Menu

Albert Mertz

24. maj. 1972

24-5-72
Hvergang jeg tror at nu har jeg overstaaet “R+B” ideen – nu er den udtømt – et forladt stade – dukker den pludselig op igen med fornyet kraft.
Paa en eller anden maade er den vel udtryk for mit nuværende dilema og, til et vist punkt, en foreløbig løsning. Den kan hjælpe mig omend ikke over saa dog igennem dette dilema ved at repræsenterer en beslutning der samtidig, som det jo altsaa viser sig, stadig kan fastholde min interesse. Det som hindre mig i at give mig helhjertet over til ideen er, maa jeg indrømme, at: – den er baseret paa maleriets teknik – fremtræder som billede – bestaar af farve og form (–maleriets “sprog”) – stilmæssigt automatisk, og uden min gode vilje – falder indunder begrebet abstrakt kunst (maaske - minimal-art). 
Hvordan overvinde den modstand de her nævnte punkter skaber? Man kan f.eks trøste sig med at saavel Malevitj som Mondrian ogsaa benyttede maleriets teknik, ved hjælp af hvilke de arbejdede sig ud af malerkunsten og den formalistiske æstetik. Ligeledes kan man argumenterer for at udgangspunktet og grundlaget for ideen ikke er farven og formen som en sproglig foreteelse, men som ren materiel perception – kvadraterne er som form (sprogligt element) neutral – farverne er materialitet og fænomen ikke koloristisk sproglighed. Mulighederne for expressivitet for tankeforbindelser til uvedkommende omraader er for saavel formen som farvens vedkommende minimal.
Da jeg nu, snart gennem tre aar har vendt og drejet denne “R+B” idee var det maaske paa sin plads endnu engang at søge tilbage til udgangspunktet for ikke, mellem alle overvejelserne at tabe det af syne.
Altsaa jeg repeterer:
1. Ideen opstod bl.a fordi jeg var træt af disse ustandselige skift i min produktion. (og det maa ikke skjules som et produkt af min interesse for Mondrian – Ad Reinhardt – Daniel Buren – La Monte Young – Zen Budhisme)
2. Ideen opstod i virkeligheden for en fem - seks aar siden inden den tog fast form.
De tanker der fødte den var følgende: De mange overvejende rent ydre forandringer modernismen har gennemgaaet er for det første ved at æde sig selv op og blive jagt paa forandring og nyheden for dens egen skyld, for det andet er det meget tvivlsomt at kunsten ligger i selve udseendet og altsaa hellerikke i dette udseendes forandring – kunsten er, hvis det maa være tilladt at bruge ordet er aandeligt og ikke et materielt fænomen.
Jeg har efterhaanden opdaget at det ikke spiller nogen afgørende rolle hvilke teknik eller materiale eller, hvis man vil opererer med dette tvivlsomme begreb, hvilke stil produktet gør sig synlig i.
Valget af teknik – materiale – stil – af den ene farve fremfor alle de andre, den ene form udaf de mange tusinder er af overvejende helt tilfældig karakter, maaske bundende i en subjektivisme der alene kan have psykoanalytisk og ikke kunstnerisk interesse.
3. Hvis man derfor vælger een gang for alle og bliver i dette valg, hvad man udfra det ovenstaaende nøjagtig ligesaagodt kan gøre som at foretage en kontinuerlig række af gentagne – nye – valg – faar man et alfabet som man frivilligt begrænser sig til som sit arbejdsomraade.
4. Det spørgsmaal som nu opstaar er (og et spørgsmaal der er af afgørende betydning for mig rent personligt): kan man med disse stærkt begrænsede midler udtrykke alt man har behov for?
Nu maa jeg lige anholde vendingen udtryk – den er forkert. Kunsten drejer sig for mig ikke om at udtrykke noget og allermindst mig selv, men om at materialiserer et aandeligt (kunstnerisk) omraade der alene skal kendetegnes ved at det fungerer (paa den ene eller anden maade) indenfor det kunstneriske omraade. Det er ikke præcist formuleret men dækker til det øjeblikkelige brug hvad jeg mener.
Spørgsmaalet maa altsaa saa lyde: Kan jeg opnaa dette med disse begrænsede midler?
Lad os et øjeblik prøve at se spørgsmaalet fra en lidt anden synsvinkel. Jeg mener, uden at kunne argumenterer for det paa gyldig vis, at kunsten ikke er tilstede i kraft af en materialitet, men maaske snarere paa trods af en saadan materialitet. (Hvorfor det altsaa ogsaa, som ovenfor nævnt er uden betydning hvilke materiel skikkelse den har – faar).
Det kan formodentligt slaas fast at det alle kunstnere søger ligegyldigt hvilke form deres produkter har er kunsten. Kunsten kan have mange uendelig mange forskellige slags udseende – men den er altid kun een ting – kunst – og det er ikke noget den ene dag og noget andet den næste (en illusion som modernismen har skabt) -.
Jeg vover at tro at kunsten er en aandelig tilstand parallelt med den religiøse.
Jeg tror ikke paa aander, medier, eller tankeoverføring – i saa høj grad at jeg mener det kan have en altafgørende udslagsgivende indflydelse paa kunstens tilstedeværelse – MEN jeg tror paa at kunsten er en aandelig forbindelsesmulighed menneskene imellem — at den berører et punkt vi alle kender — vi alle ved eksisterer, og jeg tror at selve den handling det er, under den ene eller anden form, at beskæftige sig med det kunstneriske omraade kan (hvis denne beskæftigelse har helt rene motiver) opretholde — fastholde — dette aandelige menneskelige fællespunkt.
Jeg indrømmer det lyder af mystik — men jeg tror ikke at det er mystisk, men at det alene anses for saadant fordi vi idag har mistet forbindelsen med det.
Det er dette punkt som er kunstens kærne og som kunsten drejer sig om (og jeg gentager for at det ikke skal opfattes som dogmatik — i hvilke form den end materialiserer sig). Modernismen har ført os bort fra dette væsentlige punkt og faaet os til at tro paa, som en kendsgerning, at kunstens væsen var ustandselig uafbrudt forandring endende (som det er tilfældet i dag) i en løsrivelse fra sig selv. Det er derfor sandsynligt at de behov jeg, og næsten alle andre kunstnere med mig, har for forandring (også kaldet frihed) alene bunder i en fuldstændig mangel paa erkendelse af kunsten. Disse ustandselige forandringer fjerner os, istedetfor at nærme os, fra denne erkendelse.
For at vende tilbage til det spørgsmaal der førte til alt dette: kan man arbejde med saa begrænsede midler? Det er i besvarelsen af dette spørgsmaal hele ideen staar og falder.
Da det jo ikke drejer sig om at udtrykke, men om at materialiserer gennem en handling besvares spørgsmaalet ikke ved at henvise til de variations- og kombinationsmuligheder disse begrænsede midler giver muligheder for – de er der, det er en ren teknisk kendsgerning.
Der maa i højere være tale om i hvilke forhold man, som den der udfører handlingsprocessen som føre til produktet, staar i til kunsten og dens aandskerne. Det er ikke et spørgsmaal om hvordan man bruger disse midler, men til hvad man bruger dem.
Dette, mener jeg, er meget væsentligt.
Bliver det et spørgsmaal om hvordan er man jo ikke sluppet udaf den udvendige forandringens runddans og kan alene opnaa at vise sin virtuositet i at behandle et stærk begrænset materiale. 
Bliver det derimod et spørgsmål om hvad er det straks en helt anden sag — for da er det ikke den rationelle del af sig selv man maa spørge men tværtimod den side man kender mindst til — den side fra hvilke det er meget vanskeligt og meget meget sjældent at faa udtømmende svar — den side der ligger hinsides egoet.
Men — spørgsmålet lader sig nu engang ikke besvare rent teoretisk men alene gennem praksis — ved at gennemleve det.
Maaske kan nogle citater af Malevitj gengivet af Troels Andersen bringe lidt mere klarhed:

(Om kvadratet) “Det var ikke længere et rent fysisk udtryk”
                                            __________
“Der fandtes med andre ord fænomener, der kunne opleves visuelt og som ikke involverede koloristisk sansning”
                                            __________
 Troels Andersen: Livet igennem havde han erkendt muligheden for og kravet om gennem kunsten at udvide vor opfattelsesevne og vore begreber. Han havde forsvaret ideen om kunsten som et omraade, ligestillet med religionen.
(understregning min.)
“— det kunstneren gør virker direkte ind paa vores erfaring paa samme maade som objektet eller begivenheden selv”
                                                      Malevitj 
”Kvadratet skulle altsaa være et stykke elementær binær tænkning, ikke noget kunstværk, men et forsøg paa gennem intellektuel disciplin at udvikle en ny formdannelse” 
                                                Troels Andersen

Fakta

24. maj. 1972
Rød blå bd 7 s. 19-28