Albert Mertz
29. nov. 1971
29-11-71.
“R+B” i akvarel –.
Selve akvarelteknikken bevirker at der opstaar variation indenfor den enkelte farve – at der altsaa opstaar en vis struktur som følge af akvarellens tendes til at skjolde. Det er i det hele taget tydeligt at hvad der i “R+B” propositionen kan opstaa af variationer har rent materielle aarsager, er en følge af hvilke teknik og hvilke materiale der anvendes. Forskellige materialer optræder forskelligt og deraf opstaar (eller kan opstaa) variationer som ikke har noget kunstnerisk psykologisk (aandeligt!) udspring. Variationen er en fysisk foreteelse.
Man kan selvfølgelig bevidst anvende denne kendsgerning ved at forsøge at dirigerer de forskellige materialers adfærd udfra et kendskab til dem, en saadan manipulation er trods alt af ren teknisk beskaffenhed. At ville dirigerer materialet er ensbetydende med at man stræber efter et udtryk – en expression – og det er det stik modsatte jeg ønsker. Men hvorfor saa fremstille “R+B” i forskellige materialer? Er det fordi man er interesseret i at den samme “kendsgerning”: et rødt og et blaat kvadrat dannende en rektangel – kan optræde forskelligt uden at forflygtiges som kendsgerning? Eller er det fordi man trods alt ikke kan løsrive sig fra det expressionistiske element der ligger i forskellen – variationen?
Man kunne maaske tænke sig at selve handling – dette at male farven paa fladen, da det jo drejer sig om en gentagelse, repetition af en og samme struktur, indtager saa væsentlig en plads – fordi det er i denne handlingsproces selve ideens kerne ligger.
Handlingensprocessen her ikke forstaaet som expressivt symbol for en personlig sindstemning – men alene som den rent fysiske handling der udspiller sig mellem materiale – individ – og et tidsforløb – “resultatet” er vidnesbyrdet om – det synlige bevis paa hvad individet har gjort med dette (bestemte!) materiale – hvordan der er handlet med det. Det er denne handling der er hele produktet – og ikke en eller anden bagvedliggende personlig eller anden betydning – det er dette man maa forsøge at gøre klart.
Selve akvarelteknikken bevirker at der opstaar variation indenfor den enkelte farve – at der altsaa opstaar en vis struktur som følge af akvarellens tendes til at skjolde. Det er i det hele taget tydeligt at hvad der i “R+B” propositionen kan opstaa af variationer har rent materielle aarsager, er en følge af hvilke teknik og hvilke materiale der anvendes. Forskellige materialer optræder forskelligt og deraf opstaar (eller kan opstaa) variationer som ikke har noget kunstnerisk psykologisk (aandeligt!) udspring. Variationen er en fysisk foreteelse.
Man kan selvfølgelig bevidst anvende denne kendsgerning ved at forsøge at dirigerer de forskellige materialers adfærd udfra et kendskab til dem, en saadan manipulation er trods alt af ren teknisk beskaffenhed. At ville dirigerer materialet er ensbetydende med at man stræber efter et udtryk – en expression – og det er det stik modsatte jeg ønsker. Men hvorfor saa fremstille “R+B” i forskellige materialer? Er det fordi man er interesseret i at den samme “kendsgerning”: et rødt og et blaat kvadrat dannende en rektangel – kan optræde forskelligt uden at forflygtiges som kendsgerning? Eller er det fordi man trods alt ikke kan løsrive sig fra det expressionistiske element der ligger i forskellen – variationen?
Man kunne maaske tænke sig at selve handling – dette at male farven paa fladen, da det jo drejer sig om en gentagelse, repetition af en og samme struktur, indtager saa væsentlig en plads – fordi det er i denne handlingsproces selve ideens kerne ligger.
Handlingensprocessen her ikke forstaaet som expressivt symbol for en personlig sindstemning – men alene som den rent fysiske handling der udspiller sig mellem materiale – individ – og et tidsforløb – “resultatet” er vidnesbyrdet om – det synlige bevis paa hvad individet har gjort med dette (bestemte!) materiale – hvordan der er handlet med det. Det er denne handling der er hele produktet – og ikke en eller anden bagvedliggende personlig eller anden betydning – det er dette man maa forsøge at gøre klart.
Da man handler forskelligt med forskellige materialer uden at behøve at ændre farve eller formstruktur, bliver det altsaa handlingsprocessen og ikke hvilke farve - hvilke form - der kommer til at staa i centrum.
Men – det bør hellerikke være væsentligt hvilke materiale der anvendes, man bør ikke ophæve den neutralitet i repetitionen den samme farve - form struktur er udtryk for ved gennem materialevalget at liste expressiviteten indad bagdøren. Det ene materiale er ikke bedre eller ringere end det andet.
