22. sep. 1972

Det er tvivlsomt om anbringelsen af “R+B” inde på en flade er særlig heldig. På kassepapstykkerne og finerpladerne virker disses materialitet forholdsvis neutral, eller i det mindste kun som det de er finer og pap. Placeres “R+B” derimod enten på en hvid flade præpareret plade – lærred – ligger en sådan flades karakter for tæt på “R+B”‘s egen – den hvide flade har for svag en egenkarakter og det totale indtryk bliver derfor: et billede.
I alle tilfælde såvel ved brugen af pap – træ – lærred – som ved mere objektprægede plader, undgår man ikke tendensen til at “R+B” bliver en form i en anden form – på en firkanted flade. Relationen mellem “R+B”s lodrette - vandrette struktur og denne strukturs forhold til den omgivende firkant skaber et sammenspil. Det bliver et  abstrakt maleri – og det er helt mod mit ønske.
I al den tid jeg har beskæftiget mig med “R+B” har den røde farve gentagne gange irriteret mig – jeg synes så den er for pågående, for spids - skarp - og helt forkert i forhold til den blå. Ikke at jeg ønsker at harmoniserer de to farvefirkanter – tværtimod, men netop den røde farve har en Mondriansk Neoplasticistisk tendens – et stilpræg – som generer mig.
Jeg har flere gange prøvet at skifte den røde ud med sort – gråsort, men dette bevirker at man straks kommer over i noget æstetisk – let falder for at spille på en harmonisering, eller en nuancering de to farver imellem – det bliver for sløret - romantisk. Det er lidt somom man i forholdet sort - blå kan lægge en masse literatur – poesi – i ordets værste betydning.
Forholdet “R+B” har en meget stærk og øjeblikkelig perceptilititet der på en eller anden måde modsiger at man anvender de to farver tilfældigt – d.v.s fornægter de muligheder for en eller anden form for samspil som kan opstå imellem dem – de er ligesom for udtalte til at bruges tilfældigt – det kan man bedre gøre med sort – grå – hvid – og jordfarver som i sig selv har en materialitets asociation der let klassificerer dem med almindelige objekters farve. R+B – skiller sig altfor meget ud – netop fra de almindelige omgivelser.
Jeg har afstået fra at lade “R+B” fungerer som farve fordi det ikke var farven jeg ønskede at beskæftige mig med – men så må man nu konstaterer at valget af netop “R+B” var forkert, de ligefrem kræver at blive brugt. På sin vis har jeg også ved denne undladelse skabt en hindring for ideens udfoldelse – den var jo oprindelig at man valgte de to farver netop fordi de kunne anvendes indenfor et meget stort område, kunne opfylde alle krav. Og dette behøver ikke at betyde at det kommer til at dreje sig om koloristiske spørgsmål – det kan højest komme til at dreje sig om netop de to farver Rød og Blå. Strukturens neutralitet valgte jeg jo også i sin tid fordi den Røde og Blå ikke skulle virke som farvede former – men som en fysisk udstråling i rummet mellem fladen og beskueren. Denne såkaldte udstråling så jeg mig så blind på at jeg endte i den kedsommeligste og banaleste Op-art virkning – og det var jo netop ikke den voldtægtsagtige udstråling jeg søgte – det var ikke en overvejende fysisk, men en fysisk som alene tjente til at hjælpe en åndelig på vej. Men hvis det er hvad jeg vil er det også forkert at fornægte de muligheder for at opnå dette der så åbenbart ligger i de to farver. Men undervejs – i arbejdet med “R+B” er jeg blevet lidt bort fra den oprindelige mening gennem tendenser i tiden såsom Conceptual-art – o.l – blevet en slave af tesen om at det ikke kan lade sig gøre at male – billeder.
Jeg tror hellerikke det drejer sig om at male billeder – billeder interesserer mig ikke – men det drejer sig om at skabe et område som gør en vis åndelig sansemæssig aktivitet muligt.
Det jeg drømmer om er simpelthen den umulighed at de to farver ophører med at være henholdsvis rød og blå – at de blot er noget som er til. Dette er vel også en af grundene til at jeg så ofte er utilfreds med den røde fordi den repræsenterer det umulige i at ville fornægte den rødhed. (Jeg tror hverken dette kan opnås ved lak eller akrylfarve  – de er altfor bastante – men sikkert med større held i oliefarve tyndet med terpentin der giver en mat farveflade).
Når jeg ovenfor bemærkede at jeg har ladet mig lede på afveje fra “R+B” bl.a via Conceptual-art skyldes det denne teoris fornægtelse af den materielle fysikalitet. Jeg har jo netop altid været interesseret i netop tilstedeværelsen og anset den for at være en af de væsentligste ting. Det er ikke fysikalitetens konstater og målbare tilstedeværelse som interesserer mig – ikke at den kan betegnes objekt – men simpelthen dette at den ikke er en abstraktion, men et fysisk middel til at nå, ikke en abstraktion, men levende bevægelig tanker – en slags radar som fastholder – viser – viderebringer tanken –fysikaliteten har ikke i sig selv nogen værdi – den har kun værdi kraft af hvad man bruger den til. Her ligger forskellen mellem “R+B” og den abstrakte kunst, sidstnævnte hævder at oplevelsen – tanken opstår via fysikaliteten i form og farve – forskellen mellem og i disse elementer –.
“R+B” påstår ikke at rødt og blåt er værdifuldere end andre farvepar – tværtimod, men ved stadig repeteren af netop dette farvepar forsøger den at vise at farveskalaens udvalg alle er lige værdifulde.
Men alligevel – hvorfor netop Råd og Blå? Og hvorfor varierer fra produkt til produkt – hvorfor udnytte som jeg ovenfor skrev, disse to farvers muligheder? Muligheder for hvad? For at kunne optræde forskellig – varieres?
Man vil selvfølgelig ikke kunne påstå at den ene variation er værdifuldere end den anden – men hvorfor så i det hele taget variationen?
Tror man i det mindste på at variationerne har forskellig virkning (ex og impression!)? Eller vil man blot vise at variationerne ikke er variationer men det samme på en anden måde at alt udgår fra eet? Sige det samme på forskellige måder – i så fald kan den let blive et spørgsmål om hvilke der er den bedste – den rigtigste – den smukkeste – det er måske det som er sagen?
Med alle disse spørgsmål står man igen overfor en uoverstigelig mur.