Menu

Albert Mertz

28. jun. 1971

28-6-71
Det er en kendsgerning at perceptionen spiller en stor rolle for “Rød+Blaa”-propositionen. Det er hvad øjet møder der er væsentligt — hvad øjet ser — og dernæst hvordan det sete opfattes.
Mødet mellem de to kvadrater og deres farver — Rød — Blaa danner en lodret midterlinie som er billedets “dramatiske punkt”. Et punkt der kan være mere eller mindre “dramatisk” afhængig af hvordan den røde og blaa staar i forhold til hinanden, om de er spændt op til at konstruerer, eller de står “lige”.
Og hermed opstaar spørgsmaalet om variationen i modsætning til repetitionen. Man kan gøre alle propositionerne fuldstændig ens, og gøre det udfra den betragtning at variation er at give farven en kvalitet — værdi udover dens materielle realitet. Men variation indenfor de to samme farver — variationen mellem deres indbyrdes forhold, uden at ændre deres grundkarakter er en af de meget faa muligheder man i dette tilfælde har for at foretage et valg i hvert enkelt tilfælde — og jeg kan ikke se hvorfor man skal fratage sig selv denne mulighed. Man forsøger jo ikke at postulerer at det ene valg — den ene variation er bedre — værdifuldere — end den anden, men alene vise at muligheden indenfor de to valgte farver er tilstede i disse to farver, uden at de mister deres karakter, oprindelse, og materielle realitet.
Det er to farver valgt udfra rent subjektive bevæggrunde, og de kan teoretisk (og praktisk) udskiftes med to andre farver — det er altså ikke fordi netop disse to farver har en særlig bestemt farvemæssig kvalitet eller værdi — de repræsenterer alene farven som begreb: materialistisk — stofligt — kemisk — realt — og som de begreber — forestillinger — tanker — dette specielle fænomen — farven kan give anledning til . Det maa vel være dette som maa blive det centrale ved propositionen eftersom strukturen — formen, de to kvadrater der tilsammen danner et retangel er statisk uforanderlige og ikke giver plads til andre variationer end hvad en forandring af formatets størrelse kan afstedkomme.
Alene gennem farven kan formstrukturen gennemgaa en forandring. Banalt sagt ligger propositionens værdi og dynamik i at man kan gøre saa meget med saa lidt — at saa stor en enkelhed kan indeholde saa mange forskellige ting — det er i hvert fald den tese jeg forsøger at efterprøve.
___________________________________________________________________

I nogle af studierne har jeg indført andre strukturer, saa som diagonaldelinger, kryds, lodrette og vandrette linier o.l. Selvom der er tale om meget minimale strukturændringer — indførelser - bevirker de at propositionen ændres og bevæger sig bort fra sin problematik over i en, ofte helt anden.
____________________________________________________________________
Strukturen “forsvinder” ind i billedplanet - (surface).
____________________________________________________________________
1. Lærred paa Blændramme - utilfredstillende da blændrammens bredde skaber en overflødig skulpturel - objekt - fornemmelse.
2. Lærred (eller andet stof - eller papir - karton - pap) sømmet på væggen. Dette er dog hellerikke nogen helt ideel løsning da hjørnerne ved gentagne sømninger vil slides, med mindre der kan laves et hul arrangement.
3. Tøj - lærred - voksdug - presenning - lagen - plastik - hængende ned fra snore enten opad væggen eller frit i rummet. Man kan evt. på saadanne stykker placere nogle stropper bagpaa paasyes, eller limet.
______________________________________________________________________

Hvis der opstaar trang til at lave noget der ligger helt uden for “Rød+Blaa” eller en idee som tilsyneladende ikke har noget med den at skaffe — maa man på trods af dette alligevel bruge den “Rød+Blaa” proposition som sin eneste mulighed. — Hvorfor — fordi — det jo netop er her selve ideen med selve propositionen ligger at man skal kunne “fylde” alt paa den, bruge den til alt — kunne føje alt ind efter dens betingelser og muligheder.
Det vil være en jern haard prøve for den trang eller den idee man har faaet om den kan overleve en saadan prøve — hvis den ikke kan er det formentlig fordi den ikke er særlig værdifuld eller slet og ret er en grille. Endelig kan det tænkes at den i sig selv er saa stærk at den ikke kan, eller vil, indordne sig og i saa tilfælde maa man lade den komme til for da er den stærkere end den proposition man vil indordne den under. 

Fakta

PDF
28. jun. 1971
Rød blå bd 1 s. 8-11
Betegnelsen proposition har Mertz hentet fra den analytiske sprogfilosofi, hvor det betegner det forhold, at det samme meningsindhold kan udtrykkes på forskellige måder. Proposition kan også mere simpelt oversættes til udsagn eller forslag. Inspirationen til brugen af betegnelsen fik Mertz fra de franske kunstnere Daniel Buren (f. 1938) og Francois Ristori (1936-2015) og den amerikanske Joseph Kosuth (f.1945). Læs meget mere i Peter Brix Søndergaards artikel "Et meget magert udsagn – Albert Mertz' R+B proposition og dens kunsthistoriske forudsætningsrum" i Mertz om Mertz - noteværk og skrifter ved Cecilie Høgsbro Østergaard (Forlaget Vandkunsten, Kbh. 2012)