Menu

Albert Mertz

3. sep. 1971

3-9-71.
Farven har ingen betydning som koloristisk idee – kun som farve – som stof – materiale – maling –. En af ideens bestandele er at de to farver er rød - blaa - i deres reneste form, men hvilke rød og blaa er i forhold til ideen ligegyldigt. Farven skal ikke optræde som sprog – som symbol og derved som udtryk for dette eller hint, den skal kun bruges – der skal udføres en handlingsproces med den.
Det er den grundlæggende idee, men hvis farven er ligegyldig, ligesom deres indbyrdes forhold er det hvorfor udfører man dem saa ikke helt mekanisk, enten via en maskine, en sprøjte e.l ? (Det gør jeg i tilfældet med “bogen” hvor alle farvetryk skal være identiske). Maaske er det fordi jeg har en idee om at selve processen: at male kan have en eller anden betydning for ideen, maaske være et tilskud, en udvidelse – men hvilke?
Dette at paafører farven en eller anden flade kan ikke være eller blive noget udtryk selvom man ville forestille sig det saa kan man ikke “ligge noget” i denne proces. Det er jo hellerikke expressivitet jeg er ude efter – tværtimod.
Det jeg kredser om maa være at i det øjeblik man er sig dette at male bevidst som en proces (afhængig af farves konsistens - fladens modtagelighed - penslens beskaffenhed og den menneskelige haand) - en handling som udføres indenfor et bestemt tidsrum, en handling som ikke har til formaal at udfører et mekanisk stykke haandværksmaling, men ene og alene paaføre et objekt en farve, vil denne handling, dette forløb af en proces gøre sig gældende i farvestoffets udseende. Ikke som udtryk – men som forskellige (gældende for forskellige processor) materialiteter – forskellige udseender. Dog ogsaa her gælder at det ene udseende ikke kan betragtes som værdifuldere end det andet. Naar dette udseende, disse variationer i stoflighedens optræden alligevel ikke har nogen værdi – og naar man ikke er ude efter en expressivitet hvorfor saa ikke ligesaa godt udfører denne bemaling rent mekanisk? Her maa vi vende tilbage til variations problemet – vi har slaaet fast at variationen i sig selv ikke kan tillægges nogen værdi – at der ikke er en variation som er værdifuld og en værdiløs – men dette at varierer kan maaske i sig selv have en værdi - hvilke?
Forestiller man sig en række “R+B” billeder udført fuldstændig makanisk saaledes at de er helt identiske vil perceptionen hos beskueren sandsynligvis ikke naa ret meget længere end til den blotte konstatering af deres eksistens og denne eksistens multiplikation – staar beskueren derimod overfor en række “R+B” billeder alle malet med samme røde - blaa, men med større eller mindre variationer – “tilfældigheder” i udførelsen vil multiplikationsindtrykket ophæves og beskueren vil konstaterer at han staar overfor en række forskellige “R+B” billeder. Disse perciperer beskueren selvfølgelig forskelligt og som en følge af denne forskel vil perceptionen fører ind paa forskellige conceptioner (stadig væk maa understreges at den ene ikke er værdifuldere end den anden) hvorimod han ved de identiske billeder alene staar overfor en multiplikation af den samme conception. Det man giver plads til ved variationen er ikke et værdihieraki, men muligheden for forskellige – varierede conceptionsdannelser. Perceptionen dirigerer ikke i mærkbar udstrækning conceptionen, men er alene en mulighed for conception, som altid er ren subjektiv. Perceptionens realisering kan være et forsøg paa en sproglig dannelse, men da der her er tale om en proposition er det tvivlsomt om perceptionen kan aflæses som sprog og derved føre til den ønskede conception – eller rettere at kommunikationen naar frem til modtageren uden spild eller forvanskning. 
__________________________________________________________
3-9-71
Det er en kendsgerning at forskellige røde og blaa gør forskellige indtryk – percepteres forskelligt. Det som interesserer mig er: Kan man bruge bestemte farver i en bestemt hensigt og regne med denne hensigt naar beskueren?
Hvis jeg f.eks har den hensigt at fremstille et “R+B” billede der er fantastisk lyse og farvestraalende – fordi jeg vil give beskueren en følelse en forestilling om noget overvældende – en kraft, saa spænder jeg farven saa lyst op som muligt og giver den saa megen farvekraft som den kan bære –. Med denne kraft vil jeg meddele noget optimistisk – livsenergisk, men jeg kan ikke have nogen garanti for at beskueren danner sig saadanne forestillinger udaf hvad han ser. Sandsynligheden for at han kan danne sig helt modsatte forestillinger ubehag – irritation – kan han føle det han ser som værende anmasende, vulgært, banalt, kulørt, smagløst, uharmonisk – o.s.v – o.s.v
Hvilke forestillinger han danner sig ud fra hvad han ser er helt afhængig af hvem han er – det han er skaber hans forhold til de ting han ser, de ting som omgiver ham – tingene i sig selv kan ikke ændre nævneværdigt ved hans individualitet.
Et visuelt produkt – en visuel tilsynekomst har meget ringe muligheder for at kunne kommunikerer et bestemt budskab. Det er et spørgsmaal om billeder i det hele taget i sig selv er et kommunikationsmiddel. Er billedet da noget som gaar udenom intellektet og direkte til instinkter og sanser? Ligger der rent ud noget biologisk til grund for den visuelle perception?
“ – internal individual, idiosyncratic factors are present not only in people with pathological processes, but in everyone and probably play a role in all perceptual experience
                                                                    Bernard Bihari  
“If one studies the comparative degree of response to different sense modalities, or set up competition between different modalities, then vision almost universally comes out on top”
                                                                          – ibid –
“Visual impression are dominant in the realm of the senses and they are not easily forgotten.”
                                                            Mac Donald Citchley
                                                                     “Brain” (53)              
Dette er hvad et par videnskabsmænd siger. Det visuelle indtryk har større gennemslagskraft end det visuelle udtryks kommunikationsmuligheder, men dette betyder samtidig at den visuelle udtryksvilje ikke er identisk med det visuelle indtryk. Man kan med andre ord intet vide, med bestemthed, om hvilke indtryk en visuel tilsynekomst vil fremkalde. De perceptionsomraader man er fælles om er uhyre primitive, saasom at hvid er hvid og sort, sort, lige, lige, skæv, skæv, rød-rød – et kvadrat et kvadrat o.s.v Det er jo bl.a det som har gjort det saa overordentlig vanskeligt for publikum at “forstaa” abstrakt kunst — da de ikke her, som i den figurative havde noget fælles at lade sig lede af — nemlig den konventionelle praktisk og orienteringsmæssig betonede synlighed af den omgivende verden. Den forestillingsløse kunst overlod helt beskueren til deres egne forestillingsevner. Her var ikke noget som blev fremstillet for dem – det som skulle fremstilles – ( et “indhold”) maatte de selv sørge for.
Den situation er det vitterlig den kunsten staar i idag.
Mange muligheder for en bedring endsige en løsning af denne situation øjnes ikke. En kan dog skimtes (og er da også forsøgt af bl.a Joseph Kosuth og “Support - Surface gruppen) nemlig en parallelitet mellem, eller maaske en syntese, teori og praksis — et arbejde i praksis med visse systemer udgaaet fra en særlig problematik (som R+B) som behandles teoretisk.
__________________________________________________________

Fakta

3. sep. 1971
Rød blå bd 3 s. 24-29