Albert Mertz
5. okt. 1971
5-10-71.
Ny farvestruktur — Den røde udskiftes med blaa — den blaa med sort — hvorfor? Fordi jeg tror der mellem disse farver er større muligheder for at der kan ske noget mellem farverne — at de lettere kan danne grundlag for de forskellige hensigter man kan have med denne proposition.
_______________
Udførte en serie med Blaat og sort kvadrat i forskellige gradueringer af Blaat og sort. Staar man overfor resultatet hvad sker der saa foran ens øjne og videre inde i en? Man ser en række næsten ens billeder, der er en svag variation fra mørkt til lyse i den blaa og sorte, men strukturen er ens fra billede til billede. Jeg kan ikke undgaa at føle en vis ligegyldighed naar jeg ser disse resultater af mit arbejde – det hjælper naar jeg tænker paa den idee de er udsprunget af – at det skal være et for tilskueren tænke frit bevægeligt felt uden indblanding af væsentlig expressiv art fra min side – men denne idee udført og (maaske!) præsenteret nogle gange maa være nok – udover dette bliver det lutter kedsommelighed.
Jeg tror man bliver nød til at indrømme at et saadant reduceret og neutraliseret arbejdsomraade ikke i det lange løb kan være tilfredsstillende – at fastholde det vil blive krampagtigt. Er det saadan — jeg ved det ikke — at der trods alt skal noget mere til for at man føler det har betydning i hvert fald for en selv? Hvad om man som modgift mod al denne renhed og enkelhed aabner for alle associationers sluser? Hvad om det man lavede pludselig begyndte at “handle” om noget?
_______________
Udførte en serie med Blaat og sort kvadrat i forskellige gradueringer af Blaat og sort. Staar man overfor resultatet hvad sker der saa foran ens øjne og videre inde i en? Man ser en række næsten ens billeder, der er en svag variation fra mørkt til lyse i den blaa og sorte, men strukturen er ens fra billede til billede. Jeg kan ikke undgaa at føle en vis ligegyldighed naar jeg ser disse resultater af mit arbejde – det hjælper naar jeg tænker paa den idee de er udsprunget af – at det skal være et for tilskueren tænke frit bevægeligt felt uden indblanding af væsentlig expressiv art fra min side – men denne idee udført og (maaske!) præsenteret nogle gange maa være nok – udover dette bliver det lutter kedsommelighed.
Jeg tror man bliver nød til at indrømme at et saadant reduceret og neutraliseret arbejdsomraade ikke i det lange løb kan være tilfredsstillende – at fastholde det vil blive krampagtigt. Er det saadan — jeg ved det ikke — at der trods alt skal noget mere til for at man føler det har betydning i hvert fald for en selv? Hvad om man som modgift mod al denne renhed og enkelhed aabner for alle associationers sluser? Hvad om det man lavede pludselig begyndte at “handle” om noget?
