Menu

Albert Mertz

24. nov. 1973

24-11-73.
“R+B” er en slags emblem — intet andet. Forandringer indenfor dette emblems struktur er uden betydning. Det er den funktion, exteriørt, der gives emblemet, der alene har betydning.
Først når dette erkendes og man således undlader at gribe ind i selve emblemet, har man mulighed for at handle med det.
___________________________________________________________
Nået til denne konklusion kan man hævde at “R+B” har tjent sit formål. Denne idee har vist at struktur — farve hvis disse elementer anvendes i forhold til den maleriske formalistiske æstetik ikke har nogen funktion i sig selv, men alene repræsenterer sig selv som værende geometriske former dækket af maling — strukturen er to kvadrater — farverne Rød og Blå — intet derudover er at tilføje.
Syntesen af disse elementer, det der udgør den “R+B” proposition har ingen betydning eller mening med mindre der gives den en. D.v.s først når denne proposition anbringes i en sammenhæng der giver den en mening, en funktion, når den bliver tegn for andet end sig selv, eller led i en sammenhæng, får den en betydning udover den rent fænomenologiske.
Forsøgene og arbejdet med “R+B” må derfor føre til konklusionen at kunsten ikke ligger i tingenes fysiske tilstedeværelse (alene!) men i overvejende grad i den funktion man giver dem. Et hvilke som helst tegn på en flade, en hvilke som helst tredimensionel forteelse, fremstillet med hensigten at være en direkte meddelelse fra producent til modtager er ikke andet end materielle fysiske fænomener før de gives en mening udenfor dem selv.
Farver, former, materialer, to eller tredimensionelle percepteres som alle andre fysiske fænomener i verden og sanses ikke på anden måde end disse. Enhver perceptiv sansning giver anledning til en række associative tankeforbindelser og kunstobjektets perception er ikke noget særtilfælde, men percepteres som alle andre fænomener.
Hvis – kunstobjektet percepteres anerledes end andre objekter kan det kun skyldes at beskueren enten via det omgivende miljø kunstobjektet befinder sig i, eller via en andre kulturelle reference rammer indstiller/har indstillet sin perception på en særlig måde som får den til at afvige fra den ordinære. Man kan læse fordi man har lært det, man kan se kunst alene fordi man ved der eksisterer et begreb som kaldes kunst.
For at gøre en lang historie kort: det som “R+B” beviser er — i strukturen — farven ligger ikke nogen form for meddelelse, men alene et perceptivt sanseindtryk der sandsynligvis for hvert enkelt individ kan føre til en række tankeforbindelser (som næsten alle andre objekter for øvrigt) rækkevidden af de associationer denne perception kan fører til er dog begrænset fordi perceptionen af to kvadrater det ene rødt — det andet blåt er øjeblikkelig — og næsten ligeså øjeblikkelig overstået.
Først når “R+B” præsenteres i en eller anden kunstnerisk sammenhæng er en udvidelse af en tankerække på grundlag af den foreliggende perception muligt idet der nu er indført flere hypotetiske muligheder for at udfylde den rent fænomenologiske perception, med en mening et indhold — forestillingen om det kunstneriske begreb træder i funktion.
En af ideerne med “R+B” var at give det et udseende — en fysisk karakter, firkantet flade — bemalet med farve, der straks identificerede det som et billede — et maleri, hvorved det allerede fra starten gav sig åbenbart tilkende som et objekt der tilhørte kunstens kategori, selvom det havde samme fysiske bestanddele som alle andre objekter, var disse dog bragt sammen efter principper der gennem historien har været gældende for et malet billede — et maleri.
Derved havde man fra første øjeblik indbudt beskueren til at betragte dette objekt indenfor bestemte forestillingsbaner — de kunstneriske.
Denne tilsyneladende fordel, og dens konsekvens viste sig dog meget hurtigt at være en hæmning for hvad jeg havde i tankerne: at skabe et fuldstændigt indholdsløst objekt, der kun fik indhold i forhold til forestillingen om kunst. I det objektet med det samme lod sig karakteriserer som et kunstobjekt – et maleri – og i den specielle form det havde, rene farver og former, fik objektet umiddelbart et indhold, nemlig det man forbinder når formerne og farverne er rene nonfigurative – med “abstrakt kunst” og beskueren kunne ikke undgå, med eller mod sin vilje at tage stilling til farverne som koloristisk fænomen – kort sagt man havnede med begge fødder lige netop på det sted det var ideens oprindelige udspring at undfly: den formalistisk - æstetisk malerisk konvention.
Alene den kendsgerning at man ser to farver – Rød – Blå – gør det til et postulat at ville hævde at de intet andet er end Rød og Blå – anbragt på en firkantet flade vil de straks give anledning til malerisk æstetiske overvejelser.
Det er indlysende at der ikke er meget for øjet at se på, men det øjet ser er nok til at tankerne føres ind i de æstetiske baner. Derfor er neutraliteten et postulat.
Dermed være ikke sagt at der ikke kan ligge andre muligheder i den “R+B” proposition, men de vil altid være bundet af at have sine rødder i den maleriske formalisme.

Fakta

24. nov. 1973
Rød blå bd 17 s. 26-31