Albert Mertz
28. mar. 1974
28-3-74.
De bagvedliggende årsager, impulser, bevæggrunde til “R+B” hvad er de egentlig?
Ideen er opstået fra en blandet påvirkning af Ad Reinhardt’s, Daniel Buren og til dels Sol Lewitt’s, D. Flavins ideer. Det er min intense beskæftigelse med disse kunstnere der har givet impulsen til dens opståen. En mere, ren psykologisk årsag er trangen til at undslippe de mange springende skift i min produktion, et forsøg på at realiserer ønsket om et samlet udgangspunkt baseret på een idee udfra hvilke mulighederne så kunne spredes som en vifte, idealet om det enkle der samtidig kan blive mangfoldigt. Ideen er på sin vis opstået ved en tvang, nemlig det ideal jeg ville efterleve med at kunne tage eet standpunkt i stedet for at have mange sideløbende og skiftende standpunkter. Hvad jeg gjorde var et forsøg på at trodse, gå imod mig selv. Gennem min intense beskæftigelse med de ovennævnte kunstnere som jeg synes havde fat i noget helt rigtigt, dannedes efterhånden et ideal som jeg ville leve op til selvom det ikke svarede til min natur. I min beundring for forskellige kunstnere har jeg altid haft svært ved at indse at jeg ikke er og ikke kan blive som dem, at mine muligheder er nogle helt andre end deres, og det jeg jo netop beundrer hos dem er at de konsekvens er tro mod disse muligheder hvorimod jeg i min beundring af dem bliver utro mod mine egne. Man må på den anden side heller ikke være helt blind for at der i det man beundre må være et svar, en genklang som findes i en selv, selvom beundringen også kan skyldes at den pågældende man beundre har noget som man selv mener man mangler. — og hvis man var i besiddelse af det ville alle ens problemer løses.
Bortset fra disse rent kunstneriske impulser bag “R+B” ligger vel også nogle helt personlige hvad repræsenterer denne struktur (to ens kvadrater) disse farver (Rød-Blå)?
Selvom det er banal psykoanalyse vil jeg tro det forholder sig som følger: de to kvadrater er ens er sat sammen så de danner en helhed et retangel — men de to farver rød og blå som er kontrasterende — den røde er rød den blå er blå d.v.s er forskellige individuelle farver der ikke kan harmonerer, men altid vil kontrasterer ofte i en sådan grad at de ved at indvirke på hinandens intensitet vil flimre — opløses. Tiltrods for at et retangel forener de to kvadrater adskiller farverne dem. Farverne repræsenterer min, under alle forhold, manglende evne til samlende helhed, strukturen postulerer denne helhed, men farverne splitter den. Tiltrods for at jeg gennem denne proposition “R+B” søger samling, helhed, eet bestemt udgangspunkt ødelægger propositionen selv dette ønske ved at farvernes uforenelighed i sidste ende gør denne helhed umulig.
“R+B” repræsenterer altså min splittelse, mit ønske om samling usplittethed, min forvirring og mit voldsomme ønske om at gøre min tilværelse uforvirret samlet og hensigtsmæssig. Også mit samliv med Bodil repræsenterer “R+B” erkendelsen af (ubevidst?) at selvom de to kvadrater (A-B) er sammen (samliv) gør den kendsgerning at de indeholder — helt udfyldes af hver sin forskellige farve (to forskellige personligheder) modsiger og modarbejder den ydre (samlivet) struktur. Ligesom jeg forsøger at få dette samliv til at fungerer, prøver jeg (nu gennem flere år) at få “R+B” til at fungerer tiltrodsfor at det gang på gang (som samlivet) viser sig “R+B” er hvad den er og ikke lader sig ændre medmindre hele strukturen ændres. Hvorfor har jeg nu valgt disse to uforenelige farver Rød — blå?
Kunstnerisk udfra den slutning at Rød repræsenterer hele den varme side af farveskalaen og Blå hele den kolde at det er de to af alle hovedfarverne der har de færreste associationer til ting og fænomener uden for dem selv.
Jeg har altid følt mig tiltrukket af dette farvepar kan der ligge psykologisk årsag bag?
Det som tiltaler mig er de to farvers renhed — klarhed — bestemthed — dette at de er absolut entydige. Rød — Blå — intet andet, hvorimod f.eks andre som gul — grøn — violet — ikke ejer samme bestemthed, men strengt taget er mere differentierede — ubestemte. Denne distinkthed hos disse to farver giver mig noget af den ro og beslutsomhed jeg søger i mig selv. Sat sammen svare de også til noget i andet i mig selv nemlig den delte trang til fuldstændig konsekvens (ofte aggressiv) præsenteret ved den Røde — det vege — det vigende — uendelige romantiske præsenteret af den blå.
Hvorfor jeg har valgt at indfatte disse to farver i to ens kvadrater kan måske udlægges som ønsket om, trods alt, at danne en enhed en samling og helhed af disse to uforenelige farveelementer — men kvadraterne er i forhold til farverne neutrale — og magtesløse, en postuleret helhed. Måske er hele propositionen et postulat idet den er blevet til udfra ønsket om en samlet beslutningsdygtighed, men ved sin visuelle fremtræden klart viser splittelsen idet de to farver som dominerer alle de øvrige elementer er uforenelige altid vil være to forskellige farver.
Hvorfor er jeg med så stor stædighed fortsat med “R+B” (nu næsten gennem seks år) gang på gang opgivet ideen og kort efter taget den op igen? Det skyldes, hver gang ideen genoptages, en slags renselsestrang, når jeg har været langt ude i alle mulige andre experimenter vender jeg tilbage til denne tilsyneladende enkle og “rene” for at finde den samling og ro som de andre experimenter førte mig ud af.
Min kunstneriske tese lige fra begyndelsen var jo den at man gennem denne uhyre enkle modulagtige struktur blev tvunget til at udskyde alt der var uvæsentligt for den kunstneriske tankegang, samtidig med at man måtte opbyde hele sin intensitet og fantasi for i denne enkle struktur at kunne få alt det ind i den som man troede de andre experimenter man var ude kunne tilfredsstille. Disse andre experimenter viste sig altid at føre væk fra den kunstneriske tanke — hvorimod “R+B” tvang en til at koncentrere sig om den.
(Dette rejser så igen det problem om hvor positivt det er således at tvinge sig til at fastholde den kunstneriske tanke om der måske ikke ville være mening i at bevæge sig helt udenfor den?)
Spørgsmålet er om det man betegner: den kunstneriske tanke ikke blot postuleres ved hjælp af at “R+B” fremstår som et billede (maleri) med hvad alt dette indebærer af konventioner — som man altså bindes af. “R+B” kan således blive en redningsplanke når man mener at have givet altfor meget los for sin splittelse. Man ved godt at man er splitted, men man vil — ønsker ikke at være det og søger derfor tilbage til noget som repræsenterer (til trodsfor måske alene som postulat) det samlede usplittede.
Det er her jeg mener at kunne tyde min angst for virkeligheden — kaster jeg mig for meget ud i den ved experimenter i alle ukontrollerbare retninger — bliver jeg på et tidspunkt nervøs og søger tilbage i kunstens beskyttelse — konventionen som jeg føler mig sikker ved — hvorimod experimenterne åbenbare min splittelse og usikkerhed.
Nu — i dette øjeblik hvor jeg sidder og skriver føler jeg en voldsom træthed overfor “R+B” ideen finder den rædselsfuld snæver — konventionel — og formalistisk — men, sandsynligvis tager jeg på et eller andet tidspunkt fat på den igen (måske allerede om en time — eller i morgen).
“R+B” repræsenterer min bevidste vilje til ikke at være splitted, det er muligt at den derved spærre vejen til erkendelse af at jeg er splitted og ikke skal forsøge at benægte det. Ligesom jeg, for at vende tilbage til det personlige, ikke skal forsøge at fornægte at mit samliv med Bodil er splitted, men akcepterer det se det som det er — hvorved der måske kan opstå flere muligheder for at få det til at fungerer end ved at stille det (som min kunst) i forhold til et ideal.
På den anden side tror jeg ikke man bevidst skal fornægte “R+B” når trangen til at arbejde med det opstår, man skal i det hele taget ikke gøre noget imod intuitionen.
___________________________________________________________
Ideen er opstået fra en blandet påvirkning af Ad Reinhardt’s, Daniel Buren og til dels Sol Lewitt’s, D. Flavins ideer. Det er min intense beskæftigelse med disse kunstnere der har givet impulsen til dens opståen. En mere, ren psykologisk årsag er trangen til at undslippe de mange springende skift i min produktion, et forsøg på at realiserer ønsket om et samlet udgangspunkt baseret på een idee udfra hvilke mulighederne så kunne spredes som en vifte, idealet om det enkle der samtidig kan blive mangfoldigt. Ideen er på sin vis opstået ved en tvang, nemlig det ideal jeg ville efterleve med at kunne tage eet standpunkt i stedet for at have mange sideløbende og skiftende standpunkter. Hvad jeg gjorde var et forsøg på at trodse, gå imod mig selv. Gennem min intense beskæftigelse med de ovennævnte kunstnere som jeg synes havde fat i noget helt rigtigt, dannedes efterhånden et ideal som jeg ville leve op til selvom det ikke svarede til min natur. I min beundring for forskellige kunstnere har jeg altid haft svært ved at indse at jeg ikke er og ikke kan blive som dem, at mine muligheder er nogle helt andre end deres, og det jeg jo netop beundrer hos dem er at de konsekvens er tro mod disse muligheder hvorimod jeg i min beundring af dem bliver utro mod mine egne. Man må på den anden side heller ikke være helt blind for at der i det man beundre må være et svar, en genklang som findes i en selv, selvom beundringen også kan skyldes at den pågældende man beundre har noget som man selv mener man mangler. — og hvis man var i besiddelse af det ville alle ens problemer løses.
Bortset fra disse rent kunstneriske impulser bag “R+B” ligger vel også nogle helt personlige hvad repræsenterer denne struktur (to ens kvadrater) disse farver (Rød-Blå)?
Selvom det er banal psykoanalyse vil jeg tro det forholder sig som følger: de to kvadrater er ens er sat sammen så de danner en helhed et retangel — men de to farver rød og blå som er kontrasterende — den røde er rød den blå er blå d.v.s er forskellige individuelle farver der ikke kan harmonerer, men altid vil kontrasterer ofte i en sådan grad at de ved at indvirke på hinandens intensitet vil flimre — opløses. Tiltrods for at et retangel forener de to kvadrater adskiller farverne dem. Farverne repræsenterer min, under alle forhold, manglende evne til samlende helhed, strukturen postulerer denne helhed, men farverne splitter den. Tiltrods for at jeg gennem denne proposition “R+B” søger samling, helhed, eet bestemt udgangspunkt ødelægger propositionen selv dette ønske ved at farvernes uforenelighed i sidste ende gør denne helhed umulig.
“R+B” repræsenterer altså min splittelse, mit ønske om samling usplittethed, min forvirring og mit voldsomme ønske om at gøre min tilværelse uforvirret samlet og hensigtsmæssig. Også mit samliv med Bodil repræsenterer “R+B” erkendelsen af (ubevidst?) at selvom de to kvadrater (A-B) er sammen (samliv) gør den kendsgerning at de indeholder — helt udfyldes af hver sin forskellige farve (to forskellige personligheder) modsiger og modarbejder den ydre (samlivet) struktur. Ligesom jeg forsøger at få dette samliv til at fungerer, prøver jeg (nu gennem flere år) at få “R+B” til at fungerer tiltrodsfor at det gang på gang (som samlivet) viser sig “R+B” er hvad den er og ikke lader sig ændre medmindre hele strukturen ændres. Hvorfor har jeg nu valgt disse to uforenelige farver Rød — blå?
Kunstnerisk udfra den slutning at Rød repræsenterer hele den varme side af farveskalaen og Blå hele den kolde at det er de to af alle hovedfarverne der har de færreste associationer til ting og fænomener uden for dem selv.
Jeg har altid følt mig tiltrukket af dette farvepar kan der ligge psykologisk årsag bag?
Det som tiltaler mig er de to farvers renhed — klarhed — bestemthed — dette at de er absolut entydige. Rød — Blå — intet andet, hvorimod f.eks andre som gul — grøn — violet — ikke ejer samme bestemthed, men strengt taget er mere differentierede — ubestemte. Denne distinkthed hos disse to farver giver mig noget af den ro og beslutsomhed jeg søger i mig selv. Sat sammen svare de også til noget i andet i mig selv nemlig den delte trang til fuldstændig konsekvens (ofte aggressiv) præsenteret ved den Røde — det vege — det vigende — uendelige romantiske præsenteret af den blå.
Hvorfor jeg har valgt at indfatte disse to farver i to ens kvadrater kan måske udlægges som ønsket om, trods alt, at danne en enhed en samling og helhed af disse to uforenelige farveelementer — men kvadraterne er i forhold til farverne neutrale — og magtesløse, en postuleret helhed. Måske er hele propositionen et postulat idet den er blevet til udfra ønsket om en samlet beslutningsdygtighed, men ved sin visuelle fremtræden klart viser splittelsen idet de to farver som dominerer alle de øvrige elementer er uforenelige altid vil være to forskellige farver.
Hvorfor er jeg med så stor stædighed fortsat med “R+B” (nu næsten gennem seks år) gang på gang opgivet ideen og kort efter taget den op igen? Det skyldes, hver gang ideen genoptages, en slags renselsestrang, når jeg har været langt ude i alle mulige andre experimenter vender jeg tilbage til denne tilsyneladende enkle og “rene” for at finde den samling og ro som de andre experimenter førte mig ud af.
Min kunstneriske tese lige fra begyndelsen var jo den at man gennem denne uhyre enkle modulagtige struktur blev tvunget til at udskyde alt der var uvæsentligt for den kunstneriske tankegang, samtidig med at man måtte opbyde hele sin intensitet og fantasi for i denne enkle struktur at kunne få alt det ind i den som man troede de andre experimenter man var ude kunne tilfredsstille. Disse andre experimenter viste sig altid at føre væk fra den kunstneriske tanke — hvorimod “R+B” tvang en til at koncentrere sig om den.
(Dette rejser så igen det problem om hvor positivt det er således at tvinge sig til at fastholde den kunstneriske tanke om der måske ikke ville være mening i at bevæge sig helt udenfor den?)
Spørgsmålet er om det man betegner: den kunstneriske tanke ikke blot postuleres ved hjælp af at “R+B” fremstår som et billede (maleri) med hvad alt dette indebærer af konventioner — som man altså bindes af. “R+B” kan således blive en redningsplanke når man mener at have givet altfor meget los for sin splittelse. Man ved godt at man er splitted, men man vil — ønsker ikke at være det og søger derfor tilbage til noget som repræsenterer (til trodsfor måske alene som postulat) det samlede usplittede.
Det er her jeg mener at kunne tyde min angst for virkeligheden — kaster jeg mig for meget ud i den ved experimenter i alle ukontrollerbare retninger — bliver jeg på et tidspunkt nervøs og søger tilbage i kunstens beskyttelse — konventionen som jeg føler mig sikker ved — hvorimod experimenterne åbenbare min splittelse og usikkerhed.
Nu — i dette øjeblik hvor jeg sidder og skriver føler jeg en voldsom træthed overfor “R+B” ideen finder den rædselsfuld snæver — konventionel — og formalistisk — men, sandsynligvis tager jeg på et eller andet tidspunkt fat på den igen (måske allerede om en time — eller i morgen).
“R+B” repræsenterer min bevidste vilje til ikke at være splitted, det er muligt at den derved spærre vejen til erkendelse af at jeg er splitted og ikke skal forsøge at benægte det. Ligesom jeg, for at vende tilbage til det personlige, ikke skal forsøge at fornægte at mit samliv med Bodil er splitted, men akcepterer det se det som det er — hvorved der måske kan opstå flere muligheder for at få det til at fungerer end ved at stille det (som min kunst) i forhold til et ideal.
På den anden side tror jeg ikke man bevidst skal fornægte “R+B” når trangen til at arbejde med det opstår, man skal i det hele taget ikke gøre noget imod intuitionen.
___________________________________________________________
R+B I SORT R+B I BLÅT R+B I GRØNT O.S.V
Det skal være tydeligt at R+B er placeret inde i disse farverum og er isolerede i forhold til rummet.
