Albert Mertz
3. nov. 1973
3-11-73.
1. Der eksisterer eet eneste “R+B” objekt i hele verden.
2. Til dette ene føjes nu et andet “R+B” objekt som er identisk med det første.
3. I hele verden findes der altså nu et “R+B” objekt (det første) + et “R+B” objekt (det andet).
4. Det første var enestående i den forstand at der var intet det kunne sammenlignes med.
5. Det andet fremstillede “R+B” objekt var ikke blot nr 2, men var apriori anerledes end det første idet nr 2 var afhængig af det allerede eksisterede “R+B” objekt – således at nr 2 ikke alene bliver nr 2 – en multiplikation, men anerledes i sammenligning med det allerede kendte objekt nr 1.
6 Mellem de to objekter nr 1. – nr. 2. opstår en sammenligning for at konstaterer om de nu også er identiske eller om 1 og 2 er forskellige. De er eventuelt forskellige i måden de er fremstillet på (en minimal forskel) men selvom de er helt identiske perceptiv er de forskellige ved den kendsgerning at der nu findes to hvor der før kun fandtes een. Selvom de i fremstilling, og alle andre forhold er komplet identiske vil de dog være forskellige i kraft af at være to, i det man som følge af denne kendsgerning foretager en sammenligning ser først på den ene så på den anden og således frem og tilbage.
7. Hvor der før var et Rødt kvadrat – et blåt kvadrat – er der nu et Rødt kvadrat + et Rødt kvadrat – et blåt + et blåt.
8. Således vil udgangspunkted – det ene “R+B” objekt i takt med i hvilke udstrækning det gentages multipliceres i 2-4-6-8-12- o.s.v forvandles – forandres. Fra at være et i verden ene-stående objekt bliver det nu en del af en mindre eller større kæde af objekter udstrækkende sig i rum og tid. Jo længere denne kæde strækkes i rum og tid jo nærmere sin egen opløsning kommer objektet, mister enhver individualitet, bliver ikke alene en detalje, men et microcosmos i et macrocosmos som i takt med sin fremadskridende udvikling bliver til et begreb.
9. Således bliver det enkelte “R+B” objekts individuelle egenskaber og særpræg, selvom de naturligvis stadig er tilstede i objektet, uden betydning set i forhold til det totale begreb tiltrods for at dette begreb har fået eksistens i kraft af denne samling individualiteter.
10. En sådan række – serie – af “R+B” objekter behøver ikke i udførelsen at være identiske, de kan rent praktisk/teknisk være fremstillet ens (den samme Røde og blå fra objekt til objekt) men kan også indenfor det givne område (en rød, en blå) være forskellige uden at forrykke den begrebsmæssige totalitet som består af en større eller mindre samling af “R+B” objekter.
2. Til dette ene føjes nu et andet “R+B” objekt som er identisk med det første.
3. I hele verden findes der altså nu et “R+B” objekt (det første) + et “R+B” objekt (det andet).
4. Det første var enestående i den forstand at der var intet det kunne sammenlignes med.
5. Det andet fremstillede “R+B” objekt var ikke blot nr 2, men var apriori anerledes end det første idet nr 2 var afhængig af det allerede eksisterede “R+B” objekt – således at nr 2 ikke alene bliver nr 2 – en multiplikation, men anerledes i sammenligning med det allerede kendte objekt nr 1.
6 Mellem de to objekter nr 1. – nr. 2. opstår en sammenligning for at konstaterer om de nu også er identiske eller om 1 og 2 er forskellige. De er eventuelt forskellige i måden de er fremstillet på (en minimal forskel) men selvom de er helt identiske perceptiv er de forskellige ved den kendsgerning at der nu findes to hvor der før kun fandtes een. Selvom de i fremstilling, og alle andre forhold er komplet identiske vil de dog være forskellige i kraft af at være to, i det man som følge af denne kendsgerning foretager en sammenligning ser først på den ene så på den anden og således frem og tilbage.
7. Hvor der før var et Rødt kvadrat – et blåt kvadrat – er der nu et Rødt kvadrat + et Rødt kvadrat – et blåt + et blåt.
8. Således vil udgangspunkted – det ene “R+B” objekt i takt med i hvilke udstrækning det gentages multipliceres i 2-4-6-8-12- o.s.v forvandles – forandres. Fra at være et i verden ene-stående objekt bliver det nu en del af en mindre eller større kæde af objekter udstrækkende sig i rum og tid. Jo længere denne kæde strækkes i rum og tid jo nærmere sin egen opløsning kommer objektet, mister enhver individualitet, bliver ikke alene en detalje, men et microcosmos i et macrocosmos som i takt med sin fremadskridende udvikling bliver til et begreb.
9. Således bliver det enkelte “R+B” objekts individuelle egenskaber og særpræg, selvom de naturligvis stadig er tilstede i objektet, uden betydning set i forhold til det totale begreb tiltrods for at dette begreb har fået eksistens i kraft af denne samling individualiteter.
10. En sådan række – serie – af “R+B” objekter behøver ikke i udførelsen at være identiske, de kan rent praktisk/teknisk være fremstillet ens (den samme Røde og blå fra objekt til objekt) men kan også indenfor det givne område (en rød, en blå) være forskellige uden at forrykke den begrebsmæssige totalitet som består af en større eller mindre samling af “R+B” objekter.
