Menu

Albert Mertz

4. jan. 1974

4-1-74.
Sammenstødet mellem det røde og det blå kvadrat, altså midterdelingen af retanglet resulterende i en lodret linie er den rest af det billedmæssige (figur – form – komposition) der stadig generer.
Tiltrodsfor at de to kvadrater fylder formatet ud – dækker det er de figurformdannende idet de percepteres som to kvadrater. Det er denne todeling der stadig er en generende hindring. Men – efter Klein, Fontana, Newmann, o.a er det udelukket at anvende den enkelte monochrome farve.
Løsningen med et uopspændt lærred som bemales med een farve, men således at farven ikke berøre lærredets kanter men disse står med lærredsgrunden bar og bemalingen udført oppefra og ned eller nedefra og op – fra højre side – fra venstre – diagonal – o.s.v således at selve bemalingsprocessen blev helt åbenbar – at den ligefrem fysisk kunne mærkes, denne løsning er hellerikke helt tilfredsstillende idet den bliver en variation af det monochrome og ikke en ny løsning. Den eneste helt iøjenfaldende fordel den har er camoufleringslagene: vægge – lærredet – præparationen – bemalingen – synliggøres. 
At bemale selve væggen – gulvet – jo hele lokalet og de genstande der findes i det er en løsning jeg også har tænkt over, men den støder på den rent praktisk hindring at de færreste ønsker at få deres lokaler ødelagt ved sådanne bemalinger. 

Fakta

PDF
4. jan. 1974
Rød blå bd 17 s. 35-37
Lucio Fontana. Argentinsk-italiensk kunstner (1899-1968).
Barnett Newmann. Amerikansk kunstner (1905-1970).