18. jul. 1971

                                  RØD + BLAA

Der er noget paradoksalt i dette at “Rød+Blaa” ideen udsprang af tanken om udseendets ligegyldighed og samtidig forventede jeg at de mindste forandringer i dette udseende skulle vise at man med det samme udseende kunne fremføre et forskelligt indhold. Den eneste maade at gøre dette “indhold” synligt paa var en forandring i udseendet ganske vist inden for en total ens struktur og derfor inden for et meget lille bevægelsesmønster, men det var trods alt forandringen indenfor denne een gang valgte struktur der skulle synliggøre indholdets forskellighed. Denne tro på man indenfor en meget begrænset form og farvestruktur kan afstedkomme en manifestation af et forskelligt indhold nærmer sig mirakel tro. Lad os forstille os at vi har saadan en række “Rød + Blaa” billeder foran os - størrelsen og strukturen er ens fra billede til billede forandringen foregaar inden for den enkelte farve den røde eller den blaa, eller i deres indbyrdes forhold, eller i penselstrøget, eller i stofligheden o.s.v. For det første er det en forandring af udseendet, for det andet hvad mener man beskueren skal kunne læse ud af denne forskellighed andet end en forandring i udførelsen fra billede til billede - hvilket indhold forventer man han skal kunne aflæse ud over en konstatering af en variation i perceptionen? At tillægge denne forandring i udførelse en indholdsbetydning er jo at indføre expressionismens begreb om udtrykkets besjæling af materien - det er at forvente at denne, ren materialistiske, forandring skal kunne udtrykke kunstnerens sjælelige bevægelser, stemninger og følelser - og det tør jo siges at være en illusion. Det paradoksale ligger i at det altsaa trods alt er en forandring af udseendet der skal skabe den indholdsmæssige forskellighed. Der kan kun blive om to veje ud af dette paradoks - den ene argumenterer for forandringen i den betydning at kunstneren gennem forandring i udførelsen, indenfor samme skema, kan faa tilfredsstillet sine forskellige tilbøjeligheder - sit humør, sin lyst til den ene dag at male præcist, den anden mere løst o.s.v. Den anden vej ud af paradokset er at man fastholder det een gang fastsatte skema og genbruger det fra gang til gang paa nøjagtig samme maade, for ved denne mekaniske gentagelse at understrege udseendets tautologi i forhold til de forestillingsdannelser der kan sættes igang via dette skema og dets gentagelse, ved dets placering i forskellige omgivelser, under forskellige omstændigheder o.s.v - men det har Daniel Buren jo allerede tygget igennem. 
Hele denne “Rød+Blaa”- proposition er ganske givet i langt højere grad opstaaet, ubevidst, som et ønske om at blive i eet udseende, beslutte sig, for en gangs skyld, til een form.