3. jun. 1972

“R+B” tiltrækker mig og frastøder mig i et ustandseligt vekselspil.
Det problematiske ved “R+B” i min nuværende situation er givet den kendsgerning at dets bestandele er: Firkantet flade, maling – farve og geometrisk struktur – form, kort sagt alle de karakteristika der tilsammen danner et maleri.
Farven er det dominerende element og som jeg tidligere detaljeret har beskrevet det er farven – selve fænomenet paa samme tid som det er noget konkret ogsaa noget vigende – uhaandgribeligt abstrakt. Farven tilhører med hud og haar malerkunstens konvention og kan kun meget vanskeligt løsrive sig fra denne kulturelle byrde. Det samme gælder strukturen – den geometriske form der ihvertfald gennem modernismen er blevet bebyrdet med en ganske bestemt stil – den abstrakte.
Hvor højt man end ønsker at kunne frigøre “R+B” fra disse indbyggede overflødigheder – lader det sig ikke gøre – det er umuligt at opfatte saavel dets enkelte bestandele som den samlede sum – uskyldigt – om man så kan sige.
Det hele er paa forhaand belasted. Hvor væsentlig er denne belastning? Hvor stor en rolle spiller den for ideen som danner grundlaget for “R+B”? Fra begyndelsen har jeg ønsket at bruge farven ikke som farve (i malerisk betydning) men som neutral materie – objekt – og formen – strukturen ikke som indholdstegn – kompositionselement, men som en rent teknisk begrænsning af farvearealerne – jeg ønskede at opløse og gaa imod malerkunsten med og via den egen teknik. Det er et farligt forehavende og bliver meget hurtigt en fælde, man kan ikke bruge noget som man samtidig fornægter – eller tror vil opføre sig neutralt naar det i sig selv – alene ved sin tilstedeværelse gennem sin konventionelle belastning nægter at være neutral.
En sidste udvej er selvfølgelig at man ikke gør forgæves forsøg paa at fornægte eller camouflerer at det drejer sig om et maleri – men et maleri der er ført ned til den størst mulige neutralitet og som derfor ikke beskæftiger sig med maleriske problemer eller fænomener, men er sig bevidst at de højst sandsynligt opstaar hos beskueren – saaledes at neutraliteten her kun er betinget – egentlig rent teoretisk.

Denne villede neutralitet er ogsaa set fra en anden synsvinkel illusorisk. Nemlig denne da der kun findes (ses) de to farver Rød + Blaa de to kvadrater indenfor et fladt firkantet areal vil det være et urimeligt haab at beskueren stillet overfor disse meget begrænsede perceptible valgmuligheder ikke vil gribe til den mest nærliggende konklusion nemlig den malerisk - formalistisk - æstetiske. Det vil sandsynligvis være den fortolkningsmetode han straks sætter igang.
Ved selve de bestandele – farver – maling – flade – form – objektet bestaar af har man fra første færd begrænset operationsfeltet.
For at sige det tydeligere: jeg tror og mener ikke farve – form – struktur – flade – har, hverken nogen særlig betydning eller særlig værdi fremfor alle andre objekter og fænomener i verden, men at de via tradition konvention er semantisk belastede opfattes som et sprog – som tegn og ikke som det de er materiale – objekt – fænomen – og denne semantisk tradition kan de ikke frigøres fra. Hvor meget jeg end anstrænger mig for i “R+B” at understrege denne fysiske materielle – objektkarakter vil det ikke lykkes mig at befri produktets forskellige bestandele for en semantisk fortolkningsmulighed. Og da jeg er fast overbevist om at kunsten ikke er baseret paa en semantisk tankestruktur (linie – form – farve – o.s.v) men paa tanken og imaginationen (fantasien – forestillingsevnen) alene kan jeg ikke for at (be)vise det benytte midler der i sig har en iboende semantisk tradition. Jeg tror ikke paa kunsten som et form (eller materiale) sprog og kan derfor ikke baserer mine produkter paa elementer der har den mindste tilknytning til en sproglig opfattelse.   
Jeg har overhovedet ingen ambitioner i retning af at ville forny kunsten eller skabe en helt ny aldrig før set kunst — jeg tror helt enkelt at de sidste hundrede aars kunstopfattelse har været forkert og har bragt os ud i det dilemma vi i dag sidder i. Jeg forsøger at tænke i andre baner, forsøger at tænke paa de tider og de kulturer der i rigt maal producerede kunst — men ikke kendte ordet eller begrebet — saadan som vi opererer med det i dag. Dengang ”kunsten” virkelig var i og en del af livet. Derfor er min frastødning fra “R+B” fuld berettiget, og min daarlige samvittighed ved at producerer den ligeledes, den er helt igennem en intellektuel spekulation alene foretaget i forhold den forestillingsverden der opereres med i kunstlivet og dets inderkredse, og ikke den kunstneriske problematik set i forhold til en totalitet. Kunst kommer af kunst — kan kun komme af kunst hævdes det — men er det nu rigtigt? Kunst kan meget vel tænkes at komme fra et behov der er opstaaet af rent tilværelsesmæssige vilkaar (religiøse — magiske — rituelle — objekter — brugsgenstande — selvom jeg bruger dette sidste begreb med største forbehold da det er blevet fuldstændig forplumret af begreberne kunstindustri og design) — det er alene i vores intellektuelle vestlige kultur at det maaske kan gælde at kunst kommer af kunst.