Albert Mertz
26. jul. 1971
26-7-71,
“Rød+Blaa” ideen holder aabenbart fast ved mig med en vis stædighed. Forleden kasserede jeg den total — og i dag dukker den op igen med fornyet styrke. Der er vel derfor ikke andet at gøre end analyserer den, hver gang den dukker op — finde ud af hvad den inderst inde i virkeligheden repræsenterer. Hvad er det f.eks. der stadig kan fascinerer mig ved den, tiltrods for at jeg gang paa gang har kasseret den?
Det er først og fremmest ideen om at kunne alt med de enkleste, neutraleste, minimaleste midler — det er dette at denne gentagelse i sig bære muligheden for ustandselig at skifte betydning. Det er altsaa ikke selve perceptionens effektivitet — slet ikke, for den er paa næsten alle punkter ordinær og uinteressant — det er dette at man har valgt engang for alle een struktur, hvormed man mener at kunne dække alt hvad man vil. Det er dette at den betydning man i hvert enkelt tilfælde vil give denne repetitive struktur netop grunden paa dens repetivitet hver gang maa være meget præcis, at den ikke tillader at man bruger den tilfældigt — uden omtanke, men at man netop nøje tvinges til at gennemtænke hver gang — hvorfor — man vil bruge den. Men — jeg kan ikke andet end finde det ejendommeligt at jeg om aftenen kan sidde fascineret og studerer en Salvador Dali bog — og så næste formiddag beskæftige mig med “Rød+Blaa” ideen som i sandhed staar i skarpeste modsætning til Dali. Maaske er der netop en pointe i dette. Jeg er stærkt optaget af Salvador Dalis arbejder og tanker, men det er ikke det teatralske udstyr som interesserer mig, tværtom — det er essensen — det billederne ikke viser, men som er der. Det der optager mig ved “Rød + Blaa” er netop at enhver tendens til overflødigt udstyr som hos en Dali er umuliggjort ved hele “Rød+Blaa”—strukturens nødtørftighed og at man derfor tvinges til med det samme, uden omsvøb og falbelader, at beskæftige sig med essensen — eller maaske kan man sige med selve begrebet kunst. Det er hvordan man bruger “Rød+Blaa” propositionen i forhold til kunstbegrebet — og ikke “Rød+Blaa” strukturens perception (og expression) i sig selv som er af vigtighed.
Min teori gaar ud paa (bevist den har jeg ikke endnu — og om den kan bevises eller vise sig at være andet end en ren arbejdshypotese ved jeg ikke) at med disse midler som meget stærkt nærmer sig perceptionens nulpunkt, vil jeg kunne sige alt det f.eks. Dali siger med opbud af hele sit billedteater. Dali baserer i udpræget grad sit arbejde paa perceptionen hvorimod jeg i højere grad ønsker at baserer det paa conceptionen (ikke at forveksle med conceptual — art!)
Selve propositionen bliver derved et ret uvæsentligt spørgsmaal i forhold til hvordan den bruges. D.V.S. — det bliver et spørgsmaal om strategi i forhold til kunstbegrebet, det bliver et spørgsmaal om HVORDAN — HVORNAAR — man præsenterer (synliggør) propositionen. Med andre ord det er ikke ligegyldigt hvornaar man viser den — eller hvor — det bliver også et spørgsmaal om hvor ofte man kan lade den optræde — sammen med hvad og hvem. Hvergang propositionen præsenteres maa man i forvejen grundigt have gennemtænkt omstændighederne — da de er mindst lige så vigtige som propositionen selv.
Al dette fører igen over i BOGprojektet. Spørgsmaalene bliver: er det et rigtigt tidspunkt, en rigtig form at præsenterer præpositionen paa — man maa formode at det er første gang den præsenteres (hvis jeg ikke før — eller maaske samtidig — præsenterer den på “den frie”1) Bogen vil komme engang i 72 — og maaske har jeg til den tid helt forladt, ja maaske endda kasseret, ideen. Skulle dette være tilfældet kan man argumenterer for en udsendelse af bogen med at den repræsenterer mindst 2 aars teoretisk tænken og at den dermed er det synlige resultat af denne af tænken. Men selvom ideen ikke er kasseret og maaske bliver den første præsentation er det meget vigtigt at den kommer til at fremtræde med hele sin tankemæssige konsekvens (selvom altsaa den skulle have lidt et nedslag ved at vise sig ikke at være saa konsekvens).
Derfor maa Bogen disponeres meget præcis.
Omslaget delt i et Rødt og et Blaat kvadrat - i det røde staar med blaat RØD og det halve af et + plus i det blaa med rødt den anden halvdel af + plusset og Blaat.
__________________________________________________________
Det er først og fremmest ideen om at kunne alt med de enkleste, neutraleste, minimaleste midler — det er dette at denne gentagelse i sig bære muligheden for ustandselig at skifte betydning. Det er altsaa ikke selve perceptionens effektivitet — slet ikke, for den er paa næsten alle punkter ordinær og uinteressant — det er dette at man har valgt engang for alle een struktur, hvormed man mener at kunne dække alt hvad man vil. Det er dette at den betydning man i hvert enkelt tilfælde vil give denne repetitive struktur netop grunden paa dens repetivitet hver gang maa være meget præcis, at den ikke tillader at man bruger den tilfældigt — uden omtanke, men at man netop nøje tvinges til at gennemtænke hver gang — hvorfor — man vil bruge den. Men — jeg kan ikke andet end finde det ejendommeligt at jeg om aftenen kan sidde fascineret og studerer en Salvador Dali bog — og så næste formiddag beskæftige mig med “Rød+Blaa” ideen som i sandhed staar i skarpeste modsætning til Dali. Maaske er der netop en pointe i dette. Jeg er stærkt optaget af Salvador Dalis arbejder og tanker, men det er ikke det teatralske udstyr som interesserer mig, tværtom — det er essensen — det billederne ikke viser, men som er der. Det der optager mig ved “Rød + Blaa” er netop at enhver tendens til overflødigt udstyr som hos en Dali er umuliggjort ved hele “Rød+Blaa”—strukturens nødtørftighed og at man derfor tvinges til med det samme, uden omsvøb og falbelader, at beskæftige sig med essensen — eller maaske kan man sige med selve begrebet kunst. Det er hvordan man bruger “Rød+Blaa” propositionen i forhold til kunstbegrebet — og ikke “Rød+Blaa” strukturens perception (og expression) i sig selv som er af vigtighed.
Min teori gaar ud paa (bevist den har jeg ikke endnu — og om den kan bevises eller vise sig at være andet end en ren arbejdshypotese ved jeg ikke) at med disse midler som meget stærkt nærmer sig perceptionens nulpunkt, vil jeg kunne sige alt det f.eks. Dali siger med opbud af hele sit billedteater. Dali baserer i udpræget grad sit arbejde paa perceptionen hvorimod jeg i højere grad ønsker at baserer det paa conceptionen (ikke at forveksle med conceptual — art!)
Selve propositionen bliver derved et ret uvæsentligt spørgsmaal i forhold til hvordan den bruges. D.V.S. — det bliver et spørgsmaal om strategi i forhold til kunstbegrebet, det bliver et spørgsmaal om HVORDAN — HVORNAAR — man præsenterer (synliggør) propositionen. Med andre ord det er ikke ligegyldigt hvornaar man viser den — eller hvor — det bliver også et spørgsmaal om hvor ofte man kan lade den optræde — sammen med hvad og hvem. Hvergang propositionen præsenteres maa man i forvejen grundigt have gennemtænkt omstændighederne — da de er mindst lige så vigtige som propositionen selv.
Al dette fører igen over i BOGprojektet. Spørgsmaalene bliver: er det et rigtigt tidspunkt, en rigtig form at præsenterer præpositionen paa — man maa formode at det er første gang den præsenteres (hvis jeg ikke før — eller maaske samtidig — præsenterer den på “den frie”1) Bogen vil komme engang i 72 — og maaske har jeg til den tid helt forladt, ja maaske endda kasseret, ideen. Skulle dette være tilfældet kan man argumenterer for en udsendelse af bogen med at den repræsenterer mindst 2 aars teoretisk tænken og at den dermed er det synlige resultat af denne af tænken. Men selvom ideen ikke er kasseret og maaske bliver den første præsentation er det meget vigtigt at den kommer til at fremtræde med hele sin tankemæssige konsekvens (selvom altsaa den skulle have lidt et nedslag ved at vise sig ikke at være saa konsekvens).
Derfor maa Bogen disponeres meget præcis.
Omslaget delt i et Rødt og et Blaat kvadrat - i det røde staar med blaat RØD og det halve af et + plus i det blaa med rødt den anden halvdel af + plusset og Blaat.
__________________________________________________________
SIDE 1. Marcel Duchamp og Tibetaner - citatet med sort almindelig skrift.
__________________________________________________________
__________________________________________________________
SIDE 2. kort (meget kort) tekst - som indføring underskrevet AM - første gang mit navn forekommer ( og eneste?)
__________________________________________________________
__________________________________________________________
SIDE 3-14. RØD + BLAA helt uden margen og paa bladets begge sider, (ialt 18)
__________________________________________________________
__________________________________________________________
SIDE 15-20 RØD-BLAA - men her kun paa Bladets ene side saaledes at der bliver en side blank hvorpaa der med fra side til side skiftede mellem rød og Blaa skrift sker f eks - “NATURE - MORTE” 1967. - “PASSION” 1970 - O.S.V - en med aarstallet 1978 for at vise at det hele fortsætter.
__________________________________________________________
__________________________________________________________
SIDE 21-30. Igen Rød + Blaa paa bladets begge sider. (Heri mellem een omvendt Blaa - Rød)
__________________________________________________________
__________________________________________________________
SIDE 31-40. Atter Rød + Blaa men nu kun på bladets ene side - paa den blanke en konturtegning af strukturen og paa den første en tekst:
UDFYLD DISSE FELTER SOM DE HAR LYST.
__________________________________________________________
UDFYLD DISSE FELTER SOM DE HAR LYST.
__________________________________________________________
Bagside: Rød - Blaa paa midten sammenslutningens Bomærke i Blaa og Rød.
__________________________________________________________
__________________________________________________________
P.S. Tag spørgsmaalet om margen under overvejelse - det er muligt at sider helt uden luft omkring propositionen virker for tung og det gør endelig hverken fra eller til om propositionen associerer til et billede. Men margenen maa ikke være saa smal at den kommer til at fungere som en indramning.
