Menu

Albert Mertz

27. aug. 1971

                                                                                                      27-8-71
BOGEN,
                   Omslag.
Forside    RØDBLÅ
                   MERTZ.
                   RØDBLÅ
                   - MERTZ  
Bagside
evnt. UDGIVET AF – – – – – – – – – .
__________________________________________________________
Titelblad - sort skrift paa hvid
AS A THING IS VIEWED, SO IT APPEARS
THE  TIBETAN BOOK OF THE GREAT LIBERATION.
__________________________________________________________
Siderne 2-13 – “R+B” med blanke venstre sider.
__________________________________________________________
Siderne 14-25 – “R+B” paa venstre side titler:
1. DEN RØDE – 1967
2. DEN BLÅ – 1967
3. NOCTURNE – 1967
4. FEU – 1968
5. KOSMISK PORTRÆT – 1968.
6. UENDELIGT BLÅT – 1968.
7. RØD PASSION – 1968.
8. KONTRASTER – 1969
9. TO KVADRATER – 1969.
10. INTERIEUR – 70
11. PARANOIAQUE STATIGUE – 71
12. ZERO –1978.___________________________________________

Siderne 26-35 – Konturtegning af strukturen paa første venstre side:
UDFYLD DISSE KVADRATER SOM DE HAR LYST. (maaske for mange sider)
__________________________________________________________
Siderne 36-45 – “R+B”
__________________________________________________________
Fremstillingen skal være almindelig bogtryk – mine røde - blaa forlæg skal ikke reproduceres, med evnt. penselstrøg o.l – det eneste som er vigtigt er at de trykke i nøjagtig de farver jeg har foreslaaet.
Jeg er gaaet bort fra tanken om en forklarende indledningstekst da det jo netop gælder om at vække beskuerens eget initiativ og ikke lade sig dirigerer af nogen form for forudfatted anvisning. Tibetanercitatet siger hvad der bør siges. Det maa ikke oversættes.
__________________________________________________________
Omslaget skal nok ikke være i R+B – men hvidt med almindelig neutral sort skrift.
At lave en eller anden form for farvehalløj paa omslaget vil forfriske ideen – gøre den upræcis – det den drejer sig om er alle de forskellige ting man kan gøre med R+B, men den i bogen viste struktur og ingen anden.
__________________________________________________________

Spørgsmaalet om variationen af “R+B” er vigtigt. Hvilke betydning har variationen og hvor i hvilke tilfælde? Hvad er variationen? Hvordan kan man varierer?
Saavel den røde som den blaa farve kan varieres over hele valørskalaen fra dens mørkeste til dens lyseste ende. Man kan blande disse variationer de to farver imellem f.eks: en meget lys rød til en meget mørk blaa – en mellemmørk rød til en næsten lys blaa – o.s.v - o.s.v Gik man systematisk til værks ville der sikkert vise sig uendelige variationsmuligheder.
Men hvilke værdi - betydning - har disse variationer? De er en demonstration af at man, selv indenfor saa snævert et omraade kan varierer – at der ligger en intens mangfoldighed i et tilsyneladende microcosmos. Perceptionsmæssigt opfattes variationerne forskellig – gør forskellige indtryk, men man kan ikke hævde at det ene indtryk er bedre eller værdifuldere end det andet – det kan kun blive et personligt smagsspørgmaal – og i denne sammenhæng værdiløst.
De samme farver udført med forskelligt farvestof – tempera – gouache – akvarel – farveblyant – oliefarve – lakfarve – akrylfarve – o.s.v og paaført forskelligt materiale – tøj – lærred – pap – papir – træ — celotex — polyester — finèr — metal o.s.v vil faa de samme farver til at optræde forskelligt.
Der er altsaa masser af mulighed for at opnaa variation — men spørgsmaalet er — hvilke værdi har variationen?
At man varierer betyder at man fremkalder forskelle - svage - kraftig - blide - haarde - o.s.v - en forandring en overgang fra det ene til det andet. Dette er alene variationernes definition ikke en klargørelse af dens værdi. henrik Buch udtalte en gang i T.V: Hvis alting er rødt – hvad er saa rødt. Hvis der ikke var forskel – og variationer kunne man ikke orienterer sig i verden – MEN – dermed være ikke sagt at denne forskel har en værdi i den betydning at det ene er bedre end det andet – forskellen kan aldrig blive en værdiskala – men alene en konstatering af at der er forskel.
Lad os forestille os at vi afviser forskellen  – variationens betydning i tilfældet “R+B” – at vi fremstiller en række billeder der er fuldstændig identiske i format  – struktur – farve. Vi vil ikke kunne undslippe forskels begrebe, der vil f.eks være forskel paa om der er 6 eller 12, 24 eller 48 billeder, og der vil være forskel paa perceptionen af 6 og 48, ligesom der vil opstaa en forskel i forhold til hvordan lyset falder paa de forskellige billeder det kan ikke falde nøjagtig ens paa dem alle, ligeledes er der forskel paa i hvilket rum de placeres – stort – lille – højt – lavt – i hvilke miljøomgivelser de placeres, i hvilke aktuelle situation – o.s.v - o.s.v - o.s.v
Forskellen er et rent perceptionsspørgsmaal. Hvis jeg over et længere tidsrum viser “R+B” billeder vil det være uvæsentlig hvordan de er røde og blaa – men væsentligt at jeg er den der altid laver Røde og Blaa billeder. Hvis jeg viser 12 billeder sammen, der alle er Røde og blaa, men med en meget synlig variation af den røde og blaa fra billede til billede saa vil beskueren selvfølgelig lægge mærke til disse variationer billederne imellem, men — han vil kun udfra sin rent subjektive opfattelse kunne hævde at der er nogle mellem de 12 billeder som er bedreværdifuldere end andre. Det kan bero paa en forestilling enten baseret på tidens forestilling om kunstbegrebet eller beskuerens helt private. Det er en kendsgerning. Ligesom det er en kendsgerning at hvis jeg under fremstillingen af disse 12 variationer har en ganske bestemt mening med at varierer dem netop paa den maade — saa vil den mening ikke blive opfatted af beskueren. Alene af den grund at beskueren ikke er mig — ikke kan have mine personlige — kulturelle — sociologiske — biologiske o.s.v forudsætninger — men nogle helt andre — og ikke mindre værdifulde. Perceptionen er en rent psykologisk-psykisk mekanisme — man ser hvad man ser — men knyttet til udspringet af perceptionen følger conceptionen — forestillingen om det man ser. Perceptionen viser ikke saa store udsving fra menneske til menneske — men det gør conceptionen som ikke alene er baseret paa menneskets subjektive-individualitet, men ogsaa paa hans kultur — det som er ham indført udefra. Perceptionen er ikke dynamisk skabende, men registrerende i forhold til conceptionen. Man kan derfor ikke baserer noget paa perceptionen — men derimod næsten alt paa conceptionen.
Denne udredning er skrækkelig hjemmelavet, men i al sin primitivitet har den fat om det væsentlige som er: at perceptionen af et kunstværk alene har sin værdi som forudsætning eller udgangspunkt for conceptionen — og at det kun i meget ringe udstrækning er den der skaber conceptionen. Det betyder at om man varierer eller ikke spiller en meget lille rolle i forhold til den tanke man vil fremsætte. Tanken bag “R+B” bliver ikke klarere — værdifuldere — rigere ved variationer — de forandre intet. Det eneste som kan forandre noget er hvis man dirigerer beskuerens conception i den retning man ønsker. Det kan man ikke.
Ser man paa hele fortidens kunst vil man hurtigt blive klar over at den var fuldstændig indholdsløs — i den betydning at der ikke straalede noget indhold udfra den. Fortidskunsten var en form som beskueren og den kultur han var et produkt af fyldte med indhold. Der kan gives et eks. det har altid undret mig at den sene middelalders billedfremstillinger af helgeners martyrium — tortur — halshugning — gennemboring — baalbrænding o.s.v aldrig har virket særlig uhyggelige endsige gruopvækkende paa mig. Det er jo sletikke saa underligt — jeg lever ikke i den sene middelalder jeg staar helt udenfor den forestillingsverden som alle middelalderens mennesker levede i — og helgenernes martyriehistorie kender jeg meget lidt til — de er under alle omstændigheder ikke en realitet for mig. Det jeg kan opfatte — men ogsaa her kun udfra mine og min tids forudsætninger er formen — ikke indholdet.
Udfra dette er der saa dem som hævder at hvis det er tilfældet at formen i et kunstværk er det eneste der kan overleve og opfattes af senere slægtled — da maa det være formen der er kunsten — og den alene. Om det er rigtigt er jeg ikke for øjeblikket i stand til at besvare, men at formen er indholdsløs hvis den ikke fyldes med beskuerens forestillinger — det tror jeg er en kendsgerning. Det som interesserer mig ved denne kendsgerning er om man udfra dette kan hævde at kunst ikke kan have noget indhold?


Fakta

27. aug. 1971
Rød blå bd 3 s. 6-14