23. sep. 1972

Jeg har set ugens produkter igennem. Og har fundet ud af:
1. At placerer “R+B” inde på en flade er forkert – det er ikke alene billeddannende (form til form – farve til farve stof – til stof) men svækker farvens udstråling – og det bliver et “abstrakt maleri”.
2. Jeg kan stadig ikke benægte at det generer mig at det hele er baseret på to farver – især generer den røde.
På den anden side ønsker jeg ikke at gå over i Ryman/Manzoni hvidt Yves Klein monochrom eller Ad Reinhardt sort.
Og hvad er der så tilbage?
Det jeg gerne vil opnå: et rumareal som er til via en svingende vibration (og ikke en farvemæssig Op-virkning) kan jeg måske opnå ved en destruktion af farven – hvordan?
I Tranekær lavede jeg nogle papbilleder hvor jeg ovenpå Ugebladsillustrationer påførte det ene farvelag efter det andet – indtil jeg synes det var tidspunktet at holde op.
Selvfølgelig kunne man godt udpege de forskellige plader som blålig – grønlig – gullig – rødlig – o.s.v – men kun omtrentlig. For et års tid siden lavede jeg her nogle små papplader som jeg indenfor “R+B” strukturen bearbejdede med forskellige materialer – aske – tusch – blå – sølvbronche – lim – mad – o.s.v også de var farveløse – havde ihvertfald kun den farve der var det pågældende materiales.  
De her nævnte produkter er nærmere en løsning af hvad jeg søger end “R+B” hvor farven er for dominerende-
Her kommer selvfølgelig så problemet med at forfalde til materialeæstetik.
__________________________________________________________

Hvad med egentlig man vil med at producerer kunst?
Jeg spørger i samme åndedræt som jeg ved at dette spørgsmål ikke kan besvares.
Hvad er det som sker når man sætter en kunstnerisk handling igang når jeg f.eks producerer “R+B”?
Det første man bliver sig bevidst når man vil forsøge besvare dette spørgsmål er; de handlinger man foretager, f.eks valget af materiale, formningen af dette materiale, valget mellem dets forskellige muligheder o.s.v er næsten overvejende baseret på og udsprunget af: det man ved om kunst (billedkunst) det man ved om sin samtids kunst og det man ved om den helt øjeblikkelige aktuelle kunstsituation.
Det er indenfor denne forestillings og begrebsverden man starter. Det næste man så handler efter er ens helt personlige forhold og stilling til denne viden om kunsten – og endelig, eller rettere måske, spørger man sig selv overfor valgmulighed simpelthen som menneske.
Dette sidste er lidt tvivlsomt. Selvfølgelig forsøger man at tage personlig stilling til hele den omfattende kunstneriske problematik, men om man kan drage hele sin subjektive menneskelige funktion med ind i dette spørgsmål er tvivlsomt.
Det er hvad jeg prøver at gøre når jeg stiller spørgsmålet: hvad får mig til at arbejde med “R+B”ideen? Stiller man spørgsmålet udelukkende fra et kunstnerisk synspunkt er det nok stadig svært at besvare, men ikke umuligt, man kan svare at man vil bevise at dette at fremstille et fysisk produkt udelukkende er baseret på kunstneriske kriterier og så vidt gørligt alene eksisterer i kraft af disse kriterier, endnu kan lade sig gøre — o.s.v — o.s.v.
Spørger man derimod: hvad vil jeg som menneske med en sådan beskæftigelse og hvad vil jeg med dette produkt? Da bliver det straks meget tvivlsomt om man tilnærmelsesvis tilfredsstillende kan besvare et sådant spørgsmål.
Er det som G. Bataille mener fordi man har en trang til at erobre det ukendte, bevæge sig ud i ikke videns område? Måske har G. Bataille ret — det er trangen driften mod det man intet kender til det man ikke ved noget om, det man ikke har kendskab til. Derfor er spørgsmålene hvorfor og hvad til ikke alene overflødige, men let hysteriske for man kan ikke vide hvorfor man gør det og endnu mindre hvad man vil med det.
Disse spørgsmål er lammende, og det som lammer den aktuelle kunstsituation — dette at man søger en mening — en hensigt — hvor der ikke kan være nogen.
Alle de nu 11 hæfter jeg indenfor en årrække har siddet og fyldt med pro et contra angående “R+B” kan jeg fortsætte med i al evighed uden at nå nogen vegne, det eneste der kan tælle er at gøre tingene og rent fysisk erfarer dem — SE dem.
Man kan ikke foruddiskonterer en handling man må følge den øjeblikkelige indskydelse og den følgende handling — så kan man, måske, bagefter vurderer den.
Selv hvor man har sat sig visse grænser inden for hvilke man vil opererer som f.eks med “R+B” må man i sidste ende følge sin instinktive fornemmelse.