Albert Mertz
3. dec. 1974
3-12-74
Bemalinger på:
1. Aviser.
2. Ugeblade.
3. Bogsider.
4. Indpakningspapir.
5. Konvolutter.
6. Trækpapir.
7. Cigaretpakker og uden emballage.
2. Ugeblade.
3. Bogsider.
4. Indpakningspapir.
5. Konvolutter.
6. Trækpapir.
7. Cigaretpakker og uden emballage.
Ser jeg tilbage på hele produktionen af “R+B” hvad er det så jeg arbejder henimod – bevidst – ubevidst?
De to farver giver mig de farvemuligheder jeg har behov for, jeg har forsøgt at skifte dem ud med andre farvepar, men ingen har kunnet erstatte dem. Ved hjælp af dette engang for alle valgte farvepar er jeg kommet udover farvevalgs dilemmaet, selvfølgelig forbundet med alle de misfortolkninger som følger med en priviligering af sådan to farver. Selvfølgelig har dette arbejde haft mange og stærke intentioner angående en frigørelse fra maleriet via en reducerende opløsning.
Men i det jeg har afskaffet farvevalget og priviligeret to af skalaens farver er selve malingen – bemalingen blevet central – det er den der udgør kærnen i arbejdet f.eks ved hvad der bemales (og til en vis grad – hvordan) og dette er jo unægtelig stadig en proces der hører maleriets forestillingsverden til. Ved denne vægt lagt på bemalingen af et tilfældigt ofte rustikt materiale er jeg havnet i en stoflighedsæstetik – sådan vil det i alle tilfælde blive opfatted af beskueren, og således altså igen i noget malerisk.
Selvfølgelig ved at bemale avis og ugebladssider, indpakningspapir og fotoer og alle mulige andre flader er jeg kommet et godt stykke væk fra billedet, dette “noget” som foregår indenfor en ramme.
Bestandelene af produktet er dog stadig farve – flade – formstruktur, mere eller mindre maleri, kun uden besvær tilpasses maleriets æstetik.Idealet ville være helt at undgå farven, men trods mange forsøg er det ikke lykkedes mig. Farven har altfor expressive egenskaber.
Det er muligt mit udgangspunkt er forkert. Da jeg i sin tid omkring 68 startede med “R+B” var det naturligt for mig fordi jeg kom fra et arbejde med maleriet, det var udgangspunktet og det er måske dette der er forkert fordi det ikke udfra et sådant grundlag kan undgå, hvor meget man end forsøger at jonglere med det, at blive maleri i sidste ende. Jeg tvivler dog på at jeg havde, og har, muligheder for at starte andre steder fra, om der i det hele taget for mig findes andre mulige udgangspunkter.
Jeg har jo forsøgt at starte adskillige forskellige steder fra, men det er ikke lykkes for mig at finde en retning der passede mig udfra disse forskellige startpunkter, hvilket må betyde at de har været fremmede for mig, ligget udenfor mine muligheder.
På den anden side har jeg meget ofte en følelse af at arbejdet med “R+B” indsnævre mine muligheder, hvorfor – hvordan – og hvor ved jeg egentlig ikke. Er det blevet en fiks idee hos mig at jeg vil løsrive mig fra maleriet og dets æstetik?
På en måde ja, på en anden nej. Jeg er imod alt det uvedkommende der følger med ved fremstillingen af et produkt der kan henføres under kategorien maleri. Maleriet er ifølge konventionen apriori et kunstværk hvormed følger et fetichistisk handelsobjekt, der hos enhver beskuer straks sætter hele det malerisk æstetiske maskineri igang. Hvis man anvender maleriets teknik til at fremstille tanker, propositioner der er helt modsatte denne æstetik vil produktet alene fordi det består af farve – maling – på en firkantet flad flade, trods ens modsatte hensigter alligevel blive taget til indtægt for disse og let og smertefrit glide ind under betegnelsen malerkunst.
Det jeg vil er det modsatte: at materialiserer en tanke – som handling – realitet, og ikke opvisning i formalistisk tekniske virtousnumre som malerkunsten idag består af.
Det er derfor jeg tror mit udgangspunkt er forkert, det er derfor jeg stadig søger en form at materialiserer disse mine tanker i som ikke kan henføres under malerkunsten.
Det fortvivlende er at ingen af de muligheder som er opstået indenfor den sidste årrække i form af conceptuel, proces-art, antiart, video, foto, film o.s.v passer mig som et udgangspunkt. Der er allerede omkring disse mulige veje opstået en akademisme som er mig imod, og som for mig at se gør en anvendelse umulig – da den vil blive altfor meget (trods ens modsatte hensigter) a la mode.
Mange af disse arbejdsområder, som f.eks anvendelse af objekter, fotoer, montager o.l (som jeg jo forøvrigt har prøvet at arbejde med) rækker desuden hurtigt ind i områder af f.eks social beskaffenhed som jeg ikke interesserer mig tilstrækkeligt for til at kunne arbejde med, dertil er jeg trods alt stadig bundet for meget til selve kunsten selvom man ikke skulle tro det med de utallige udbrudsforsøg jeg har gjort.
Hele dette ovenfor beskrevne dilemma var løst hvis jeg som en selvfølgelighed faldt til ro i arbejdet med “R+B”, for som jeg var inde på for nogle dage siden, det ville sikkert vise sig at det jeg virkelig ville var umuligt her (dette var jo også een af “R+B” ideens grundlæggende udgangspunkter i sin tid).
Jeg kan ikke falde til ro der hvor jeg befinder mig nu, men vil altid hellere befinde mig et andet sted. Dette er det egentlige problem og i virkeligheden er problemet maleri eller ej et overfladeproblem. Det viser sig at det kunstneriske problem når man får gravet tilstrækkelig meget i det har sine rødder i rent personlige konflikter - selvfølgelig.
Jeg vil ikke være den jeg er, men en anden, jeg vil gerne være her i Paris, men jeg ville egentlig også gerne være andre steder, det jeg gør nu, det jeg er nu, der hvor jeg nu befinder mig o.s.v er jeg ikke tilfreds med, men håber det bliver bedre imorgen, om en måned, om et år – o.s.v
Det er manglen på at være tilstede her og NU – .
Det er problemet.
Efterhånden tror jeg ikke på ret mange ting, men jeg håber – især at jeg en skøn dag vil få en kunstnerisk åbenbaring hvor jeg kan udbryde: ja – her er det – her er jeg – nu har jeg fundet “det”.
Med min klare forstand ved jeg selvfølgelig godt at en sådan dag aldrig oprinder for den jeg er og hvad jeg er nu vil jeg vedblive at være så længe jeg lever.
Så længe mit liv alene består i at skulle tage beslutninger, at skulle starte, at skulle have meninger, at skulle forfølge et eller andet fiktivt mål sålænge vil der altid opstå problemer.
Ingen kunstudstillinger, bøger, tidsskrifter, samtaler kan løse dette problem det kan kun jeg og jeg helt alene.
Og løsningen er uhyre enkel: at være det jeg er og det jeg kan være og ikke ville være andet for det kan jeg hverken med guds eller menneskers hjælp alligevel blive. Om jeg fortsætter med “R+B” eller det andet eller det tredie, fjerde, femte forandre intet – det er mig det kommer an på og ikke det ene eller andet nye startsted, udgangspunkt, grundlag, form medie og hvad ved jeg?
De to farver giver mig de farvemuligheder jeg har behov for, jeg har forsøgt at skifte dem ud med andre farvepar, men ingen har kunnet erstatte dem. Ved hjælp af dette engang for alle valgte farvepar er jeg kommet udover farvevalgs dilemmaet, selvfølgelig forbundet med alle de misfortolkninger som følger med en priviligering af sådan to farver. Selvfølgelig har dette arbejde haft mange og stærke intentioner angående en frigørelse fra maleriet via en reducerende opløsning.
Men i det jeg har afskaffet farvevalget og priviligeret to af skalaens farver er selve malingen – bemalingen blevet central – det er den der udgør kærnen i arbejdet f.eks ved hvad der bemales (og til en vis grad – hvordan) og dette er jo unægtelig stadig en proces der hører maleriets forestillingsverden til. Ved denne vægt lagt på bemalingen af et tilfældigt ofte rustikt materiale er jeg havnet i en stoflighedsæstetik – sådan vil det i alle tilfælde blive opfatted af beskueren, og således altså igen i noget malerisk.
Selvfølgelig ved at bemale avis og ugebladssider, indpakningspapir og fotoer og alle mulige andre flader er jeg kommet et godt stykke væk fra billedet, dette “noget” som foregår indenfor en ramme.
Bestandelene af produktet er dog stadig farve – flade – formstruktur, mere eller mindre maleri, kun uden besvær tilpasses maleriets æstetik.Idealet ville være helt at undgå farven, men trods mange forsøg er det ikke lykkedes mig. Farven har altfor expressive egenskaber.
Det er muligt mit udgangspunkt er forkert. Da jeg i sin tid omkring 68 startede med “R+B” var det naturligt for mig fordi jeg kom fra et arbejde med maleriet, det var udgangspunktet og det er måske dette der er forkert fordi det ikke udfra et sådant grundlag kan undgå, hvor meget man end forsøger at jonglere med det, at blive maleri i sidste ende. Jeg tvivler dog på at jeg havde, og har, muligheder for at starte andre steder fra, om der i det hele taget for mig findes andre mulige udgangspunkter.
Jeg har jo forsøgt at starte adskillige forskellige steder fra, men det er ikke lykkes for mig at finde en retning der passede mig udfra disse forskellige startpunkter, hvilket må betyde at de har været fremmede for mig, ligget udenfor mine muligheder.
På den anden side har jeg meget ofte en følelse af at arbejdet med “R+B” indsnævre mine muligheder, hvorfor – hvordan – og hvor ved jeg egentlig ikke. Er det blevet en fiks idee hos mig at jeg vil løsrive mig fra maleriet og dets æstetik?
På en måde ja, på en anden nej. Jeg er imod alt det uvedkommende der følger med ved fremstillingen af et produkt der kan henføres under kategorien maleri. Maleriet er ifølge konventionen apriori et kunstværk hvormed følger et fetichistisk handelsobjekt, der hos enhver beskuer straks sætter hele det malerisk æstetiske maskineri igang. Hvis man anvender maleriets teknik til at fremstille tanker, propositioner der er helt modsatte denne æstetik vil produktet alene fordi det består af farve – maling – på en firkantet flad flade, trods ens modsatte hensigter alligevel blive taget til indtægt for disse og let og smertefrit glide ind under betegnelsen malerkunst.
Det jeg vil er det modsatte: at materialiserer en tanke – som handling – realitet, og ikke opvisning i formalistisk tekniske virtousnumre som malerkunsten idag består af.
Det er derfor jeg tror mit udgangspunkt er forkert, det er derfor jeg stadig søger en form at materialiserer disse mine tanker i som ikke kan henføres under malerkunsten.
Det fortvivlende er at ingen af de muligheder som er opstået indenfor den sidste årrække i form af conceptuel, proces-art, antiart, video, foto, film o.s.v passer mig som et udgangspunkt. Der er allerede omkring disse mulige veje opstået en akademisme som er mig imod, og som for mig at se gør en anvendelse umulig – da den vil blive altfor meget (trods ens modsatte hensigter) a la mode.
Mange af disse arbejdsområder, som f.eks anvendelse af objekter, fotoer, montager o.l (som jeg jo forøvrigt har prøvet at arbejde med) rækker desuden hurtigt ind i områder af f.eks social beskaffenhed som jeg ikke interesserer mig tilstrækkeligt for til at kunne arbejde med, dertil er jeg trods alt stadig bundet for meget til selve kunsten selvom man ikke skulle tro det med de utallige udbrudsforsøg jeg har gjort.
Hele dette ovenfor beskrevne dilemma var løst hvis jeg som en selvfølgelighed faldt til ro i arbejdet med “R+B”, for som jeg var inde på for nogle dage siden, det ville sikkert vise sig at det jeg virkelig ville var umuligt her (dette var jo også een af “R+B” ideens grundlæggende udgangspunkter i sin tid).
Jeg kan ikke falde til ro der hvor jeg befinder mig nu, men vil altid hellere befinde mig et andet sted. Dette er det egentlige problem og i virkeligheden er problemet maleri eller ej et overfladeproblem. Det viser sig at det kunstneriske problem når man får gravet tilstrækkelig meget i det har sine rødder i rent personlige konflikter - selvfølgelig.
Jeg vil ikke være den jeg er, men en anden, jeg vil gerne være her i Paris, men jeg ville egentlig også gerne være andre steder, det jeg gør nu, det jeg er nu, der hvor jeg nu befinder mig o.s.v er jeg ikke tilfreds med, men håber det bliver bedre imorgen, om en måned, om et år – o.s.v
Det er manglen på at være tilstede her og NU – .
Det er problemet.
Efterhånden tror jeg ikke på ret mange ting, men jeg håber – især at jeg en skøn dag vil få en kunstnerisk åbenbaring hvor jeg kan udbryde: ja – her er det – her er jeg – nu har jeg fundet “det”.
Med min klare forstand ved jeg selvfølgelig godt at en sådan dag aldrig oprinder for den jeg er og hvad jeg er nu vil jeg vedblive at være så længe jeg lever.
Så længe mit liv alene består i at skulle tage beslutninger, at skulle starte, at skulle have meninger, at skulle forfølge et eller andet fiktivt mål sålænge vil der altid opstå problemer.
Ingen kunstudstillinger, bøger, tidsskrifter, samtaler kan løse dette problem det kan kun jeg og jeg helt alene.
Og løsningen er uhyre enkel: at være det jeg er og det jeg kan være og ikke ville være andet for det kan jeg hverken med guds eller menneskers hjælp alligevel blive. Om jeg fortsætter med “R+B” eller det andet eller det tredie, fjerde, femte forandre intet – det er mig det kommer an på og ikke det ene eller andet nye startsted, udgangspunkt, grundlag, form medie og hvad ved jeg?
