Menu

Albert Mertz

30. jul. 1971

30-7-71
Det er en kendsgerning at “R+B”s bestandele er farve og form - og ikke andet d.v.s bestandelene er udpræget og næsten entydigt Farverne - Rød - Blaa - to kvadrater og perceptionsmæssigt umiddelbart idenficerbare som saadanne.
Dette forhold kan synes positivt i det farverne og formerne altsaa ikke repræsenterer andet end sig selv - og derved optræder som et reelt objekt - som realitet.
Men - ligesaa øjeblikkelig og umiddelbart disse bestandele identeficeres som sig selv, ligesaa øjeblikkelig identeficeres de som tilhørende kunstens forestillinger og begrebssfære (yderligerer understreget ved at de tilsammen danner billede) og paralelt hermed et ganske bestemt omraade indenfor kunstens begrebsverden - Malerkunsten (maling - paaført en firkantet flade). Dette betyder at propositionen allerede ved sin materielle tilsynekomst - tilstedeværelse - sætter en grænse for det handlingsmønster man kan foretage med den. Beviset for dette ligger bl.a i at de handlinger som det først falder en ind at foretage er forandringer i farverne saavel de enkelte som forholdet mellem dem, og forandringer i strukturens format, størrelse. Med andre ord handlinger som (det kan ikke bortforklares) tilhøre ikke alene malerkunsten, men hvad der er mest betænkeligt - dens formalistiske æstetik. Der rejser sig da det spørgsmaal om det i det hele taget er muligt ved hjælp af denne proposition at man udover maleriets æstetik, dels paa grund af at selve realiteten er bestaaende af de elementer der udgør primordialiteten i malerkunsten, dels ved at beskueren næsten er tvunget ind i denne begrebsverdens tankebaner.
Man kan hævde dette som en som en fordel udfra den betragtning at da (hvis) der er kunst man vil befinder saa vel producenten som modtager sig a priori indenfor dette omraade. Da det er meget tvivlsomt om kunsten, i sin kerne, er afhængig af, eller opstaar takket være bestemte tilsynekomster, men mere sandsynligt opstaar paa trods og tværs af sådanne betingelser, er det man vinder ved a priori at placeres indenfor kunstens begrebsverden snarere en begrænsning end en mulighed.
(Forøvrigt har farve - især i sin rene fremtræden en paa hængende expressivitet.)
Hvor stor vægt har disse argumenter naar det kommer til stykket? Eller hvor alvorlige hvor hæmmende er de begrænsninger man udsætter sig for?
Det er en kendsgerning at man via “R+B” ikke slipper uden om begrebet malerkunst - som i dag er en specialitet. Det betyder at man ikke kan arbejde med denne proposition uden i forhold til anden malerkunst dens historie, konventioner, stilarter - ja at propositionen egentlig ikke eksisterer uden i forhold til disse fænomener. Hvilke konsekvenser inderbære dette? Hvad der produceres af malerkunst idag bringes uvilkaarligt i relation til de sidste c 100 aars malerkunst med speciel vægt paa hele den modernistiske periode. Dette betyder at det stilles i forhold til denne modernismes formalisme og æstetik med grundopfattelse af form og farve som malerkunstens “indhold”. Før den modernistiske periode var dette ikke, i hvert fald absolut ikke eneraadende, malerkunstens “indhold”, men den var et medie brugbart for transmission af mange forskellig artede “indhold” - et værktøj for tanken og sansningen og ikke som modernismen med hovedvægten lagt paa det sansemæssige (begyndende med begrebet impressionisme - sanseindtryk).
Modernismens æstetik som ensidigt lægger hovedvægten paa perceptionen er i dag saa aabenbart en begrænsning. 
Man maa derfor stille sig det spørgsmaal om man villigt vil, og kan, indordne sig under en saadan begrænsning.
__________________________________________________________

Fakta

30. jul. 1971
Rød blå bd 2 s. 8-11