Albert Mertz
16. apr. 1972
16-4-72
“Les perceptions sensorielles ne sont qu' une connaissance indirecte, relative.
A. Desjardin.
_____________
A. Desjardin.
_____________
Perceptionen af “R+B” er meget elementær – og hurtigt overstaaet.
Perceptionen – konstateringen bestaar af: der er – to kvadrater – sammen danner de et rektangel – eet kvadrat multipliceret til to – facit – rektangel.
Perceptionen – konstateringen bestaar af: der er – to kvadrater – sammen danner de et rektangel – eet kvadrat multipliceret til to – facit – rektangel.
De eneste punkter paa objektet hvor der kan opstaa en mere (men ikke meget) kompliceret perception er:
1. Midterlinien – der dog ikke i egentligste forstand er en grafisk linie, men alene dannes af de to farvers opad hinanden stødende grænser. Denne midterdeling bliver bl.a fordi den ikke er af ren grafisk karakter – en abstraktion – et flydende punkt med en vis grad af expressiv karakter.
2. Hjørnerne – danner i lighed med midterlinien en abstrakt – udefinerbar – flexibel bestandel af objektet. Disse otte hjørner eller ihvertfald de fire er objektets ophør og møde med den omgivende virkelighed. Disse hjørner er ligeledes et brud paa den vandrette – lodrette perception idet de er svagt trekant dannende.
Disse punkter er stort set en udtømmende beskrivelse af “R+B”s perception. Men perceptionen er, og kan ikke være, det væsentlige aktiv af “R+B” Der maa være noget “mere” end denne hurtigt overstaaede perception – men hvad?
Strukturen – kvadraterne – rektanglet forbliver i sin neutralitet hvorimod farverne – Rød + Blaa ikke kan siges at være af tilsvarende neutral beskaffenhed – alene paa grund af deres indbyrdes kontrastforhold.
Hvad der sker med farverne er simpelthen at perceptionen mangler øjeblikkelig præciserbarhed. Man konstaterer straks farvens art – klassificering – rød – Blaa, men ved de to farvers indvirken paa hinanden (via komplementariteten) faar hver farve en flexibel karakter. Rumlig bevæger de sig ogsaa ustabilt – det ene øjeblik kan den røde synes fremme i billedplanet og den blaa tilbage – det næste øjeblik kan dette rumforhold være stik omvendt. Paa grund af komplementariteten har disse to farver sammen en tendens til at vippe – flimre (OP) og ligger de tilstrækkelig ens i lysstyrke kan de næsten ophæve hinanden – de har i det hele taget en tendens mod det “farveløse”. D.v.s - de er begge saa kraftige – saa rene at øjet hurtigt trættes og ikke kan opfatte dem som farve i koloristisk henseende, men alene som en rød og en blaa der ustandselig spiller op mod hinanden.
Den røde har en tendens til at gøre den Blaa mørk (sort) og den Blaa faar det lyse (hvide ) frem i den røde.
Disse perceptionsmuligheder, og der er flere – især hvis der bevidst arbejdes med de to farvers indbyrdes forhold – hverken kan, eller bør være, hele pointen i ideen.
Et kvadrat er en meget neutral form (figur) to ens kvadrater sat sammen er en fordobling af denne neutralitet. Disse to kvadraters farver — Rød og Blaa er neutrale i den forstand at de ikke er noget udover at være den røde og den blaa farve — holdes de inden for dette deres respektive omraader er hvilken rød — hvilken blaa —lidt lysere — lidt mørkere — lidt køligere — lidt varmere helt ligegyldigt.
Totaliteten af det fremstillede objekt bliver da i perceptionsmæssig henseende meget neutralt — et meget magert udsagn. Det som sker med beskueren er at han ikke vil stille sig tilfreds med dette magre udsagn, men vil søge noget mere. Produktet stiller ham overfor et, eller en række spørgsmål. I forsøget paa at besvare disse spørgsmaal begynder produktet i forhold til beskueren at fungerer og som Wittgenstein siger, “The meaning is the use”.
1. Midterlinien – der dog ikke i egentligste forstand er en grafisk linie, men alene dannes af de to farvers opad hinanden stødende grænser. Denne midterdeling bliver bl.a fordi den ikke er af ren grafisk karakter – en abstraktion – et flydende punkt med en vis grad af expressiv karakter.
2. Hjørnerne – danner i lighed med midterlinien en abstrakt – udefinerbar – flexibel bestandel af objektet. Disse otte hjørner eller ihvertfald de fire er objektets ophør og møde med den omgivende virkelighed. Disse hjørner er ligeledes et brud paa den vandrette – lodrette perception idet de er svagt trekant dannende.
Disse punkter er stort set en udtømmende beskrivelse af “R+B”s perception. Men perceptionen er, og kan ikke være, det væsentlige aktiv af “R+B” Der maa være noget “mere” end denne hurtigt overstaaede perception – men hvad?
Strukturen – kvadraterne – rektanglet forbliver i sin neutralitet hvorimod farverne – Rød + Blaa ikke kan siges at være af tilsvarende neutral beskaffenhed – alene paa grund af deres indbyrdes kontrastforhold.
Hvad der sker med farverne er simpelthen at perceptionen mangler øjeblikkelig præciserbarhed. Man konstaterer straks farvens art – klassificering – rød – Blaa, men ved de to farvers indvirken paa hinanden (via komplementariteten) faar hver farve en flexibel karakter. Rumlig bevæger de sig ogsaa ustabilt – det ene øjeblik kan den røde synes fremme i billedplanet og den blaa tilbage – det næste øjeblik kan dette rumforhold være stik omvendt. Paa grund af komplementariteten har disse to farver sammen en tendens til at vippe – flimre (OP) og ligger de tilstrækkelig ens i lysstyrke kan de næsten ophæve hinanden – de har i det hele taget en tendens mod det “farveløse”. D.v.s - de er begge saa kraftige – saa rene at øjet hurtigt trættes og ikke kan opfatte dem som farve i koloristisk henseende, men alene som en rød og en blaa der ustandselig spiller op mod hinanden.
Den røde har en tendens til at gøre den Blaa mørk (sort) og den Blaa faar det lyse (hvide ) frem i den røde.
Disse perceptionsmuligheder, og der er flere – især hvis der bevidst arbejdes med de to farvers indbyrdes forhold – hverken kan, eller bør være, hele pointen i ideen.
Et kvadrat er en meget neutral form (figur) to ens kvadrater sat sammen er en fordobling af denne neutralitet. Disse to kvadraters farver — Rød og Blaa er neutrale i den forstand at de ikke er noget udover at være den røde og den blaa farve — holdes de inden for dette deres respektive omraader er hvilken rød — hvilken blaa —lidt lysere — lidt mørkere — lidt køligere — lidt varmere helt ligegyldigt.
Totaliteten af det fremstillede objekt bliver da i perceptionsmæssig henseende meget neutralt — et meget magert udsagn. Det som sker med beskueren er at han ikke vil stille sig tilfreds med dette magre udsagn, men vil søge noget mere. Produktet stiller ham overfor et, eller en række spørgsmål. I forsøget paa at besvare disse spørgsmaal begynder produktet i forhold til beskueren at fungerer og som Wittgenstein siger, “The meaning is the use”.
Væg I
Væg II
(Væggene skal være lige overfor hinanden saaledes at beskueren maa vende sig)
(Væggene skal være lige overfor hinanden saaledes at beskueren maa vende sig)
Væg I Væg II
Disse ideer baseres altfor meget paa det rent perceptionsmæssige –: skilt – samlet. Stort – smaat.
A B
