Albert Mertz
29. okt. 1971
29-10-71.
Dilemmaet jeg staar i er mellem den “R+B” mulighed og Montagens eller “det fundne billedes”. Det dilemma har jeg svinget frem og tilbage i snart gennem to aar. Ingen af disse to løsninger tilfredsstiller mig helt, hvorfor jeg da også hurtigt skifter mellem dem. “R+B” er for meget abstrakt malerkunst og Montagen – “det fundne billede” for meget literær surrealisme – groft sagt for lidt kunst. Men – en tredie løsning øjner jeg ikke.
Hvor meget jeg end forsøger at tvinge “rød+blaa” væk fra maleriet ind i andre baner – ender det altid med alligevel at bliver maleri.
Saa kan man vel stille spørgsmaalet: hvad er der galt ved det (og har jeg egentlig nogensinde rigtig stillet dette spørgsmaal)? Et objekt bestaaende af en flad firkant bemalet med farve vil aldrig kunne benægte sit tilhørsforhold til kategorien malerkunst.
Hvilke grunde er der til at ville fornægte dette tilhørsforhold?
Malerkunst er et indenfor kunstens totalitet begrænset omraade, behæfted med en tradition som bevirker at ethvert malet billede a priori betragtes som kunst – hvilket er yderligere indsnævrende for det i forvejen begrænsede omraade Malerkunsten. Et maleri, fuldstændig uafhængig af hvordan det ser ud, vil altid blive bedømt udfra kriterier alene gældende for malerkunstens æstetik og formlære, selvom det hensigt – det sigte – er det stik modsatte. Man vil bedømme det form og farvemæssigt – selvom det ikke beskæftiger sig med disse formelle egenskaber, men i realiteten gaar imod dem. Dette er en uundgaaelig følge af at et maleri er et maleri – et bemalet, fladt firkantet objekt.
Denne erkendelse faar mig saa til at vælge en arbejdsmetode hvor form og farve ikke er de dominerende faktorer – nemlig Montagen og “det fundne billede” Det drejer sig ganske vist stadig om en firkantet flade, men den er ikke bemalet – den kan være et foto – en tekst – en avisside – en reklame – o.s.v.
Men – disse billeder som jeg finder er paa den ene eller anden maade en meddelelse om og fra omraader der ikke har berøring med kunsten og kun faar det i kraft af at jeg vælger dem og præsenterer dem som kunst. Lige som jeg ikke kunne faa den bemalede firkantede flade til at fornægte sit tilhørsforhold til malerkunsten saaledes kan jeg hellerikke faa disse fundne eller monterede billeder til at fornægte deres tilhørsforhold til kunsten uvedkommende omraader. Deres journalistiske, reklamekommercielle, udspring er uløseligt knyttet til dem. I det ene tilfælde — ”R+B” —er jeg a priori indenfor kunstens omraade, i det andet tilfælde det fundnemonterede billede er jeg a priori udenfor kunstens omraade, i det ene forsøger jeg at komme væk fra det traditionsbestemte begreb kunst, i det andet forsøger jeg at komme ind, ikke i det traditionelle kunstbegreb, men i kunsten.
Det maa være i det midterpunkt hvor de to bestræbelser møder hinanden at løsningen maa findes. Dette midterpunkt maa opstaa der hvor jeg vil væk fra det traditions tyngede kunstbegreb — her repræsenteret af malerkunsten og hvor jeg vil have de fundne monterede billeder over i kunsten. Midterpunktet hedder altsaa kunst. Men altsaa ikke kunst der skal se ud paa en bestemt maade (malerkunst) for at være (tilhøre) kunst.
Det utopiske ønske er at kunstens tilstedeværelse skal være saa overbevisende og indiskutabel at det overvinder udseendets beskaffenhed – at det bliver helt underordnet om det er et malet eller et fundet – monteret billede. For at sige det helt tydeligt jeg ønsker ikke kunsten skal opstaa af udseendets formalisme (eller rettere den formalisme der tillægges det) dets farve – form eller hele struktur.
Hvis det er hvad jeg ønsker kan jeg straks udelukke “R+B” muligheden da den bestaaende af ren form – farvestruktur kun kan og vil blive bedømt via disse – d.v.s rent formalistisk. Saa staar jeg tilbage med den anden mulighed det fundne eller monterede billede – og det vil ikke umiddelbart blive genstand for en formalistisk, men til gengæld en literær – forestillingsmæssig – fortællende – bedømmelse – der vil handle om helt andre omraader end kunstens. Det eneste jeg kan gøre er at paastaa det drejer sig om kunst, men det vil sandsynligvis blive ved paastanden. Det fundne objekts eneste berøring med det kunstneriske omraade er at det fjernes fra sit sædvanlige miljø for at blive placeret i kunstens.
Joseph Kosuth har konsekvent og interessant forsøgt at løse dette problem, men har ikke løst det. Hans forstørrelse fra leksikon – hans uddrag af franske memoireliteratur – o.s.v – gav ikke en overbevisende fornemmelse af at befinde sig overfor kunsten – og dette var trods alt hans hensigt – hverken leksikonartiklerne eller memoirerne kom ud over det de var som “fundne objekter”. Maaske ligger løsningen et helt andet sted end man tror – maaske ikke ligefrem løsningen – saa maaske en udvej. Da man alligevel ikke kan indkredse begrebet kunst, og ved ethvert saadant forsøg havner i den konventionelle traditionstyngede ende af kunstbegrebet (selv Ad Reinhardt maatte klamre sig til det) kunne man maaske drage den konsekvens af denne erkendelse og fuldstændig ophørte med at opererer med begrebet kunst. Gjorde man det, kunne man jo gøre hvad fanden man ville for det skulle ikke svare til et begreb, et ideal. Det ville maaske være der befrielsen laa?
Hvor meget jeg end forsøger at tvinge “rød+blaa” væk fra maleriet ind i andre baner – ender det altid med alligevel at bliver maleri.
Saa kan man vel stille spørgsmaalet: hvad er der galt ved det (og har jeg egentlig nogensinde rigtig stillet dette spørgsmaal)? Et objekt bestaaende af en flad firkant bemalet med farve vil aldrig kunne benægte sit tilhørsforhold til kategorien malerkunst.
Hvilke grunde er der til at ville fornægte dette tilhørsforhold?
Malerkunst er et indenfor kunstens totalitet begrænset omraade, behæfted med en tradition som bevirker at ethvert malet billede a priori betragtes som kunst – hvilket er yderligere indsnævrende for det i forvejen begrænsede omraade Malerkunsten. Et maleri, fuldstændig uafhængig af hvordan det ser ud, vil altid blive bedømt udfra kriterier alene gældende for malerkunstens æstetik og formlære, selvom det hensigt – det sigte – er det stik modsatte. Man vil bedømme det form og farvemæssigt – selvom det ikke beskæftiger sig med disse formelle egenskaber, men i realiteten gaar imod dem. Dette er en uundgaaelig følge af at et maleri er et maleri – et bemalet, fladt firkantet objekt.
Denne erkendelse faar mig saa til at vælge en arbejdsmetode hvor form og farve ikke er de dominerende faktorer – nemlig Montagen og “det fundne billede” Det drejer sig ganske vist stadig om en firkantet flade, men den er ikke bemalet – den kan være et foto – en tekst – en avisside – en reklame – o.s.v.
Men – disse billeder som jeg finder er paa den ene eller anden maade en meddelelse om og fra omraader der ikke har berøring med kunsten og kun faar det i kraft af at jeg vælger dem og præsenterer dem som kunst. Lige som jeg ikke kunne faa den bemalede firkantede flade til at fornægte sit tilhørsforhold til malerkunsten saaledes kan jeg hellerikke faa disse fundne eller monterede billeder til at fornægte deres tilhørsforhold til kunsten uvedkommende omraader. Deres journalistiske, reklamekommercielle, udspring er uløseligt knyttet til dem. I det ene tilfælde — ”R+B” —er jeg a priori indenfor kunstens omraade, i det andet tilfælde det fundnemonterede billede er jeg a priori udenfor kunstens omraade, i det ene forsøger jeg at komme væk fra det traditionsbestemte begreb kunst, i det andet forsøger jeg at komme ind, ikke i det traditionelle kunstbegreb, men i kunsten.
Det maa være i det midterpunkt hvor de to bestræbelser møder hinanden at løsningen maa findes. Dette midterpunkt maa opstaa der hvor jeg vil væk fra det traditions tyngede kunstbegreb — her repræsenteret af malerkunsten og hvor jeg vil have de fundne monterede billeder over i kunsten. Midterpunktet hedder altsaa kunst. Men altsaa ikke kunst der skal se ud paa en bestemt maade (malerkunst) for at være (tilhøre) kunst.
Det utopiske ønske er at kunstens tilstedeværelse skal være saa overbevisende og indiskutabel at det overvinder udseendets beskaffenhed – at det bliver helt underordnet om det er et malet eller et fundet – monteret billede. For at sige det helt tydeligt jeg ønsker ikke kunsten skal opstaa af udseendets formalisme (eller rettere den formalisme der tillægges det) dets farve – form eller hele struktur.
Hvis det er hvad jeg ønsker kan jeg straks udelukke “R+B” muligheden da den bestaaende af ren form – farvestruktur kun kan og vil blive bedømt via disse – d.v.s rent formalistisk. Saa staar jeg tilbage med den anden mulighed det fundne eller monterede billede – og det vil ikke umiddelbart blive genstand for en formalistisk, men til gengæld en literær – forestillingsmæssig – fortællende – bedømmelse – der vil handle om helt andre omraader end kunstens. Det eneste jeg kan gøre er at paastaa det drejer sig om kunst, men det vil sandsynligvis blive ved paastanden. Det fundne objekts eneste berøring med det kunstneriske omraade er at det fjernes fra sit sædvanlige miljø for at blive placeret i kunstens.
Joseph Kosuth har konsekvent og interessant forsøgt at løse dette problem, men har ikke løst det. Hans forstørrelse fra leksikon – hans uddrag af franske memoireliteratur – o.s.v – gav ikke en overbevisende fornemmelse af at befinde sig overfor kunsten – og dette var trods alt hans hensigt – hverken leksikonartiklerne eller memoirerne kom ud over det de var som “fundne objekter”. Maaske ligger løsningen et helt andet sted end man tror – maaske ikke ligefrem løsningen – saa maaske en udvej. Da man alligevel ikke kan indkredse begrebet kunst, og ved ethvert saadant forsøg havner i den konventionelle traditionstyngede ende af kunstbegrebet (selv Ad Reinhardt maatte klamre sig til det) kunne man maaske drage den konsekvens af denne erkendelse og fuldstændig ophørte med at opererer med begrebet kunst. Gjorde man det, kunne man jo gøre hvad fanden man ville for det skulle ikke svare til et begreb, et ideal. Det ville maaske være der befrielsen laa?
“The question “Is it art?” is no longer paramount.”
Lucy R. Lippard.
Lucy R. Lippard.
