Albert Mertz
30. sep. 1972
30-9-72
Hvis man udskyder farverne er der så i det hele taget nogen fornuftig grund til at fastholde strukturen? Kvadraterne har den fordel at det er den neutraleste form man kan finde frem til og at det kan fungere som et stadigt tilbagevendende modul.
Det ophæver formvalgets problematik og forenkler – forskel – variationer – til delingen to – alt indenfor de to kvadrater, stillet sammen og gentaget fra gang til gang må give en neutral struktur og således ophæve formproblematiken.
Jeg bliver dog ikke træt af ustandseligt at gentage at, i det øjeblik farven forlades opstår en alvorlig fare for at overfører valør – nuance og farveproblemet på det materiale man bruger istedet, at man kort sagt bruger det som farve. Brugen af forskellige materialer kan meget let gå hen og få samme sproglig karakter og funktion som den man har villet undgå via farven. Der opstår adskillige problemer f.eks hvilke associationer har de materialer man bruger og kan de være vildledende idet de fører for langt væk fra det kunstneriske område og ud i helt andre kunsten uvedkommende?
Et eks. jeg ønsker at markerer et rumligt areal på en væg evnt i form af et kors. For at markerer dette korsareal på væggen benytter jeg mig af fire ens, men tilfældig valgte postkort forestillende Triumfbuen.
Postkortet er en brugsgenstand — i form af et billede der viser en kendt parisisk turistattraktion. Dette billedes kunstneriske kvalitet er lig nul, men det forestiller altså et bygningsværk som de fleste kender. Postkortets funktion er at være transportør af en skriftlig hilsen hvorefter det evnt. af modtageren hænges på væggen. Her i dette tilfælde transporterer det ikke en hilsen, eller meddelelse, men hænges på væggen — ikke som en erindring, men for at markere et korsformet vægareal — vil denne markering, altså det kors som dannes af rummet mellem kortene blive så væsentlig udtalt at kortets egentlige andre funktioner træder i baggrunden evnt. helt forsvinder?
Dertil tror jeg roligt man kan svare NEJ — Postkortet bliver ved at være et Postkort som gengiver et billede af Triumfbuen. Beskueren vil uvilkårligt tro at disse fire ens billeder af Triumfbuen har en betydning og ikke kun den betydning som de altså i dette tilfælde har at danne korsarealet på væggen, men en der direkte kan udledes af kortets motiv. Triumfbuen gentaget 4 gange. Det betyder at beskueren skal gå en omvej over de associationer som kortets motiv indgiver ham for at nå frem til kærnen — det hvide korsmellemrum.
For at undgå farven og formens sproglighed besværer man sig altså med at skabe en perceptionsomvej via en ordinær ting og de til den knyttede, og kunsten uvedkommende, tankeforbindelser for at kunne nå frem til produktets hensigt og mening.
Det er ikke nogen lykkelig løsning på problematikken.
Og — er den nødvendig? Grunden til at jeg i sin kom ind på anvendelsen af Postkort var at de repræsenterede en masseproduceret brugsgenstand, at de var billeder af helt neutral beskaffenhed d.v.s at de bortset fra motivernes forskellighed var ens. De var nok neutrale, men ikke på samme måde som f.eks et stykke indpakningspapir, emballagepap e. l der let kan få en æstetisk funktion placeret i en kunstnerisk sammenhæng — farven på materialet — stofligheden — bearbejdelsen o.s.v. Postkortet bruges som det er uden tilskæring — uden på nogen måde at deles men helt ubearbejdet.
Postkortet er neutralt på en æstetisk lukket måde. Man camouflerer ikke at det er et postkort hvad man let ville kunne gøre med andre mere anonyme materialer som f.eks de ovenfor nævnte.
Der tror jeg, trods alle de indvendinger man kan komme med, at Postkortene er den nærmeste løsning af en ikke sproglig formulering. Selv hvor man bruger, og bearbejder, andre materialer såsom grafit — kul — lim — mad — tøj — olier — o.s.v vil man konsekvens set blive hængende i sproglige formuleringer af disse materialer — deres stoflighed — deres valørværdi — deres farve — deres forhold — sammen, til hinanden o.s.v Og så synes jeg for øvrigt postkort er sjove.
Det ophæver formvalgets problematik og forenkler – forskel – variationer – til delingen to – alt indenfor de to kvadrater, stillet sammen og gentaget fra gang til gang må give en neutral struktur og således ophæve formproblematiken.
Jeg bliver dog ikke træt af ustandseligt at gentage at, i det øjeblik farven forlades opstår en alvorlig fare for at overfører valør – nuance og farveproblemet på det materiale man bruger istedet, at man kort sagt bruger det som farve. Brugen af forskellige materialer kan meget let gå hen og få samme sproglig karakter og funktion som den man har villet undgå via farven. Der opstår adskillige problemer f.eks hvilke associationer har de materialer man bruger og kan de være vildledende idet de fører for langt væk fra det kunstneriske område og ud i helt andre kunsten uvedkommende?
Et eks. jeg ønsker at markerer et rumligt areal på en væg evnt i form af et kors. For at markerer dette korsareal på væggen benytter jeg mig af fire ens, men tilfældig valgte postkort forestillende Triumfbuen.
Postkortet er en brugsgenstand — i form af et billede der viser en kendt parisisk turistattraktion. Dette billedes kunstneriske kvalitet er lig nul, men det forestiller altså et bygningsværk som de fleste kender. Postkortets funktion er at være transportør af en skriftlig hilsen hvorefter det evnt. af modtageren hænges på væggen. Her i dette tilfælde transporterer det ikke en hilsen, eller meddelelse, men hænges på væggen — ikke som en erindring, men for at markere et korsformet vægareal — vil denne markering, altså det kors som dannes af rummet mellem kortene blive så væsentlig udtalt at kortets egentlige andre funktioner træder i baggrunden evnt. helt forsvinder?
Dertil tror jeg roligt man kan svare NEJ — Postkortet bliver ved at være et Postkort som gengiver et billede af Triumfbuen. Beskueren vil uvilkårligt tro at disse fire ens billeder af Triumfbuen har en betydning og ikke kun den betydning som de altså i dette tilfælde har at danne korsarealet på væggen, men en der direkte kan udledes af kortets motiv. Triumfbuen gentaget 4 gange. Det betyder at beskueren skal gå en omvej over de associationer som kortets motiv indgiver ham for at nå frem til kærnen — det hvide korsmellemrum.
For at undgå farven og formens sproglighed besværer man sig altså med at skabe en perceptionsomvej via en ordinær ting og de til den knyttede, og kunsten uvedkommende, tankeforbindelser for at kunne nå frem til produktets hensigt og mening.
Det er ikke nogen lykkelig løsning på problematikken.
Og — er den nødvendig? Grunden til at jeg i sin kom ind på anvendelsen af Postkort var at de repræsenterede en masseproduceret brugsgenstand, at de var billeder af helt neutral beskaffenhed d.v.s at de bortset fra motivernes forskellighed var ens. De var nok neutrale, men ikke på samme måde som f.eks et stykke indpakningspapir, emballagepap e. l der let kan få en æstetisk funktion placeret i en kunstnerisk sammenhæng — farven på materialet — stofligheden — bearbejdelsen o.s.v. Postkortet bruges som det er uden tilskæring — uden på nogen måde at deles men helt ubearbejdet.
Postkortet er neutralt på en æstetisk lukket måde. Man camouflerer ikke at det er et postkort hvad man let ville kunne gøre med andre mere anonyme materialer som f.eks de ovenfor nævnte.
Der tror jeg, trods alle de indvendinger man kan komme med, at Postkortene er den nærmeste løsning af en ikke sproglig formulering. Selv hvor man bruger, og bearbejder, andre materialer såsom grafit — kul — lim — mad — tøj — olier — o.s.v vil man konsekvens set blive hængende i sproglige formuleringer af disse materialer — deres stoflighed — deres valørværdi — deres farve — deres forhold — sammen, til hinanden o.s.v Og så synes jeg for øvrigt postkort er sjove.
