29. okt. 1973

Nu har jeg igen prøvet at lave en serie på 6 “R+B” meget forskellige fra hinanden i farve og format. Jeg mener nu, at måtte slå fast som en kendsgerning at det er fuldstændig ligegyldigt hvilke rød og Blå man bruger, og i hvilke forhold de står i til hinanden. Om beskueren ser en mørk rød ved siden af en lysere blå, en næsten sort Blå opad en orangeagtig rød gør ikke anden forskel end konstateringen af at det ene billedes farver er anderledes end det andet – det han ser i alle billede, hvor forskellige de end måtte være, er Rødt+Blåt. At ville hævde et R+B par som værdifuldere end et andet, eller at tillægge forskellene mellem billedernes farvepar nogen betydning er ren og skær illusion.
___________________________________________________________

Der er en ting der generer mig ved hele dette “R+B” projekt og det er den lighedspunkter med Daniel Buren. Det kan ikke benægtes at jeg er voldsom optaget af D. Burens ideer og teorier, og selvom jeg kan bevise at have arbejdet med “R+B” længe før D. Buren trådte frem, hjælper det ikke og kan ikke skjule min påvirkning fra ham.
Forskellen at D. Buren fremstiller lodrette striber og jeg to kvadrater er den væsentlig? Hvad – er forskellen?
De to kvadrater kan ikke som D. Burens striber forlænges i højde og bredde, men farverne er bundne af deres kvadrat der kan gøres større og mindre, men ikke multipliceres som striberne.

D.B striber                “R+B”

Hvis jeg forsøger en multiplicering af de to kvadrater forandre de øjeblikkelig struktur, og forlader således den grundliggende idee. 

Jeg kan forandre arealets udstrækning

Det er den eneste strukturændring jeg har mulighed for.

D. Buren har et neutralt hvidt område mellem striberne. Farven på striberne er underordnet – uden betydning.
“R+B” har ikke noget neutralt område mellem eller udenom farverne, øjet bevæger sig direkte fra dem og ud i det omgivende miljø. Teoretisk kan der anvendes andre farvepar end R+B – f.eks Rød - grøn - sort - Blå - gul - violet - sort - hvid, men kun teoretisk. Rød og grøn f.eks indebær associationer til noget landligt vegetativt – blomsteragtigt – sort-hvid vil have en altfor stor indbyrdes kontrast den sorte vil kvæle den hvide som har tendens til at falde sammen med omgivelserne – blive tom. gul og violet associerer på en eller anden måde også til en masse udefinerbare fænomener, der er noget artificielt literært over violet.
Blå og sort er det farvepar der i velegnethed kommer nærmest “R+B” selvom associationen til nocturne er uundgåelig. “R+B” har af alle tænkelige farvepar færrest associationer, og tiltrods for deres voldsomme påtrængenhed er de derfor neutrale, som kolorisme.
Deres uafrystelige påtrængenhed giver dem noget signalagtigt, de er uharmoniske – grimme – plakatagtige – farve, men ikke kolorit. De går udover D.Buren stribernes neutralitet vedkender sig at være farve – kulør.
Yderligere er den Røde og Blå sat sammen at ligne med et dårligt ægteskab der opstår aldrig balance der vil altid være den Røde – den blå – hver for sig – sat sammen med uforenlige. D. Buren striberne minder forøvrigt om markiser (stribet tapet) og han anvender da også markisestof hvad der får ham til at falde i den “Ready-made” fælde som han selv så kraftig tager afstand fra.
“R+B” minder ikke, påfaldende ihvertfald, om noget almenkendt objekt. D.B striberne der som før nævnt kan udvides i højde og bredde har derved en tendes (tilsigted) til at blive et rumligt fænomen en environnement – hvorimod “R+B” holder sig til det lodret – vandrette fra omgivelserne isolerede billedformat – selvom karakteren af billede (billedudtryk – billede af noget o.s.v) er sprængt.
“R+B” er ikke en del af miljøet en environnement, men tværtimod et særligt objekt, nemlig kunstobjekt, placeret i miljøet – et hvilkesomhelst.
“R+B” er nok neutralt i den forstand at det ikke udtrykker noget – men alene er tilstede, men via de to påtrængende farver via disse er identiske med selve billedstrukturen er den, understreger “R+B” sin egenart – lader sig identeficerer som kunst i sin egenskab af ikke at refererer til noget udenfor sig selv. Således er “R+B” baseret på en idee om kunst der vel tager sig voldsom udemokratisk, ja reaktionær ud. Ideen er dog ikke reaktionær, men en reaktion imod hævdelsen af at alt er kunst. 
Ved sin blotte eksistens forsøger “R+B” at hævde det modsatte at alt ikke er kunst, men at kunsten for at have en menneskelig funktion for at prøve at definerer sin egenart, forsøge at præciserer sine helt specielle menneskelige muligheder.
Skal jeg påpege en fejl ved “R+B” dens stridsomme punkt må det være at den definerer sig selv som kunst via strukturer som form – farve hvor neutrale og udtryksløse de end er.
“R+B” er det punkt jeg på nuværende stade er standset ved som det mest relevante udtryk for hvad jeg har stridt i mange år for at finde frem til – en kunst der ikke så ud som kunst – og det tiltrods for at “R+B” ufravigelig ser ud som kunst.
Jeg citerer hvad Per Kirkeby skriver om H.P. Feldmann’s fotoer: De minder mig om det, Henry Flynt kalder “Brend”, det ikke-konkurrerende ikke-institutionaliserede selv-udtryk for alle mennesker og ikke kun “kunstneren”. Forskellen mellem “brend” og kunst er efter Flynt den, at i kunst skilles den ting, der sættes pris på, fra sin sætten-pris-på og omdannes til et objekt, der påtvinges andre mennesker. Ethvert menneskes “brend” er en hvilken som helst kunst overlegen, fordi det besidder en grad af personliggørelse og originalitet, der fuldstændig overgår kunstens.”
Set i forhold til dette citat er det muligt at såvel D. Buren som jeg tager helt fejl i vores konklusioner fordi vi lader os binde af et kunstens neutralisering og udtryksløshed trods alt skal ske på kunstens præmisser – striberne er i al deres neutralitet en kunstnerisk (modernistisk traditionel) struktur – det røde og blå kvadrat er det samme. I angsten for expressivitet og individualisme går man udenom sig selv i fornægtelse, hvor det måske ville være effektivere netop at gå ud fra sig selv (som A. Piper også hævder) og på dette grundlag nå til, hvor paradoksalt det end kan lyde, en neutralitet.
Således har jeg en fornemmelse af at den samling klippe og klistre-hæfter jeg har lavet gennem de sidste tre-fire år, med deres totale tilfældighed og øjeblikkelighed måske er mere væsentlige end alt andet jeg har lavet i dette tidsrum 
Konklusionen på disse overvejelser angående min påvirkning fra D. Buren kan meget vel vise sig at blive at vi begge har uret.