Albert Mertz
5. nov. 1973
5-11-73
VIOLET–ER RØD + BLÅ
Det skal ikke være shaped canvas men den sædvanlige retangel.
Hvad er det der foregår når jeg arbejder med “R+B”?
Selve den håndværksmæssige udførelse er rent mekanisk og interesserer mig så lidt at jeg kun tænker på at få den hurtigt overstået.
Til dette formål har jeg fundet en let og effektiv teknik gouache på papir. Maling — olie — lak — akryl på lærred eller masonit — er straks for komplicerede og tager for lang tid. Det som interesserer mig er jo ikke at fremstille et billede, men at efterprøve en tanke — et indfald — ustandselig stille spørgsmålet: hvad kan man med disse a priori valgte elementer — hvad sker der når man gør sådan og sådan — jeg må se det for mine øjne for at kunne efterprøve det — derfor er selve udførelsen noget rent sekundært (og kunne foretages af mange andre end mig).
De to farver og strukturen er på forhånd givet — det som ikke på forhånd er givet er hvilke handlinger man kan foretage med dem. Jeg ønsker at det jeg har set ske det spørgsmål jeg har stillet og det svar jeg har fået også skal være direkte synligt for den eventuelle beskuer. Det er muligt, sandsynligt endda, han kan se hvad der er sket/ sker, men det er meget tvivlsomt om han udfra det kan nå frem til det spørgsmål jeg stillede og som var det væsentlige udgangspunkt for hvad der skete.
Dette spørgsmål, som man ofte kalder kunstnerens intention (inspiration!) er næste altid et lukket land for beskueren der derfor ofte har uforholdsmæssigt stort besvær med at tyde det svar han står overfor – det – at lige netop dette skete som en følge af det stillede spørgsmål.
Med fare for at man bevæger sig ind i et firkanted og kedsommeligt didaktisk område burde man måske overveje hvordan man havde mulighed for at inkorporere spørgsmålet i produktet således at beskueren har mulighed for at opererer både med spørgsmål og svar.
Idealet er selvfølgelig at både spørgsmål og svar fremlægges synligt i selve det område beskueren har for øje — men det er et ret utopisk ideal fordi spørgsmålet jo ikke som svaret kan være formuleret, var det tilfældet var spørgsmål og svar jo et. Spørgsmålet er en uformuleret, uforløst tænken, forløsningen foregår ved den handling som foretages — fremstillingen —.
Problemet kan løses banalt, men også utilfredsstillende ved at man giver produktet en titel hvori spørgsmålet ligger f.eks.; RUM ELLER FLADE? — ER DER FORSKEL — PERSPEKTIV? — RØD FREM — BLÅ TILBAGE? — men det er ikke tilfredsstillende. Mere tilfredsstillende ville det være hvis produktet var af en sådan art at beskueren kunne følge den tankehandling — altså fra spørgsmålet over handlingen til svaret. Således at han uden andet besvær end det der naturligt må ligge i tankens grad af fortættethed kan følge dens bevægelse.
Selve den håndværksmæssige udførelse er rent mekanisk og interesserer mig så lidt at jeg kun tænker på at få den hurtigt overstået.
Til dette formål har jeg fundet en let og effektiv teknik gouache på papir. Maling — olie — lak — akryl på lærred eller masonit — er straks for komplicerede og tager for lang tid. Det som interesserer mig er jo ikke at fremstille et billede, men at efterprøve en tanke — et indfald — ustandselig stille spørgsmålet: hvad kan man med disse a priori valgte elementer — hvad sker der når man gør sådan og sådan — jeg må se det for mine øjne for at kunne efterprøve det — derfor er selve udførelsen noget rent sekundært (og kunne foretages af mange andre end mig).
De to farver og strukturen er på forhånd givet — det som ikke på forhånd er givet er hvilke handlinger man kan foretage med dem. Jeg ønsker at det jeg har set ske det spørgsmål jeg har stillet og det svar jeg har fået også skal være direkte synligt for den eventuelle beskuer. Det er muligt, sandsynligt endda, han kan se hvad der er sket/ sker, men det er meget tvivlsomt om han udfra det kan nå frem til det spørgsmål jeg stillede og som var det væsentlige udgangspunkt for hvad der skete.
Dette spørgsmål, som man ofte kalder kunstnerens intention (inspiration!) er næste altid et lukket land for beskueren der derfor ofte har uforholdsmæssigt stort besvær med at tyde det svar han står overfor – det – at lige netop dette skete som en følge af det stillede spørgsmål.
Med fare for at man bevæger sig ind i et firkanted og kedsommeligt didaktisk område burde man måske overveje hvordan man havde mulighed for at inkorporere spørgsmålet i produktet således at beskueren har mulighed for at opererer både med spørgsmål og svar.
Idealet er selvfølgelig at både spørgsmål og svar fremlægges synligt i selve det område beskueren har for øje — men det er et ret utopisk ideal fordi spørgsmålet jo ikke som svaret kan være formuleret, var det tilfældet var spørgsmål og svar jo et. Spørgsmålet er en uformuleret, uforløst tænken, forløsningen foregår ved den handling som foretages — fremstillingen —.
Problemet kan løses banalt, men også utilfredsstillende ved at man giver produktet en titel hvori spørgsmålet ligger f.eks.; RUM ELLER FLADE? — ER DER FORSKEL — PERSPEKTIV? — RØD FREM — BLÅ TILBAGE? — men det er ikke tilfredsstillende. Mere tilfredsstillende ville det være hvis produktet var af en sådan art at beskueren kunne følge den tankehandling — altså fra spørgsmålet over handlingen til svaret. Således at han uden andet besvær end det der naturligt må ligge i tankens grad af fortættethed kan følge dens bevægelse.
