Albert Mertz
10. nov. 1973
10-11-73.
Det der får mig til ustandselig (nu gennem 5 år) at vende tilbage til “R+B” er ideens og materialiseringens overskuelighed, at hele propositionen er baseret på det øjen – synlige hvad man helt direkte kan se der sker. Conceptionen er en direkte følge af perceptionen.
Men der er også et paradoks i “R+B” som tiltaler mig: det er så åbenbart to forskellig farvede kvadrater som fylder den retangulære flade ud – MEN – de to farve RØD-BLÅ – har et næsten 100 % sort-hvid forhold til hinanden hvorved de bliver rumligt forskellige, ligesom Rød ved sin intensitet springer først og øjeblikkeligt i øjet hvorimod Blå ved sin vigende (uendelige) karakter går indad. Dette forhold kan veksle ved at rød nok stadig springer frem ses først, men Blå ved sin nære tilknytning til sort gør den røde til repræsentant for hvid, hvorved når det røde chok er overstået, den blå i et vist omfang tager føreskabet.
De to farver kan derfor aldrig selvom de realt dækker samme fladeareal få samme rumlige bevægelse – på den ene eller anden måde vil de altid kolliderer med hinanden. Dette fænomen modsiger fladeobjektets reale identitet indfører en rumlig illusion der på sin side igen modsiges af at farverne er identiske med selve fladearealets grænser hvorved øjet igen vender tilbage til objektrealiteten. Der foregår således et stadig vekselspil mellem hvad man ved – kan konstaterer som realt og hvad øjet alene opfatter som visuelt realt den illusion af rumlighed som fremkaldes af farvernes indbyrdes kontrastering.
Hvad der også tiltaler mig ved “R+B” er at der ved hvert enkelt produkt er tale om det samme farvepar – farverne som bestemte objekter og ikke som farvebegreb.
Men der er også et paradoks i “R+B” som tiltaler mig: det er så åbenbart to forskellig farvede kvadrater som fylder den retangulære flade ud – MEN – de to farve RØD-BLÅ – har et næsten 100 % sort-hvid forhold til hinanden hvorved de bliver rumligt forskellige, ligesom Rød ved sin intensitet springer først og øjeblikkeligt i øjet hvorimod Blå ved sin vigende (uendelige) karakter går indad. Dette forhold kan veksle ved at rød nok stadig springer frem ses først, men Blå ved sin nære tilknytning til sort gør den røde til repræsentant for hvid, hvorved når det røde chok er overstået, den blå i et vist omfang tager føreskabet.
De to farver kan derfor aldrig selvom de realt dækker samme fladeareal få samme rumlige bevægelse – på den ene eller anden måde vil de altid kolliderer med hinanden. Dette fænomen modsiger fladeobjektets reale identitet indfører en rumlig illusion der på sin side igen modsiges af at farverne er identiske med selve fladearealets grænser hvorved øjet igen vender tilbage til objektrealiteten. Der foregår således et stadig vekselspil mellem hvad man ved – kan konstaterer som realt og hvad øjet alene opfatter som visuelt realt den illusion af rumlighed som fremkaldes af farvernes indbyrdes kontrastering.
Hvad der også tiltaler mig ved “R+B” er at der ved hvert enkelt produkt er tale om det samme farvepar – farverne som bestemte objekter og ikke som farvebegreb.
