Albert Mertz
1. dec. 1971
1-12-71
At betragte “R+B” som en Cycle og ikke som enkeltdele er maaske en løsning. Man har to komponenter – grundakkorder som er permanente over hvilke, og udfra hvilke man kan varierer udbygge forskellige tematiske motiver – improviserer som naar man i musikken har to grundakkorder der stadig gentager sig i variation.
Ikke fordi variationen i sig selv anses for at være en kvalitet, men alene fordi den er en mulighed for fri udfoldelse – forandring fra dag til dag. Saaledes bliver “R+B” ikke kun en ren mekanisk repetition, men en mulighed for at udelukke hvad der ikke har med kunsten at gøre uden at blive dogmatisk, pragmatisk, begrænset, men netop med rige (ubegrænsede?) muligheder for aktion.
Begrebet Cycle tiltaler mig mere end seriebegrebet, dette sidste pretenderer en sammenhængende indbyrdes afhængighed mellem de enkelte dele, hvorimod cycle betyder et fænomen der gentager sig – eller noget med et vist sammnehæng. Dette bevirker at en cycle ikke er en lukket forudberegnet ting, men at det enkelte værk baade kan ses i sammenhæng og enkeltvis, hvilket ikke er tilfældet med en serie hvor den ene del er en forudsætning for den anden.
Vanskeligheden ligger i at gøre det klart at den ene variation, over dette grundtema, ikke er bedre end den anden – og at undgaa at der opstaar en æsteticerende opfattelse.
Ikke fordi variationen i sig selv anses for at være en kvalitet, men alene fordi den er en mulighed for fri udfoldelse – forandring fra dag til dag. Saaledes bliver “R+B” ikke kun en ren mekanisk repetition, men en mulighed for at udelukke hvad der ikke har med kunsten at gøre uden at blive dogmatisk, pragmatisk, begrænset, men netop med rige (ubegrænsede?) muligheder for aktion.
Begrebet Cycle tiltaler mig mere end seriebegrebet, dette sidste pretenderer en sammenhængende indbyrdes afhængighed mellem de enkelte dele, hvorimod cycle betyder et fænomen der gentager sig – eller noget med et vist sammnehæng. Dette bevirker at en cycle ikke er en lukket forudberegnet ting, men at det enkelte værk baade kan ses i sammenhæng og enkeltvis, hvilket ikke er tilfældet med en serie hvor den ene del er en forudsætning for den anden.
Vanskeligheden ligger i at gøre det klart at den ene variation, over dette grundtema, ikke er bedre end den anden – og at undgaa at der opstaar en æsteticerende opfattelse.
