19. dec. 1974

Jeg fortsætter med at fremstille variationer af “R+B” på forskellig malegrund (tegneblokspap – karton – ugeblade – o.s.v) ændrer de to farver indenfor området sort-hvid – varm-kold – lys-mørk. Hvad tjerner denne forskellighed til når jeg ikke tror på farvens expressive effekt, dens “be-tydning”?
Opstår disse forskelligheder alene for at hindrer arbejdet i at blive rent mekanisk?
Idet man præsenterer en forskellighed argumenterer man for at den har en værdi. I det mindste at forskellen er tegn på en udtryksvariation.
Bemales et materiale med “R+B” et stykke stof, anvendt gammel træplade, tegneblokspap o.l er valgsituationen: hvor på denne flade skal “R+B” strukturen placeres (her er alene tale om tilfælde hvor fladen og strukturen ikke er identiske) oppe – nede – på midten – ude til en af siderne – stor – lille – hvor meget af bemalingsfladens materialitet skal være synligt? Rent bortset fra hvor det drejer sig om neutralt materiale: lærred, tegnepapir, karton, bør (også i enkelte tilfælde i disse materialer – f.eks – på tegnepapir) materialet være synligt som det det er. “R+B” bemalingen bør klart fremstå som noget der er påført og ligger ovenpå fladen fordi det drejer sig om to ting: et fladt materiale, og en bemaling. Det er alene disse to ting der er væsentlige, hvilke rød, hvilke blå er uvæsentlig, også i de tilfælde hvor strukturen er identisk med fladen, og farven dækker dens materialitet.
Det er måske umuligt, men jeg vil gerne finde ud af hvad betydning denne bemaling egentlig har, når man ikke vil argumenterer for at der kan ligge en betydning i variationen.
Man ser: en firkanted flade i et eller andet materiale hvorpå er malet et rødt og et blåt kvadrat såvidt muligt i dele af sin struktur identisk med denne flades højde eller bredde sider.
I en tænkt række af sådan bemalede flader er farverne fra den ene til den anden fuldstændig identiske. Fladens materiale, format og størelse kan være forskellige, men farverne og deres struktur er altid den samme.
Der er simpelthen intet andet at se på end fladen og bemalingen. Perceptionen standser ved denne konstatering og beskuerens tanker flakker forgæves rundt for at fange – finde en mening hvormed han kan udvide den blotte perception – tillægge den dimensionen af en værdi.
Kunstneren står her i samme situation som beskueren. Han tager et mere eller mindre  tilfældigt fladt firkanted materiale og bemaler det med et rødt og et blåt kvadrat og han kan ikke give det nogen betydning udover selve dette at gøre det.
Men — en eller anden betydning må det have. Er det netop dette at man lukker af for beskuerens muligheder for og ønske om at møde en betydning gennem sin perception? Beskueren har kun een eneste mulighed for at tilføre denne perception en mening og det at han selv giver den en. De to sammenstillede kvadrater er så lidt billeddannende som muligt — de er kun struktur, farverne er rene og uden fabulation af nogen slags. Det er en perception der ikke fortæller noget som helst, men blot er tilstede. Hvis dette skal kunne fastholdes er det tvingende nødvendigt at farverne ihvertfald inden for samme serie, er fuldstændig ens. Indføres forskelle i farven fra flade til flade inden for en præsenteret serie vil denne forskel ikke kunne undgå at få tillagt en expressiv betydning og selve ideens antiexpressive holdning er forsvundet. Det kan ikke undgå at generer mig at denne idee ligger meget tæt opad Daniel Burèns.
Forskellen ligger alene i at jeg lægger vægt på at bemale et objekt — en ready-made saa at sige — tegneblokspap — kassepap — indpakningspapir — aviser — gamle træ og papstykker o.s.v. At strukturen er lukket i modsætning til D.B’s striber der er udvidelige opad, nedad — til begge sider i det uendelige, og at jeg gentager nøjagtig det samme farvepar fra arbejde til arbejde. Jeg lægger stor vægt på at bemalingen er noget der påføres et objekt der ikke harandre iøjnefaldende bemalingsegenskaber end at det er fladt (og selve fladheden kan der dispenseres fra). Som objekt er det flytteligt og ikke bundet til et specielt udstillingsarrangement som D.B’s striber. Som objekt kan den placeres i forskellige miljøer og evnt. påvirke dem, som struktur (Heraldik!) kan det placeres på alle ting: i en bog — på en vinduesrude, en plakat, i en avis, på et foto, o.s.v
Det er synligt tilstede — men har udover denne synlighed intet indhold.
___________________________________________________________

Det er uundgåeligt at “R+B” bliver en abstraktion, hvor meget der end lægges vægt på bemalingsfladens materialitet og karakter af objekt, hvormeget selve bemalingen fastholder sin egenskab af bemaling vil “R+B” aldrig i sig selv blive en realitet. Bemalingen idet den danner struktur af to sammensatte kvadrater idet den er forskellige to farver Rød - Blå vil det altid fremstå som tegn på en firkantet flade. Ethvert tegn står altid som tegn for et indhold, er ikke indholdet selv (og der er hvad jeg forgæves søger at gøre “R+B” til) men står for en betydning, en mening der er tillagt tegnet. Et tegn er en abstraktion. “R+B” står i sin totalitet som tegn på begrebet kunst. Det er hvad der gennem alle de år jeg har arbejdet med denne proposition har generet mig.
I al den tid har jeg ustandselig kredset om problemet: hvordan arbejde med kunst uden at anvende tegnet – abstraktionen – det deraf følgende sproglige problem – direkte i og udfra virkeligheden?
Det er muligt jeg kan nå frem til en sådan løsning gennem arbejdet med “R+B”. Så kræves der imidlertid at der er visse sider af “R+B” jeg gør mig fuldstændig klart at: selve produktion kun kan være rent mekanisk og ikke indeholde et såkaldt skabende element, at valget af forskellighed indenfor de to farver såvel som i deres forhold til hinanden må udelukkes, at “R+B” ikke er noget i sig selv, men kun får betydning i forhold til den funktion den gives.