Albert Mertz
1. dec. 1974
1-12-74.
Farven er stadig mit problem, rødt og blåt dominerer uundgåeligt hele strukturen, hele objektet.
Jeg anvender fortrinsvis farven ustofligt uden dog at forsøge at dominerer penselsstrøgene.
Jeg har forsøgt at male på andre grunde end hvide – ugeblads, avissider, indpakningspapir, forskelligtfarvet pap, træ, glas – o.s.v.
Jeg har experimenteret med at presse de to farvesider den røde, den blå mod hinanden så der blev blå aftryk i den røde og røde i den blå, ofte blandede de sig henmod det violette.
Der er en eller anden autoritet ved den hvide flade (lærred eller papir) som jeg reagerer imod, samtidig med en reaktion på farvernes rene entydighed. Det interesserer mig ikke så meget hvordan farverne kommer til at se ud, men alene deres tilstedeværelse.
Bemaler jeg tilfældige flader, som de ovennævnte, har jeg en følelse af at slippe væk fra et autoritært billedmæssigt udgangspunkt som tilfældet er med det hvide lærred eller papir som er bestemt til at danne grundlag for et billede, en side fra et ugeblad er ikke bestemt til at danne billedmæssig bemaling, men er blot en stump papir.
Ugebladssiden vedbliver at være ugebladsside og den påførte bemaling beholder sin egenskab som bemaling da den ikke har noget udgangspunkt i den ugebladsside den påføres.
Bemalingen er en proces, en handling, ofte altså på et til bemaling uegnet materiale (ikke sugende glitted papir). Man har tydeligt fornemmelsen af at noget er malet over. Et hvidt lærred er fremstillet udelukkende med det formål at skulle bemales, danne grundlag for et billede, det er neutralt og bemalingen bliver en del af det.
Det er bemalingsprocessen som interesserer mig ikke farven. Men – farven er dog trods alt tilstede som en synlig realitet – Rød - blå, og kan ikke benægtes. Hvorfor ikke hvidt, sort eller grå, som dog er neutrale? Fordi de i deres neutralitet er en benægtelse af farven (alle offentlige lokaler males i neutrale eller rent ud ubestemmelige farver) farven – Rød-blå – er som selve malingenen realitet som ikke bør neutraliseres.
Rene farver har en vis grad af suggestiv virkning på øjet, de er sanselige. Det jeg gerne vil have tydeligt frem ved disse bemalinger af forskellige og tilfældige flader er:
At malegrunden er tilfældig – et objekt.
At bemalingen – farven – malingen – ligger ovenpå denne grund – er noget for og i sig selv.
At bemalingen (eller enhver handling foretaget med maling) er en handlingsproces og bemalingen således synlige spor af denne proces således at beskueren kan opleve (genopleve!) processen.
At processen ikke udtrykker noget ikke er et tegn, men en direkte handling.
At alt dette tilsammen skulle kunne demysteficerer maleriet.
At summen bliver et produkt, et objekt opstået via en (ubevidst?) handling.
____________
Jeg anvender fortrinsvis farven ustofligt uden dog at forsøge at dominerer penselsstrøgene.
Jeg har forsøgt at male på andre grunde end hvide – ugeblads, avissider, indpakningspapir, forskelligtfarvet pap, træ, glas – o.s.v.
Jeg har experimenteret med at presse de to farvesider den røde, den blå mod hinanden så der blev blå aftryk i den røde og røde i den blå, ofte blandede de sig henmod det violette.
Der er en eller anden autoritet ved den hvide flade (lærred eller papir) som jeg reagerer imod, samtidig med en reaktion på farvernes rene entydighed. Det interesserer mig ikke så meget hvordan farverne kommer til at se ud, men alene deres tilstedeværelse.
Bemaler jeg tilfældige flader, som de ovennævnte, har jeg en følelse af at slippe væk fra et autoritært billedmæssigt udgangspunkt som tilfældet er med det hvide lærred eller papir som er bestemt til at danne grundlag for et billede, en side fra et ugeblad er ikke bestemt til at danne billedmæssig bemaling, men er blot en stump papir.
Ugebladssiden vedbliver at være ugebladsside og den påførte bemaling beholder sin egenskab som bemaling da den ikke har noget udgangspunkt i den ugebladsside den påføres.
Bemalingen er en proces, en handling, ofte altså på et til bemaling uegnet materiale (ikke sugende glitted papir). Man har tydeligt fornemmelsen af at noget er malet over. Et hvidt lærred er fremstillet udelukkende med det formål at skulle bemales, danne grundlag for et billede, det er neutralt og bemalingen bliver en del af det.
Det er bemalingsprocessen som interesserer mig ikke farven. Men – farven er dog trods alt tilstede som en synlig realitet – Rød - blå, og kan ikke benægtes. Hvorfor ikke hvidt, sort eller grå, som dog er neutrale? Fordi de i deres neutralitet er en benægtelse af farven (alle offentlige lokaler males i neutrale eller rent ud ubestemmelige farver) farven – Rød-blå – er som selve malingenen realitet som ikke bør neutraliseres.
Rene farver har en vis grad af suggestiv virkning på øjet, de er sanselige. Det jeg gerne vil have tydeligt frem ved disse bemalinger af forskellige og tilfældige flader er:
At malegrunden er tilfældig – et objekt.
At bemalingen – farven – malingen – ligger ovenpå denne grund – er noget for og i sig selv.
At bemalingen (eller enhver handling foretaget med maling) er en handlingsproces og bemalingen således synlige spor af denne proces således at beskueren kan opleve (genopleve!) processen.
At processen ikke udtrykker noget ikke er et tegn, men en direkte handling.
At alt dette tilsammen skulle kunne demysteficerer maleriet.
At summen bliver et produkt, et objekt opstået via en (ubevidst?) handling.
____________
Bemalingen af en stumpt ugebladspapir bliver friere end på en hvid flade hvor en optegning en kant skal følges. Forskellen mellem forskellige bemalinger opstår ved at en bemaling foretaget med helt afslapped hånd aldrig kan blive en gentagelse, kun den mekaniske og dirigerede hånd kan fremstille noget der ligner en gentagelse.
Forskellen har ingen værdi i sig selv udover at være en forskel. Det er ikke den frie hånds expressivitet, men alene kendsgerningen at den er fri.
Forskellen har ingen værdi i sig selv udover at være en forskel. Det er ikke den frie hånds expressivitet, men alene kendsgerningen at den er fri.
