Albert Mertz
28. jul. 1971
28-7-71
Hvad der hele tiden har generet mig ved “R+B” produktets udseende er at det helt umiddelbart lader sig henføre under stilkategorien (kunsthistorisk) ABSTRAKT kunst.
At dette finder sted skyldes — kvadraterne (konstruktivisme — geometrisk abstraktion) farverne Rød+Blaa (deres neoplastiske “renhed” — Mondrian — o.s.v).
Men — man maa gøre sig den kendsgerning klar at intet udseende der fremstilles idag vil kunne undgaa at ligne, eller minde om et eller andet — f.eks tidligere — set udseende. Billedkunsten er i dag belasted i en saadan grad at man for overhovedet at kunne arbejde med den maa hæve sig over, ligegyldiggøre, saadanne stilmæssige, eller andre ligheder — og de vil som tiden gaar fuldstændig overflødiggøre sig selv — man vil ikke længere kunne tage et udseende til indtægt for noget som helst.
Men dette er den rent overfladiske, ydre side af sagen, der er en som ligger under den som ogsaa generer.
Propositionen er, rent fænomenologisk, et Billede og dets bestanddele er farver former og strukturer, som propositionen ganske vist til det yderste neutraliserer, men ikke faar fuldstændig ophævet.
Ligesom beskueren uvilkaarligt vil indrangerer produktet under betegnelsen abstrakt kunst, vil han ogsaa umiddelbart karakteriserer det som et maleri bestaaende af former og farver med en maleris formel betydning i forhold til begrebet malerkunst.
Hvad betyder det?
Det kan betyde at beskueren alene betragter billedet udfra maleriformalistiske kriterier — som f.eks farvernes sammenspil — kontrast — formstrukturens kompositionelle funktion o.s.v — o.s.v. Men — vil dette formalistiske “indhold” ikke meget hurtigt vise sig meget magert? Vil beskueren ikke ret hurtigt forsøge at finde andre grunde — aarsager til produktets eksistens — sætte sig selv og sin fantasi i relation til det? Den mulighed er unægtelig, som ved minimal-art tilstede og kan ikke helt forkastes. I virkeligheden er dette problem, for mig personligt rent fiktivt — jeg fremstiller jo ikke produktet i første række for beskueren — det kan jeg ifølge hele min menneskelige og kunstneriske indstilling ikke gøre — spørgsmaalet drejer sig alene om hvorvidt det er muligt for mig at tænke i, at arbejde med, bruge propositionen. Fungerer den for mig, kan jeg ikke bekymre mig om hvordan den evnt fungerer for andre.
For mig er propositionen ikke maleri, det er ikke de formalistiske muligheder, men de rent kunstneriske som for mig gør propositionen brugbar og fungeringsdygtig.
At dette finder sted skyldes — kvadraterne (konstruktivisme — geometrisk abstraktion) farverne Rød+Blaa (deres neoplastiske “renhed” — Mondrian — o.s.v).
Men — man maa gøre sig den kendsgerning klar at intet udseende der fremstilles idag vil kunne undgaa at ligne, eller minde om et eller andet — f.eks tidligere — set udseende. Billedkunsten er i dag belasted i en saadan grad at man for overhovedet at kunne arbejde med den maa hæve sig over, ligegyldiggøre, saadanne stilmæssige, eller andre ligheder — og de vil som tiden gaar fuldstændig overflødiggøre sig selv — man vil ikke længere kunne tage et udseende til indtægt for noget som helst.
Men dette er den rent overfladiske, ydre side af sagen, der er en som ligger under den som ogsaa generer.
Propositionen er, rent fænomenologisk, et Billede og dets bestanddele er farver former og strukturer, som propositionen ganske vist til det yderste neutraliserer, men ikke faar fuldstændig ophævet.
Ligesom beskueren uvilkaarligt vil indrangerer produktet under betegnelsen abstrakt kunst, vil han ogsaa umiddelbart karakteriserer det som et maleri bestaaende af former og farver med en maleris formel betydning i forhold til begrebet malerkunst.
Hvad betyder det?
Det kan betyde at beskueren alene betragter billedet udfra maleriformalistiske kriterier — som f.eks farvernes sammenspil — kontrast — formstrukturens kompositionelle funktion o.s.v — o.s.v. Men — vil dette formalistiske “indhold” ikke meget hurtigt vise sig meget magert? Vil beskueren ikke ret hurtigt forsøge at finde andre grunde — aarsager til produktets eksistens — sætte sig selv og sin fantasi i relation til det? Den mulighed er unægtelig, som ved minimal-art tilstede og kan ikke helt forkastes. I virkeligheden er dette problem, for mig personligt rent fiktivt — jeg fremstiller jo ikke produktet i første række for beskueren — det kan jeg ifølge hele min menneskelige og kunstneriske indstilling ikke gøre — spørgsmaalet drejer sig alene om hvorvidt det er muligt for mig at tænke i, at arbejde med, bruge propositionen. Fungerer den for mig, kan jeg ikke bekymre mig om hvordan den evnt fungerer for andre.
For mig er propositionen ikke maleri, det er ikke de formalistiske muligheder, men de rent kunstneriske som for mig gør propositionen brugbar og fungeringsdygtig.
