Menu

Albert Mertz

7. jan. 1975

7-1-75.
Forestiller man sig at man bliver ved med at producerer disse farvepar (der jo er “R+B” strukturen – uden rød-blå) fremover i det uendelige (i realiteten kommer der selvfølgelig et tidspunkt hvor man ikke gider mere – mister interessen) så er det ganske givet at der uvilkårligt vil “ske noget”. Enten vil man f.eks forsøge at systematiserer valget af farvepar eller vælge et afgrænset udvalg af sådanne, eller ophæve selve farven, eller gå over i en ren materialitet, ændre strukturen o.s.v. Selvom handlingen – fremstillingsprocessen, tilsyneladende, er ens er den helt forskellig fra gang til gang, det er altid et helt nyt produkt. Det vil altid være noget ikke før eksisterende. Tager man eet produkt udaf denne serie af mange vil dette ene opfattes som noget særligt, to – ja tre – fire igen som noget andet, og 12 – 24 – 48 – o.s.v som noget helt tredie, således at dette/disse produkter altefter den funktion man giver dem vil tage form efter denne (som med “R+B”).
___________________________________________________________
1. RØD + BLÅ. / 2. BLÅ + RØD.
3. RØD + LYSBLÅ / 4. LYSRØD + BLÅ
5. R+B VIOLET + BLÅ / 6. RØD + B+R VIOLET
7. LYSRØD + LYSBLÅ / 8. LYSEBLÅ + LYSERØD
9. RØD + BLÅ + SORT  10. RØD+SORT – BLÅ
11. RØD + SORT – BLÅ + SORT / 12. BLÅ + SORT – RØD + SORT
___________________________________________________________
Der melder sig uvilkårligt et rent praktisk problem med den evighedsserie af farvepar, nemlig – når de er fremstillede – hvad så?
Mine muligheder for at vise dem offentlig er jo ikke mange 1 - 2 gange årligt sjældent mere, det er nok når udstillingerne foregår alene i Danmark, men er min produktion så ikke for stor i forhold til udstillingsmulighederne?
Producerer man udelukkende for at udstille? Selvfølgelig ikke. Det man producerer til dagligt er for 99% vedkommende kun til at kasserer, men det kan føre frem til visse punkter — konklusioner som man gerne vil vise for et publikum. Sådanne ”resultater” er få og sjældne og svare derved nogenlunde til de udstillingsmuligheder jeg råder over, så mon ikke forestillingen om at jeg har altfor få muligheder for at kommunikerer mine produkter alene bygger på en sammenligning med de internationale kunststjerner der optræder altid og overalt?
Det betyder at mine utilfredshed med mine udstillingsmuligheder, alene er en utilfredshed med at jeg ikke er med i det internationale kunstræs. Hvis jeg havde de muligheder er det højst sandsynligt at jeg ville blive helt frustreret over at skulle efterkomme sådanne permanente udstillingskrav.
Endelig forholder det sig jo også sådan at jeg måske inderst inde sletikke er så interesseret i at udstille i det hele taget. Jeg har jo altid haft en dominerende fornemmelse overfor mit arbejde af at jeg var “på vej” at det ikke lige netop var det jeg var ved nu der var sagen, men at “sagen” senere, på et eller andet tidspunkt ville vise sig. Det har forholdt sig sådan gennem alle årene, hvad det er jeg mener at være på vej til, eller imod kan jeg sletikke gøre mig klart, måske er det en eller anden vag drøm om at jeg en dag vil opnå den store forløsning bestående i at jeg er helt bombe urokkelig sikker på hvad jeg vil — hvad vej jeg vil gå. Det er ønsket om at finde et klart og tydeligt mål man kan bevæge sig henimod, fri for al tvivl.
For det første må man godt slå sig til tåls med at sådan vil det aldrig blive, for det andet kan man være evig forsikred om at havde man et sådant mål, var man så “afklaret” og fri for al tvivl ville selve det fascinerende element ved arbejdet forsvinde. Men hvad jeg kunne tænke mig at være fri fra var alle de overflødige tanker og problemer som intet har med kærnen i arbejdet at gøre.
Jeg har f.eks. en eller anden kriblende ubehagelig fornemmelse af at disse farvepar som jeg arbejder på for tiden er noget værre æsteteri og derfor “forkert” — ikke desto mindre fortsætter jeg og er (ihvertfald mens jeg laver den) optaget af dem.
Man må også sætte sig udover denne forbandede frygt for at være æstetisk, der er altså noget i det som man kalder og anser for at være æstetisk der finder en genklang hos en del kan man alene konstaterer som en kendsgerning uden at behøve at tage stilling til om det er vigtigt eller forkert. En sådan stillingstagen stammer jo til syvende og sidst udefra og ikke fra en selv. I dagens kunstneriske debat anses det for forkert, ja direkte nedværdigende at være æstetisk og det er grunden til at jeg ikke vil give mig selv lov til at finde glæde ved det som formodentlig er en del af mig selv.


Fakta

PDF
7. jan. 1975
Rød blå bd 23 s. 13-17