Menu

Albert Mertz

20. mar. 1973

20-3-73
“Den røde farve er utvivlsomt alle naturfolks og børns yndlingsfarve. Det er en frugtbarhedens og til en vis grad en kvindelighedens farve, ligesom den blå farve besidder visse mandlige egenskaber Vi bruger jo som bekendt at give små piger rød og drenge blå påklædning, lige som kineserne i deres Yang — Yin princip bruger en lignende farvesymbolik. Den røde farve er samtidig stærkt knyttet til det kropslige, animale, det folkelige, det sociale. Jo mere folkelighed, jo mere rødt. Det er ikke tilfældigt, at socialismens farve er rød.
Der var også lige netop så meget rødt i den brune og småborgerlige socialnationalisme, som var nødvendigt for at kalde sig folkelig og en form for “socialisme”. Menneskets reaktion overfor den røde farve i al almindelighed kan derfor udmærket tages som udtryk for hans indstilling til folkelighed, sensualisme og kærlighed. Ethvert menneske, der føler sig i konflikt med disse ting har de sjælelige dispositioner, der må reagerer imod denne farve, og anse den for vulgær og plebejisk om hans menneskeforagt ikke er så hadefuld at han direkte opfatter den som underverdenens eller helvedes farve.
Den blå farve er universel i forhold til den røde farves intimitet, er intellektuel og svævende og som regel tankens symbol på samme tid som den har tilknytning til noget maskulint. Det er ikke tilfældigt, at den maskuliniserede kvindesagsbevægelse i forrige århundrede (blåstrømperne) blev sat i forbindelse med den blå farve på samme måde som ridderskab og adel. Det er mit indtryk, at den blå farve fra som hos kineserne at blive opfattet som noget komplementært til rødt, noget sympatisk på et bestemt tidspunkt forvandles til at opfattes som noget truende, frygtindgydende og farligt, og jeg formoder, at dette hænger sammen med mandsherredømmets indførelse.
                                      ________________

“Den røde farve er på ejendommelig måde central og lysfarve idet den kun i sin fulde styrke opfattes midt i synsfeltet og nært ved øjet den tager sig ud i siderne af øjets synsfelt og ud imod horisonten hvor den blå farve holder sig længst. På samme måde er det den røde farve, der først forsvinder om aftenen og bliver grå, men den blå farve holder sig længst. Det indre af øjet er blodfyldt og rødt, så hele vor synsvirksomhed vel må gå igennem et rødt filter”
                                         Asger Jorn
                             “Magi og skønne kunstner”

Fakta

20. mar. 1973
Rød blå bd 13 s. 5-10