Albert Mertz
2. nov. 1974
2-11-74.
“R+B” er i sidste instans et billede, det kan ikke benægtes, det er endog på sin vis et maleri.
Ved en undertrykkelse af disse kendsgerninger bl.a ved at udslette de mest markante spor af selve fremstillingsprocessen, penselstrøg, o.s.v forsøger jeg at fornægte denne kendsgerning. Denne fornægtelse af sandheden forsøger jeg yderligere at forstærke ved en intellektualisering, for øjeblikket ville jeg helst fryse hele propositionen ned til ren koncept, udslette alle materielle spor. Det lader sig ikke gøre uden helt at forlade propositionen, men det ønsker jeg trods alt ikke – hvorfor?
Er det fordi jeg dybest set instinktivt er klar over at jeg ikke kan forlade maleriet, at hvis jeg gør det havner jeg et sted hvor jeg ikke høre hjemme? “R+B” er på enestående måde udtryk for min dualisme mellem at blive i maleriet og forlade det, jeg forsøger her at gøre begge dele. Det kan jeg kun ved at lægge bånd på mig selv.
Hvad ville der ske hvis jeg blankt indrømmed: det er et maleri jeg fremstiller med alt hvad dertil høre? I første omgang ville jeg vinde en frihed idet jeg ville lyse op for nogle muligheder i de to farver: R+B som jeg indtil nu har undertryk, men muligvis ville det blive nødvendigt for mig senere at forlade disse to farvers begrænsning benytte andre og således være tvunget til at vedkende mig farven som det centrale i mit arbejde. Mod dette reagerer al min intellektuelle dogmatisme.
Mon ikke jeg simpelthen har komplekser over ikke at være intellektuel kunstner? Alle disse dybsindige redegørelser og manifestationer (især Art and Language) man bombarderes med for tiden er skyld i dette kompleks?
Men selvfølgelig også en frygt for, uden at ville det, at falde i konventionens klør, blive indfanget af la belle peinture, at blive taget til indtægt for noget man ikke ønsker at stå inde for?
Man børe nøje studerer og undersøge hvad man laver for det vil altid kunne afsløre ens konflikter. “R+B” er et billede af en sådan konflikt.
Det er med en vis gysen jeg i dag blev klar over at hele denne seje modstandskamp bort fra maleriet har stået på i otte år – hvor jeg ikke har villet malet. Det kan derfor synes at være på tide at finde ud af om denne kamp føre mod mig selv, eller for, om jeg går imod noget (maleriet) som er naturligt for mig, eller om jeg tværtimod frigør noget.
Denne kamp aftegner selvfølgelig et klart billede af en dualisme som er i mig, og som jeg måske sletikke kan, eller skal kæmpe imod. Måske er det som “Suport – surface” folkene hævder en undertrykkelse af den anale og seksuelle pulsation.
Ved en undertrykkelse af disse kendsgerninger bl.a ved at udslette de mest markante spor af selve fremstillingsprocessen, penselstrøg, o.s.v forsøger jeg at fornægte denne kendsgerning. Denne fornægtelse af sandheden forsøger jeg yderligere at forstærke ved en intellektualisering, for øjeblikket ville jeg helst fryse hele propositionen ned til ren koncept, udslette alle materielle spor. Det lader sig ikke gøre uden helt at forlade propositionen, men det ønsker jeg trods alt ikke – hvorfor?
Er det fordi jeg dybest set instinktivt er klar over at jeg ikke kan forlade maleriet, at hvis jeg gør det havner jeg et sted hvor jeg ikke høre hjemme? “R+B” er på enestående måde udtryk for min dualisme mellem at blive i maleriet og forlade det, jeg forsøger her at gøre begge dele. Det kan jeg kun ved at lægge bånd på mig selv.
Hvad ville der ske hvis jeg blankt indrømmed: det er et maleri jeg fremstiller med alt hvad dertil høre? I første omgang ville jeg vinde en frihed idet jeg ville lyse op for nogle muligheder i de to farver: R+B som jeg indtil nu har undertryk, men muligvis ville det blive nødvendigt for mig senere at forlade disse to farvers begrænsning benytte andre og således være tvunget til at vedkende mig farven som det centrale i mit arbejde. Mod dette reagerer al min intellektuelle dogmatisme.
Mon ikke jeg simpelthen har komplekser over ikke at være intellektuel kunstner? Alle disse dybsindige redegørelser og manifestationer (især Art and Language) man bombarderes med for tiden er skyld i dette kompleks?
Men selvfølgelig også en frygt for, uden at ville det, at falde i konventionens klør, blive indfanget af la belle peinture, at blive taget til indtægt for noget man ikke ønsker at stå inde for?
Man børe nøje studerer og undersøge hvad man laver for det vil altid kunne afsløre ens konflikter. “R+B” er et billede af en sådan konflikt.
Det er med en vis gysen jeg i dag blev klar over at hele denne seje modstandskamp bort fra maleriet har stået på i otte år – hvor jeg ikke har villet malet. Det kan derfor synes at være på tide at finde ud af om denne kamp føre mod mig selv, eller for, om jeg går imod noget (maleriet) som er naturligt for mig, eller om jeg tværtimod frigør noget.
Denne kamp aftegner selvfølgelig et klart billede af en dualisme som er i mig, og som jeg måske sletikke kan, eller skal kæmpe imod. Måske er det som “Suport – surface” folkene hævder en undertrykkelse af den anale og seksuelle pulsation.
SLUT
Fakta
PDF2. nov. 1974
Rød blå bd 20 B s. 47-50
Support - Surface. Se "3. sep. 1971" i Rød blå bd 3 s. 24-29.
