Albert Mertz
17. jul. 1972
17-7-72
Det er et stadig tilbagevendende irritationsmoment at “R+B” “Ser ud som kunst” (og specielt “abstrakt” kunst) at det rent fænomelogisk ikke kan undgå defenitionen “et maleri” og deraf automatisk kategorien: malerkunst.
Selv den yderste neutralisering camouflere, eller udsletter ikke denne kendsgerning.
Man må helt konkret stille spørgsmålet: hvad er det man er ude efter?
Et svar kan ikke gives i udtømmende defenitiv form, men kun omtrentlig: kunst som kunst og intet andet end kunst – men som ikke ser ud som kunst. D.v.s – ikke ser ud som man, ifølge kunstkonventioner forventer kunst skal se ud. En kunst der ikke er bundet af, eller udgår fra de materielle kriterier man via konventionen stiller: form – farve – materiale – som derfor ikke bygger på den fejlagtige opfattelsen om kunsten som et sprog subsidiært – malerkunst.
Vanskeligheden består idag, i at efter Duchamp og hans ready-made og den akademisme der er fulgt i køvandet vil ethvert objekt automatisk, af sig selv, med lethed føje sig indunder kategorien kunst – at så godt som ethvert udseende er belasted.
Det er ikke den umulige uskyldighed der søges, men en ting der ikke øjeblikkelig henviser til kunstbegrebets konventioner og tradition. En ting som ikke står og falder med en formalistisk analyse og vurdering, men som skal vurderes udfra sig selv og sine egne præmisser.
At disse præmisser skal være kunstens gør det endnu vanskeligere, da vi næsten pr rygmarvsfornemmelse kun akcepterer som kunst hvad der optræder materielt som maleri – skulptur – objekt (ready-made) – og, sidst men ikke mindst fordi vi ikke klart kan definerer begrebet kunst, men kun så langt at den ikke har (behøver at have) med det materielle – fysiske – udseende at gøre. Men – et eller andet udseende en eller anden materialitet må kunsten trods alt have (da den ikke kan eksistere som telepati) selv conceptual-art’s sprogformuleringer er et udseende en materialitet.
Selv den yderste neutralisering camouflere, eller udsletter ikke denne kendsgerning.
Man må helt konkret stille spørgsmålet: hvad er det man er ude efter?
Et svar kan ikke gives i udtømmende defenitiv form, men kun omtrentlig: kunst som kunst og intet andet end kunst – men som ikke ser ud som kunst. D.v.s – ikke ser ud som man, ifølge kunstkonventioner forventer kunst skal se ud. En kunst der ikke er bundet af, eller udgår fra de materielle kriterier man via konventionen stiller: form – farve – materiale – som derfor ikke bygger på den fejlagtige opfattelsen om kunsten som et sprog subsidiært – malerkunst.
Vanskeligheden består idag, i at efter Duchamp og hans ready-made og den akademisme der er fulgt i køvandet vil ethvert objekt automatisk, af sig selv, med lethed føje sig indunder kategorien kunst – at så godt som ethvert udseende er belasted.
Det er ikke den umulige uskyldighed der søges, men en ting der ikke øjeblikkelig henviser til kunstbegrebets konventioner og tradition. En ting som ikke står og falder med en formalistisk analyse og vurdering, men som skal vurderes udfra sig selv og sine egne præmisser.
At disse præmisser skal være kunstens gør det endnu vanskeligere, da vi næsten pr rygmarvsfornemmelse kun akcepterer som kunst hvad der optræder materielt som maleri – skulptur – objekt (ready-made) – og, sidst men ikke mindst fordi vi ikke klart kan definerer begrebet kunst, men kun så langt at den ikke har (behøver at have) med det materielle – fysiske – udseende at gøre. Men – et eller andet udseende en eller anden materialitet må kunsten trods alt have (da den ikke kan eksistere som telepati) selv conceptual-art’s sprogformuleringer er et udseende en materialitet.
