Albert Mertz
1. nov. 1974
1-11-74.
Der ligger mange personlig psykologiske bevæggrunde bag “R+B” propositionen (alene ordet – proposition er hented fra J. Kosuth) blandt andre den at jeg var blevet træt af min eklektisme, ville overbevise mig selv, og vel især andre, om at jeg meget vel kunne stå fast ved et punkt.
Ideen var også anvendelig idet den ikke tvang mig til at forlade billedet og samtidig var åben for mere spekulative conceptuelle ideer. Min rådvildhed da jeg ønskede af forlade og destruerer maleriet (formodentlig mod en medfødt tilbøjelighed) fandt i “R+B” en slags halmstrå jeg kunne klamrer mig til.
Dette forsøg på en total (eller såvidt mulig total) neutralisering af maleriets form – farve, denne afvisning af en personlig engagerethed, er givet et tegn på kampen med og mod mit ego, opstået gennem en erkendelse af egoets dominerende indflydelse over mig.
Endelig repræsenterer “R+B” en sammenblanding af påvirkninger først og fremmest fra Daniel Buren, Ad Reinhardt , Yves Klein, men også fra P. Mondrian og Malewich, fra min beskæftigelse med Budhisme og relegiøsitet i det hele taget – alle disse påvirkninger samlet i et forsøg på at forene min dualisme
et stædigt forsøg på at tage stilling for kunsten. Nu er jeg nået til det yderste punkt af denne puristiske antiillusionistiske indstilling hvor jeg nøjes med blotte konstateringer: dette er et kvadrat – det er rødt – den røde er maling – påført en flade - o.s.v. Disse konstateringer er temmelig trivielle og går i kreds uden mulighed for en udbrydende bevægelse.
Spørgsmålet er om jeg ikke ved denne stædige fastholden af en lukket kredsbevægelse invaliderer, undertrykker sider af mig selv?
Det er som er jeg bange for at se dette i øjnene, det kræver jo at jeg fraviger det standpunkt jeg engang har taget med “R+B” at jeg ikke længere har mulighed for at holde dualismen i tømme, men må erkende den og give mig mit kaos i vold.
Meget tyder på at “R+B” er en kunstig attitude, en erkendelse af hvad jeg virkelig er for øjeblikket, nemlig forvirret og kaotisk, at jeg virkelig ved fastholdelse af dette dogme “R+B” forhindre mig selv i “at leve”, både kunstnerisk og menneskeligt.
Ideen var også anvendelig idet den ikke tvang mig til at forlade billedet og samtidig var åben for mere spekulative conceptuelle ideer. Min rådvildhed da jeg ønskede af forlade og destruerer maleriet (formodentlig mod en medfødt tilbøjelighed) fandt i “R+B” en slags halmstrå jeg kunne klamrer mig til.
Dette forsøg på en total (eller såvidt mulig total) neutralisering af maleriets form – farve, denne afvisning af en personlig engagerethed, er givet et tegn på kampen med og mod mit ego, opstået gennem en erkendelse af egoets dominerende indflydelse over mig.
Endelig repræsenterer “R+B” en sammenblanding af påvirkninger først og fremmest fra Daniel Buren, Ad Reinhardt , Yves Klein, men også fra P. Mondrian og Malewich, fra min beskæftigelse med Budhisme og relegiøsitet i det hele taget – alle disse påvirkninger samlet i et forsøg på at forene min dualisme
et stædigt forsøg på at tage stilling for kunsten. Nu er jeg nået til det yderste punkt af denne puristiske antiillusionistiske indstilling hvor jeg nøjes med blotte konstateringer: dette er et kvadrat – det er rødt – den røde er maling – påført en flade - o.s.v. Disse konstateringer er temmelig trivielle og går i kreds uden mulighed for en udbrydende bevægelse.
Spørgsmålet er om jeg ikke ved denne stædige fastholden af en lukket kredsbevægelse invaliderer, undertrykker sider af mig selv?
Det er som er jeg bange for at se dette i øjnene, det kræver jo at jeg fraviger det standpunkt jeg engang har taget med “R+B” at jeg ikke længere har mulighed for at holde dualismen i tømme, men må erkende den og give mig mit kaos i vold.
Meget tyder på at “R+B” er en kunstig attitude, en erkendelse af hvad jeg virkelig er for øjeblikket, nemlig forvirret og kaotisk, at jeg virkelig ved fastholdelse af dette dogme “R+B” forhindre mig selv i “at leve”, både kunstnerisk og menneskeligt.
