende værdi - som en kvalitet - at den ene maade at bruge farverne paa kan være bedre - rigtigere - end en anden.
Derfor, og fordi det er mit ønske at bruge farven som objekt d.v.s hvad den er som materie og hvad den er i sig selv som netop den individuelle farve (Rød-Blaa-gul-o.s.v) uden at foretrække den ene individualitet frem for den anden (Blaa frem for Rød - gul frem for grøn - o.s.v). Indførelse af en saadan værdiskala kan kun blive et spørgsmaal om et helt subjektivt valg baseret først og fremmest paa personlig smag. Af farvespektres farver er den ene, i realiteten, ikke bedre - værdifuldere end den anden, de er alle farver - de er ganske vist forskellige, men denne forskel er i sig selv ingen værdi.
Her i “Rød+Blaa” er der ikke tale om at vælge mellem alle farveskalaens forskellige farver, men alene om indenfor en Kadmium Rød og en Ultramarin-Blaa indenfor deres muligheder og uden at forflygtige deres individualitet at varierer dem indenfor sig selv og i forhold til hinanden - fra proposition til proposition - ikke for at den ene variation skal betragtes som værdifuldere end den anden, men alene for at vise de forskellige funktionsmuligheder som er tilstede indenfor en individualitet. En egenskab som kan sammenlignes med mennesket som individ - ethvert individ har en række (og ofte flere end det er sig bevidst) egenskaber og muligheder, hvoraf den ene egenskab og mulighed ikke er værdifuldere end den anden men har tilfælles at have det samme udgangspunkt - individets - individualitet.
Valget i dette tilfælde af rød og Blaa er overvejende personligt og der kan ikke opstilles hundrede procent saglige - objektive grunde for dette valg. Rød og Blaa er ikke værdifuldere end de andre farver paa skalaen, de kan i det højeste have visse praktiske egenskaber (for mig) som de andre farver ikke besidder i saa udtalt grad.
Navnlige disse: Det er en varm og en kold - en sort og hvid - deres associationsegenskaber, de tankeforbindelser til andre objekter og fænomener de kan give anledning til er mere begrænset end hos de fleste andre farver (maaske undtaget - sort - hvid - violet). Sammen er deres perceptionsvirkning meget direkte og umiddelbar.
Hvorfor ønskes variationen af de to farver?
Fordi hele ideen er baseret paa at man een gang for alle har valgt et “udseende” et (begrænset) alfabet og med det og indenfor det kan man sige, fremføre, vise, alt (eller næsten alt) hvad man ønsker - det er ideens teoretiske grundlag. Ved at bruge de to - Rød+Blaa fuldstændig identisk fra produkt til produkt opnaar man alene en demonstration af princippet i sin egenskab af repetion - som maaske kan være effektiv som demonstration af en idee - et princip, men personlig utilfredstillende. De muligheder man har for at bryde denne gentagelse eller give den forskellige betydninger er 1. at anvende den i forskellige sammenhænge og i forskellige omgivelser. 2. Udefra - ved hjælp af titler eller anden literær tilbehør - at paaføre identiteten en forskel. 3. Inden for farverne og den struktur de danner at varierer farverne hver for sig og i forhold til hinanden - men lade billedstrukturen uændret.
Den først nævnte mulighed er næsten utømt af Daniel Buren og er derfor ikke nødvendig at gentage. Den anden mulighed kan gentages men har en kedelig tendens til at blive et trick paa grund af at man griber til midler uden for propositionen for at ophæve identiteten.
Den tredie mulighed holder sig indenfor ideen og forsøger at efterforske (maaske udtømme) alle den muligheder. Det tillades at varierer farven, men alene paa en saadan maade at selve variationen ikke bliver det væsentlige aktiv og ikke gøres til en kvalitet i sig selv - men blot demonstrerer at med to farver (hvilke som helst) kan man gøre ligesaa meget (mere?) end med flere eller mange farver.
Strukturen - to kvadrater dannende et rektangel - er nød til at blive bevaret, ændre man den (udover ændringer i størrelse) fjerner man sig fra hele ideens grundlag som er baseret paa at produktet i sin totalitet er det samme fra gang til gang - og at de variationer som tillades ikke i det væsentlige ændre denne totalitet.
Produktets bestanddele er: To kvadrater - et Rød og et Blaat sættes sammen og danner et rektangel der ved mødet mellem de to farver Rød-Blaa - danner to halvdele markeret ved den median som opstaar ved de to farvers sammenstød - d.v.s “linien” opstaar via forskellen mellem de to farver ikke ved nogen grafisk struktur.
Billedets vandrette og lodrette sidebegrænsninger danner også en liniestruktur, via billedet og dets omgivelser, men ikke saa markeret som den lodrette linie i billedet fordi den ikke er et produkt af et sammenstød mellem de to farver, men af et ophør - af de to farver hver for sig.
I det variationen, inden for de to farver, indføres træder udførelsen af produktet frem som en aktiv størrelse der maa tages i betragtning. D.v.s der maa være en mening - en tanke bag - at man variere farverne, og netop på den maade - i hvert enkelt udførelse af produktet - man maa ikke variere for variationens egen skyld, men alene for den bagvedliggende tankes skyld. Det betyder (og her adskiller propositionen sig fuldstændig fra Burens) at udførelsen - produktionen - aldrig kan eller maa blive mekanisk, men maa have et nyt udgangspunkt hver gang. Har udførelsen ikke det er variationen betydningsløs - og kun tom variabilitet - og bliver alene et spørgsmaal om forskel i perception og ikke om en forskel i perception og concept. 
_____________________________________________________________

Fakta

12. jul. 1971
Rød blå bd 1 s. 21-26