Menu

Albert Mertz

31. jul. 1971

31-7-71         
Efter at have skrevet al det ovenstaaende i gaar saa jeg paa et par af de “Rød + Blaa” der hang paa væggen – og de fleste af argumenterne som jeg havde fremført imod denne proposition skrumpede ind og blev konfronteret med et materialiseret produkt alene teoretiske.
Hvad var det jeg saa som gjorde teorierne vaklende? Et rødt og et blaat kvadrat som det var muligt for mig at se sammen - paa samme tid - jeg kunne fæstne mig ved den røde, men ikke uden den blaa ogsaa var tilstede saavel i bevidstheden som i den højre øjenkrog, men som jeg skiftede fra den ene farve til den anden fik den farve jeg fæstede mig ved en ny perceptions - “betydning”.
Der opstaar en saakaldt “spænding” i øjet ved bevægelsen fra den ene farve til den anden. Der er tale om to “billeder” det ene med en lys rød - lys blaa - det andet med en mørk rød - mørk blaa - i nr 2 er mellem de to farver ikke det spring, den spænding mellem de to farvefelter som i 1 der er altsaa forskel mellem de to “billeder” i perceptionen. Denne forskel kan ikke tillægges nogen værdi 1 er ikke bedre end 2 eller omvendt forskellen er alene en kendsgerning - en konstatering tillægges den en værdi - en kvalitet kan det udelukkende blive udfra rent subjektive kriterier og ikke som noget der er tilstede i “Billedet” selv. Man kan altsaa variere de to farver - og man kan lade være - det ene er ikke bedre end det andet - variationen er alene en konstatering af forskellige mulige handlinger inden for det givne omraade.
Lad os holde fast et øjeblik ved dette begreb - handlinger - det er maaske centralt. Hensigten med propositionen er ikke - at ville viderebefordre en meddelelse - et budskab - et indhold eller et udtryk - heller ikke om at gøre et bestemt indtryk opnaa visse præcise perceptioner - nej - propositionen er alene det synlige produkt af en række forskellige handlinger, der i det øjeblik de er afsluttede - ophørt ikke har anden betydning end at de er resulteret i den synlige materialisering. 
Som ethvert eksisterende objekt har ogsaa dette en perception som dog ikke i forhold til andre objekter har nogen forrang men alene er en simpel perceptions mulighed som alle andre. Denne materialisation er at betragte som et “Ready-made” (som alle andre i verden eksisterende objekter). Med den ene forskel at det som Art & Language folkene benævner det er et “made - made” objekt - et kunstobjekt i den betydning at det er fremstillet som saadan og indenfor den termenilogi, men efter fremstillingen tilhøre objekternes verden og kun kan faa betydning som kunst hvis man paaføre det en saadan.
Som Bainbridge og Atkinson erklære: “I am building an art objekt in order to declare it not an art objekt” – og – – the intention of the artists has to be precisely specified by the artist through schema external to the object itself”   
Med andre ord propositionens materialisering er ikke i sig selv kunst, udover i den forstand at det besidder visse perceptionskriterier der tilhører kunstens (maleriets!) omraade, men kan som den Duchampske “ready-made” paaføres en saadan.
Men er det muligt at gaa den anden vej og fuldstændig tømme propositionen for enhver tilknytning til kunstneriske kriterier, fjerne fra det ethvert karakteristika tilhørende kunstens termenilogi - f.eks gøre det til en brugsgenstand? I tilfældet “R+B” er en saadan total forvandling sikkert umulig - dertil tilhører produktet tiltrods for det paa lige linie med andre objekter for udtalte tegn paa at tilhøre omraadet kunstprodukt - objekt - ligesom en gryde f.eks udtalt tilhøre kogekunstens omraade. Vi gaar altsaa i ring - vi fremstiller et kunstobjekt hvis identitet som saadant det er vort ønske at fjerne, og staar saaledes i den situation at maatte erkende objektet som tilhørende ikke alene kunsten, men en speciel afdeling af denne nemlig - malerkunsten. 
Staar valget mellem at akcepterer objektet som malerkunst eller at forlade hele propositionen? Eller kan man malerkunsten - dens teknik! - overvinde den løfte sig ud over den?
Om dette siger Art & Language - folkene: Painting and Sculpture have physical limits and the limit of what can be said in them is finally decided by precisely those physical limits. 
Kan man ubesværet bevæge sig indenfor denne grænse frembyder den jo ingen problemer og er strengt taget ikke nogen grænse - ud over (set fra) et teoretisk synspunkt. 
Det er nødvendigt at anerkende propositionen som tilhørende kategorien maleri, det er en kendsgerning som ingen teoretisk-filosofisk trick kan bortforklare. Erkender man det bliver mulighederne for at arbejde med propositionen større - man kommer til at staa friere - og fra dette udgangspunkt kommer man maaske et helt andet sted hen end man havde ventet men man maa have et udgangspunkt, og det er hvad propositionen giver en.
Hvad der for øjeblikket generer mig ved propositionens udseende er 1. at den stilmæssigt minder om et abstrakt billede – men det er formodentlig et punkt man ikke skal lade sig bremse af, men se at komme ud over. 2. At den røde farve – jo renere den bruges har en tendens til at beherske flade paa bekostning af den blaa – at springet mellem de to farveflader bliver for stort. Enten skal den blaa valørmæssigt i lysstyrke følge den røde – eller den røde skal mere gennem sit mørke register nærme sig den blaa uden dog at nærme sig dens identitet f.eks i form af violet.
3. BILLEDE -  VERDEN UDEN OM. Billedet er som afgrænset flad flade et objekt – som andre objekter i verden – i det øjeblik det bemales beholder det sin karakter af objekt men adskiller sig fra omgivelserne ved sin bemalede firkantede flade - det er indenfor denne flade maleriet finder sted - og ikke udenfor.
Men – saa langt er billedet er objekt – et maleri – mødet mellem, forskellen paa den røde og blaa farve danner paa denne flade som er et reelt objekt en midterlinie – ligesom forskellen mellem de to farver danner et frem og tilbagegaaende rum. Dette rum og denne skillelinie er ikke som den firkantede flade de er anbragt paa reelle - men forestillinger. Det frem og tilbagegaaende rum er ikke noget rum, men en forestilling om en rumfornemmelse, ligesom midter- skillelinien ikke virkelig deler fladen i to halvdele men alene skaber en forestilling om en saadan deling.
Billedet er altsaa paa samme tid et reelt objekt og en forestilling om objekters adfærdsmønster.
Der opstaar her en dualisme mellem hvad man ved, kan erfarer (f.eks ved berøring) og hvad man ser – en konflikt.
Kunne det ikke tænkes at denne dualisme og deraf følgende konflikt er af overvejende teoretisk beskaffenhed og at disse to erfaringssæt hvad man ved og hvad man ser enten kunne forenes eller i hvert fald supplerer hinanden?
Gennem erfaringen ved man at det man staar overfor er en firkantet flade – et fladt objekt – som er paaført farvestof. Skaber denne paaførte farve en synsmæssig fornemmelse af en rumlig bevægelse ved man via den før nævnte erfaring at det ikke er en rumlighed som tilhøre objektet, men en rumlig forestilling som er resultatet af forskellen mellem de to farver. Man ved udemærket godt at den firkantede flades fire sider, og selve fladearealet kan man berøre med hænderne og saaledes forvisse sig om dets eksistens, men man ved ogsaa at det rum som skabes af farverne ikke kan berøres men alene eksisterer som en synsmæssig perception. 
___________________________________________________________
Der er to maader man kan arbejde med propositionen paa 1. ved en fuldstændig identisk repetition – som man tillægger et varierende indhold – betydning – præsenterer i forskellige sammenhæng – miljøer – omstændigheder.
2. Ved at varierer den Røde og Blaa – enkeltvis og i forhold til hinanden i den udstrækning det kan gøres uden de fjerner sig fra sin identitet som henholdsvis rød og Blaa. Det første punkts eventuelle problematik lader vi forløbig hvile – det andet punkts problematik ligger i at man uundgaaeligt møder spørgsmålet: hvorfor varierer?
Har brugen af de mulige variationsmuligheder indenfor de to farver nogen betydning – værdi? Det kan øjeblikeligt slaas fast at den ene variation ikke har eller kan have større værdi end den anden – det skulle da alene være i et spørgsmaal om smag – et spørgsmaal som helt kan lades ude af betragtning. Ved at varierer – skabe forskelle i de to farver viser - demonstrerer man disse to omraaders muligheder (og maaske vil det vise sig at disse muligheder nærmer sig det uendelige – og er dette tilfældet har man vist at makrokosmos og mikrokosmos er to sider af samme sag) man har fremstillet en række forskellige perceptionsmuligheder der - maaske - kan tilfredstille – igangsætte forskellige oplevelsesomraader. Man har vist at indenfor to afgrænsede omraader som Rødt og Blaat findes der en større bevægelighed og flexibilitet end sædvanligvis antaget.
Maaske kan man endog vise at forskellen, her mellem to farver, ikke kan tillægges nogen værdi – men alene er den skelnelighed der ligger i forskellen – dette at rød ikke er blaa og blaa ikke er rød, men at den Blaa ikke er værdifuldere end den Røde. 
Det er muligt at man ved dette arbejde, og ved at erkende det som værende malerkunst netop vil kunne omstyrte malerkunstens nu gældende formalistiske æstetik ved at gøre “Forskellen ens” d.v.s ikke tillægge den - farven - eller formen eller andre af malerkunstens tekniske midler anden værdi end den de har som ren materialistiske fænomelogiske realiteter.      
__________________________________________________________

Fakta

31. jul. 1971
Rød blå bd 2 s. 11-18