Albert Mertz
7. okt. 1971
7-10-71
De sidste par dages anfægtelser med “R+B” viser sig, ret hurtigt, ikke at være særlig dybtgaaende. Der stadig uløste problemer i den.
Det er jo for det første ikke sikkert Rødt og Blaa er de “rigtige” farver til dette formaal — muligvis fungerer Blaa og sort (mørkegraa) bedre – maaske nogle helt andre. Og som en følge af det første, for det andet: vil det sige at det alligevel betyder noget hvilke farve man benytter og for det tredie har perceptionen saaledes en væsentlig rolle?
Det er en kendsgerning at perceptionen maa komme til at spille en væsentlig rolle da det er gennem det man rent fysisk ser – conceptionsmulighederne opstaar. Men ikke i kraft af at det er en rød og blaa eller en blaa og sort – at man kan vælge det ene farvepar frem for det andet er egentligt et rent teknisk spørgsmaal om hvordan farveparret rent fysisk virker ind paa øjet – det har intet at gøre med en betydning i farven den røde betyder ikke mere – eller noget væsentligt anderledes end f.eks sort – de opfattes fysisk forskelligt og kan kun have en betydning i forhold til den enkelte tilskuer. Hvis man ikke finder det tilfredsstillende at repeterer det samme billede om og om, er det saa muligt med denne meget neutrale struktur og skabe en forskel fra billede til billede, men vel at mærke ikke en forskel baseret paa en æstetiserende farvefølsomhed – en saakaldt kolorisme?
En direkte synlig forskel billederne imellem kan selvfølgelig først og fremmest konstateres ved at man forandre de enkelte farvers valør og farveparrets indbyrdes forhold – men, for at stille et intrigant spørgsmaal kan en saadan ydre forandre svare til en “indre” – “indholdsmæssig? Det jeg er ude efter er ikke om der i disse forandringer er expressive muligheder men langt snarere om de forskellige billeder vil blive opfattet som vidt forskellige, og ikke blot som en del af en serie, ligesaa forskellige som billeder malet med andre strukturer og farver og saaledes fremvisende forskellige udseender? At man ikke betragter billederne som variationer indenfor en bestemt form- farvestruktur – variationer over et tema – men som et, hver gang, nyt billede? En sammenligning (selvfølgelig især hvis billederne ses i sammenhæng) rent perceptionsmæssigt vil alene paa grund af genkendelsen af den samme farve- formstruktur være uundgaaeligt – spørgsmaalet er om man kan overvinde denne identitets betydning ved en tilstrækkelig grad af forskellighed? At man alene maa ty’ til variationen kan ikke undgaas og alene denne kendsgerning gør det næsten umuligt at komme udover det rent formalistisk - æstetiske.
_____________
Det er jo for det første ikke sikkert Rødt og Blaa er de “rigtige” farver til dette formaal — muligvis fungerer Blaa og sort (mørkegraa) bedre – maaske nogle helt andre. Og som en følge af det første, for det andet: vil det sige at det alligevel betyder noget hvilke farve man benytter og for det tredie har perceptionen saaledes en væsentlig rolle?
Det er en kendsgerning at perceptionen maa komme til at spille en væsentlig rolle da det er gennem det man rent fysisk ser – conceptionsmulighederne opstaar. Men ikke i kraft af at det er en rød og blaa eller en blaa og sort – at man kan vælge det ene farvepar frem for det andet er egentligt et rent teknisk spørgsmaal om hvordan farveparret rent fysisk virker ind paa øjet – det har intet at gøre med en betydning i farven den røde betyder ikke mere – eller noget væsentligt anderledes end f.eks sort – de opfattes fysisk forskelligt og kan kun have en betydning i forhold til den enkelte tilskuer. Hvis man ikke finder det tilfredsstillende at repeterer det samme billede om og om, er det saa muligt med denne meget neutrale struktur og skabe en forskel fra billede til billede, men vel at mærke ikke en forskel baseret paa en æstetiserende farvefølsomhed – en saakaldt kolorisme?
En direkte synlig forskel billederne imellem kan selvfølgelig først og fremmest konstateres ved at man forandre de enkelte farvers valør og farveparrets indbyrdes forhold – men, for at stille et intrigant spørgsmaal kan en saadan ydre forandre svare til en “indre” – “indholdsmæssig? Det jeg er ude efter er ikke om der i disse forandringer er expressive muligheder men langt snarere om de forskellige billeder vil blive opfattet som vidt forskellige, og ikke blot som en del af en serie, ligesaa forskellige som billeder malet med andre strukturer og farver og saaledes fremvisende forskellige udseender? At man ikke betragter billederne som variationer indenfor en bestemt form- farvestruktur – variationer over et tema – men som et, hver gang, nyt billede? En sammenligning (selvfølgelig især hvis billederne ses i sammenhæng) rent perceptionsmæssigt vil alene paa grund af genkendelsen af den samme farve- formstruktur være uundgaaeligt – spørgsmaalet er om man kan overvinde denne identitets betydning ved en tilstrækkelig grad af forskellighed? At man alene maa ty’ til variationen kan ikke undgaas og alene denne kendsgerning gør det næsten umuligt at komme udover det rent formalistisk - æstetiske.
_____________
Det er muligt man skal prøve at tænke paa en hel anden led at man skal lade disse formalistisk - æstetiske overvejelser og frygten for det ligge og prøve at se problemet fra en anden vinkel.
Men hvilke?
Det er f.eks muligt at det spørgsmaal man stiller om variationer – forskellighed – adskillelse af de enkelte billeder fra hinanden – undgaaelse af serie o.s.v – er forkert! Det er muligt at man uden at vide det stadig hænger fast i en ren expressiv forestilling, at man forveksler det egentlige spørgsmaal med noget rent sekundært. Udgangspunktet for ideen var jo ikke hverken form eller farve – og hellerikke struktur – selvom en minimal saadan er nødvendig for at det hele kan eksisterer – ses, men hverken formen, farven eller strukturen er/skal være – bære af nogen betydning. Det væsentlige ligger maaske i dette ene at man gør tingen. Man gør den som et rent rutinearbejde men uden at lukke for de tilfældigheder som opstaar – maa opstaa – selv under et rutinearbejde.
Her er vi saa ved et punkt jeg har kredset om i længere tid, nemlig dette at selve den handling og tiden som forløber under den – selve fremstillingsprocessen er det centrale – ikke for at naa frem til et expressionistisk udtryk af hvad der er sket med mig under denne proces, men helt direkte hvad der sker med billedet som en kunstnerisk ting.
_____________
Men hvilke?
Det er f.eks muligt at det spørgsmaal man stiller om variationer – forskellighed – adskillelse af de enkelte billeder fra hinanden – undgaaelse af serie o.s.v – er forkert! Det er muligt at man uden at vide det stadig hænger fast i en ren expressiv forestilling, at man forveksler det egentlige spørgsmaal med noget rent sekundært. Udgangspunktet for ideen var jo ikke hverken form eller farve – og hellerikke struktur – selvom en minimal saadan er nødvendig for at det hele kan eksisterer – ses, men hverken formen, farven eller strukturen er/skal være – bære af nogen betydning. Det væsentlige ligger maaske i dette ene at man gør tingen. Man gør den som et rent rutinearbejde men uden at lukke for de tilfældigheder som opstaar – maa opstaa – selv under et rutinearbejde.
Her er vi saa ved et punkt jeg har kredset om i længere tid, nemlig dette at selve den handling og tiden som forløber under den – selve fremstillingsprocessen er det centrale – ikke for at naa frem til et expressionistisk udtryk af hvad der er sket med mig under denne proces, men helt direkte hvad der sker med billedet som en kunstnerisk ting.
_____________
“The process and problem of painting is reduced to something that has only to do with essence “ Ad Reinhardt.
___________________________________________________________
___________________________________________________________
Prøv at undgaa det drastisk dogmatiske som ligger i at tvinge dig til ikke at lave andre ting end “R+B” jo mere du giver efter for tilskyndelserne til at lave andre ting, parallelt med “R+B” jo hurtigere vil disse tilskyndelser formindskes, ja maaske helt overstaas, og vil ikke blive problemskabende. En bevidst undertrykkelse vil derimod skabe problemer og altfor store udsving. Og forøvrigt er det et falsk ideal at have kun at maatte arbejde med een ting ad gangen.
