30. jul. 1973

Om Agnes Martin skriver Germano Celant i Flush-Art – – –
“– the form is not important, but the disposition.”
“Her works then are similar to the indians “vision” they are timeless structures which denote knowledge and experience not a theoretical –”
                                   ______________

“ – american-indian art is actually a stylized art beyond all description, conventional and magic, which keeps repeating some forms and line combinations, imagined in a far past and reproduced according to present experience without noticeable modifications”

                                          Thevenin & Coze  
Cit: i ovennævnte artikel
__________________________________________________________

Jeg noterer disse løsrevne citater fordi de igen fører mig tilbage til udgangspunktet med “R+B” : dette at kunne gentage den samme formstruktur, men hvergang med et nyt indhold.
                                  ______________

Har jeg beskæftiget mig tilstrækkelig lang tid med begreberne omkring: kunsten er ikke alene malerkunst – kunst behøver ikke se ud som kunst – alt i hverdagen kan være kunst - tænk udenfor de sædvanlige kunstneriske baner – kort sagt hele efterdønningen af nydada – antikunst – Fluxus – o.s.v
Har jeg beskæftiget mig med disse for mig fascinerende og på mange punkter bekræftende synspunkter – opstår der en helt uvilkårlig trang at rive mig løs fra et område der er så opblandet med fremmedelementer at det let slører selve kærnen – kunsten.
Her er det så hvergang “R+B” kommer ind og det er formodentlig årsagen til denne idee’s oprindelse. Hvergang jeg begynder at beskæftige mig med denne idee opstår det problem at den er baseret på maleriets teknik og derved ikke kan undgå at fører mig tilbage til det jeg har søgt at løsrive mig fra. (Dan Flavins fund af lystofrøret er helt genial – idet han her har undgået en teknik der har tilknytning til maleri og skulptur). Ved “R+B” kommer jeg i et underligt bagvendt forhold såvel til malerkunsten som til hele den holdning jeg med årerne er nået frem til.
Jeg vil forsøge via maleriets teknik at fornægte maleriet hvilket sikkert er umuligt. Jeg anvender de to farver Rød + Blå og tror via deres kontrasterende uforenlighed at kunne benægte - undertrykke begrebet farve - med trods deres uforenlighed vedbliver de med at være en rød og en blå farve. Jeg vil fornægte formstrukturen ved en yderliggående neutralitet – men ikke destomindre er det to kvadrater der til sammen danner et retangel – selv i neutraliteten gør formstrukturen sig trods alt gældende.
Man kan så, som så mange gange før stille spørgsmålet: hvorfor er det så vigtigt at undgå malerkunsten? Fordi malerkunsten i den europæiske tradition er gjort lig med selve (den visuelle) kunst.

“WHEN WORDS SUCH AS PAINTING AND SCULPTURE ARE USED THEY CONNOTE A WHOLE TRADITION AND IMPLY A CONSEQUENT ACCEPTANCE OF THIS TRADITION, THUS PLACING LIMITATIONS OM THE ARTIST WHO WOULD BE RELUCTANT TO MAKE ART THAT GOES BEYOND THE LIMITATIONS.”

                                                                      SOL LEWITT.

__________________________________________________________

Det er evident at i selvsamme øjeblik man bruger farvestof — lærred —pensler — hele  malerteknikkens værktøj binder man sig til disse materialers muligheder og grænser. Disse grænser består bl.a i at der så at sige i dette værktøj er indbygget en så lang tradition at den belaster værktøjet og derved tanken. Dette medfører at man, selvom man tror at gøre det, ikke kan tænke og handle frit, trods alle de kolbøtter modernismen har slået med maleriets teknik har den som en lænkehund været bundet til de naturlige materielle grænser der er for
hvordan et maleri kan se ud. Det er således i selve sagens natur ved hjælp af denne teknik at bevæge sig i ukendte tankebaner. Mange vil, og med en vis ret, kunne hævde at kunsten ikke drejer sig om foranderlighed — at det jo netop var modernismens achilleshæl at den troede at kunne forandre — ja revolutionere kunsten.
Men hele malerkunstens tradition og ikke mindst modernismens — har forblændet os i en sådan grad at vi meget vanskeligt lader os overbevise om at den visuelle kunst ikke alene er maler- eller billedhuggerkunst, hvilket har medført at vi har glemt visuelle udtryksformer som dansen — skriften — tatovering — beklædning — brugs eller luksusobjekter af enhver slags — arkitekturen — filmen — teatret — bogen — avisen — T.V. — fotografiet — o.s.v ser man sig omkring åbner sine øjne og tænker sig lidt om vil man opdage et utal af visuelle udtryk og fænomener som ikke er hverken malerkunst eller skulptur.
Men – samfundet er interesseret i at den visuelle kunst holder sig indenfor rammen eller bliver på soklen, en bekræftigelse af at kunsten kan findes andre steder f.eks indenfor medier som anvendes af samfundet selv (T.V – radio – film – presse –) er man kun interesseret i at undertrykke – med blid hånd naturligvis. Hele denne sociale samfundsmæssige side af sagen kan jeg naturligvis være ligeglad med idet hvad jeg laver ikke indeholder et budskab eller i det hele taget bevæger sig indenfor områder som kan interesserer ret mange. Mit arbejde består i forsøg – undersøgelser – experimenter – indenfor det kunstneriske område, det består ikke i at prøve på at frembringe mesterværker.
Det som interesserer mig er hvad kunst kan være – hvad en kunstnerisk tanke og handling er. Disse forsøg – undersøgelser – experimenter vil blive hæmmet i sin udfoldelse i sin mulighed for at tænke ad andre veje end de sædvanlige hvis jeg lader mig binde af en teknik som maleriets.
Derfor er “R+B” ideen på samme tid rigtig og forkert. Rigtig fordi den var en undersøgelse af hvor meget af kunsten der lå i selve udseendet i selve den måde kunstobjektet fremtræder på. Forkert fordi det meget hurtigt viste sig, netop på grund af teknikken, at blive et spørgsmål om æstetiske valg, farvens perceptible virkning – deres indbyrdes forhold – deres forhold til strukturen som bære dem, strukturens forhold til arealet – størrelsen og så fremdeles.
Det ender slet og ret med at man efter et vis stykke tid vil sidde og nusse med de to farvefladers stoflige – valørmæssige – klangmæssige – og hvad ved jeg forhold til hinanden – at man simpelthen ender i den rene malerisk koloristiske fornemmelses afgrund – der hvor valg ikke alene bliver så hårfint subtile, men også så postulerede at det hele ender i et spørgsmål om smag.
Det problem der stadig står uløst er derfor at finde en fremgangsmåde som hverken ender i de ovennævnte faciliteter eller i at man ser sig nødtvunget til at kaste sig i armene på et overflødighedshorn af ting der ikke har med kunsten at gøre. Mit arbejde med Postkort er i denne henseende en slags kompromisløsning, jeg undgår farveproblemet, men beholder et strukturproblem idet jeg jo opererer med selve postkortets størrelse – format – og i en vis udstrækning dets motiv – ligesom jeg jo ikke undgår at Postkortet er et fremmed (urent!) element medførende en balast af extraassociative elementer som er unødvendige for kunsten. Til syvende og sidst vil en nærmere analyse af disse Postkortarbejder vel også vise at de stadig har forbindelse bagud til det maleriske – til malerkunsten (hvorfor skulle man eller modtage dem så positivt i Danmark?).
Det er et spørgsmål om man ikke kunne overvinde denne alliance med det maleriske ved netop (hvad jeg jo tidligere har benægted) at gå udfra Postkortet’s motiv - og hverken age hensyn til dets format – størrelse – farve – struktur  herved ramler man selvfølgelig lige ind i det anekdotiske litterære medmindre man på en eller anden mystisk vis også kan forcerer denne hurtel.

HVORFOR MÅ R+B IKK VÆRE MALERI?

?    

1. HUSE.

3. BORDE. 

4. HUSE.
__________________________________________________________

Huse nr 4 med fotograferet hus Rødt i Rødt – Blåt i Blåt (som Bilerne i bogen)
__________________________________________________________

Som konturhuse
meget, meget tynd kontur
__________________________________________________________

Eller – Rødt hus på Rød – Blåt på Blå
__________________________________________________________

Ideen med at indfører objekter i R+B er måske en løsning på problemet med den abstrakte stil som klæber ved hele propositionen.
__________________________________________________________

SENG.