12. Nov. 1973

Når først der bliver taget hul på de strukturelle variationsmuligheder er der næsten ingen grænser. Men man kan ikke lade være at tænke på: hvad tjener disse variationer til? Er det alene en demonstration af at variationer er mulige indenfor så begrænset et område, eller udvider man dette område, beriger man det, uddyber man det?
Alene demonstrationen af variationernes mulige tilstedeværelse er unægtelig en udvidelse af det begrænsede område. Ligesom een bestemt tone kan spilles på mange forskellige måder eller eet ord siges med mange variationer.
Ved variationer forstår man herved at man med den samme ting kan udtrykke mange forskellige ting. Der er her tale om et sprog. Men er det hvad jeg vil bruge “R+B” til?
Hvis jeg stiller spørgsmålet om jeg har noget jeg vil udtrykke må jeg svare: NEJ. Jeg har ikke noget jeg skal have udtrykt, men jeg har en række spørgsmål, vedrørende kunst, som jeg gerne vil forsøge at besvare.
Efterhånden tror jeg at disse spørgsmål har størst chance for at kunne besvares hvis man stiller dem central d.v.s vedkender sig det er spørgsmål om kunst, og ikke om alt andet. Der er, og har i den sidste årrække været en udpræget tendens til at undgå denne centralisering af spørgsmålet, at rette det udenfor dette centrum til andre områder som er det uvedkommende. Man forflygtiger derved selve spørgsmålet fordi man uvægerligt skyder forbi de spørgsmål man netop tror at kunne få besvaret ved at gå bort fra det central det kunstneriske spørgsmål
Jeg tror — hvis man stiller spørgsmålet om KUNSTEN — altså det centrale — og koncentrerer sin spørgen netop om dette — bare dybere og dybere så vil man uundgåeligt ramle ind i alle de andre spørgsmål sociale — psykologiske — samfundsmæssige — o.s.v
Fordi idet man helt direkte stiller spørgsmålet om kunsten vil man ikke kunne undgå også at stille spørgsmål om kunstens berøringsflade med alt det andet som ikke er kunst. 
Jeg er derfor ikke interesseret i at udtrykke eller meddele noget, jeg er alene interesseret i at stille kunstneriske spørgsmål fordi dette er den eneste måde hvorpå jeg også tvinges til at stille spørgsmål om alle andre ting. Når jeg derfor stiller spørgsmålet om variationens betydning bliver det meget hurtigt ikke udelukkende et kunstnerisk spørgsmål, men også et spørgsmål om variationsbegrebet i alle tænkelige relationer.
Ønsker man variationen, og ønsker man at anvende den fordi man via den kan opnå noget som man ikke var i besiddelse af uden den? Da det ikke er ens hensigt at udtrykke noget kan formålet med at anvende variationen jo ikke være at man derved udvider sine udtryksmuligheder.
Bliver der da alene den funktion af variationen tilbage at den demonstrerer sin tilstedeværelse? Af en række variationer opstår en række forskellige perceptioner, mon da disse forskellige perceptioner ikke skal konkluderer i modtagelsen af et udtryk er de ikke andet end så og så mange varierende perceptioner.
De har ingen anden funktion end at være variationer.
En Rød cirkel i et blåt kvadrat og et Blåt kvadrat i et Rødt kvadrat ser selvfølgelig forskellige ud, selvom den virkning de to strukturer har på øjets nethinde er er så væsentlig forskellig, det er en næsten målløs kendsgerning at de er forskellige, men det indtryk de gør er ikke så forskellige som den målbare forskel.
Med disse to eksempler er det indlysende at forskellen ikke tilføre perceptionen noget væsentligt nyt. Gælder det samme “R+B” – hvor meget man end kan demonstrere en næsten uendelighed af variationer? Bliver den gennemgående grundperceptionen ikke indenfor alle variationer stadig den samme “R+B”? Man kan ikke påstå at den ene variation er bedre, stærkere, effektivere end den anden – og dog hævder man idet man forkaster variationerne at den oprindelige struktur det røde og det blå kvadrat er at foretrække fremfor variationerne.
Fordi – gennem forsøg med farvevariationer har man erfaret at de tilstedeværende variationsmuligheder ikke tilførte ideen større klarhed eller dybde – og ved variations forsøg med strukturen opdagede man at i samme øjeblik man bryder ind i kvadraternes struktur og foretager selv de mindste ændringer i den har man brudt kvadratformens neutralitet og bevæget sig over i en expressiv strukturformulering.
Fordi – idet man bevæger sig over i variationerne bevæger man sig samtidig ind på et kvalitetsområde fordi grunden til at man anvender variationen jo må være at man derved mener at opnå et bedre resultat – d.v.s at man kan sige det man vil sige på en bedre måde.
Selve variationsbegrebet er af expressiv karakter, man er straks inde på det skråplan at hævde at i den og den sammenhæng er en cirkel bedre end en trekant, en rød bedre end en grøn o.s.v.
Man havner i hele maleriets formelle æstetik. Hele malerkunstens æstetik er baseret på at en måde at anvende materialet – farve – form – på er bedre end en anden – at visse sammenstillinger af visse elementer er værdifuldere end andre.
Og dette er netop det stik modsatte af hvad jeg vil demonstrerer. Det jeg vil vise er netop at kvalitetsbegrebet i forhold til funktionsbegrebet er falsk, at kvalitetsbegrebet er et magt middel idet det er udtryk for det herskende samfunds målsætning og ikke kan være noget som helst andet. Som det fremgår af det ovenstående er variationsbegrebet derfor et udtryk for denne æstetik da selve det at varierer postulerer en forskel, og med forskel kan i de vestlige samfund kun forstås en kvalitetsforskel.
Det er derfor nødvendigt at konstaterer at hvis man vil have “R+B” til at fungerer, være trofast mod det oprindelige udgangspunkt kan man kun gøre det ved igen og igen at producerer den samme “R+B” om og om igen.
Man kan gøre den større – mindre, udføre dem i og på forskelligt materiale, og anvende dem i mange forskellige sammenhæng således at de får forskellige funktioner – men man må afholde sig fra variationer indenfor selve strukturen.