Albert Mertz
25. okt. 1973
25-10-73.
Det er en kendsgerning, at hvad beskueren ser alene er et rødt og et Blåt kvadrat – mere er der simpelthen ikke at se på. Disse to kvadrater kan dække et stort eller et lille fladeareal, de kan være på forskelligt grundmateriale og de kan bestå af forskellige former for farvestof – dette kan bringe en forskel en variation fra billede til billede, men forrykker ikke i væsentlig grad den kendsgerning at beskueren præsenteres for et Rødt og et Blåt kvadrat.
Er der nogen “mening” i det? Er det ikke et postulat at ville påstå at dette kan benævnes en kunstnerisk realisering? Eller at påstå at nogen kan få “noget udaf” at se på det? For at kunne svare på dette (hvis man kan) må man sikkert forsøge at indkredse nogle kendsgerninger. Jeg producerer disse “R+B” billeder fordi jeg har en hensigt med dem, ihvertfald overfor mig selv – at skabe et udtryksløst – indholdsløst – antibillede – for at beskrive det så kort som muligt er dette een af mine hensigter.
Det er altså en kendsgerning at disse billeder – objekter – fremstilles – produceres – de eksisterer helt reelt.
Men millioner af andre objekter eksisterer også og har til og med for størstedelens vedkommende en praktisk eller anden definerbar hensigt. Dette billedobjekt har ingen praktisk definerbar hensigt, men en kunstnerisk, hvorved det adskiller sig fra flertallet af andre objekter. Det bliver et særligt autonomt objekt ved ikke at have noget brugsmæssigt praktisk formål, ved alene at være fremstillet med ren kunstnerisk hensigt – f.eks denne at det alene er beregnet til at ses og ved (da det er udtryks og funktionsløst – neutralt – så vidt muligt) at det ikke kræver at der skal udledes noget ved at det ses – at man ser på det. Det er tilstede som en synlig ting uden andet formål end at være synligt.
Her vender vi så uvilkårligt tilbage til spørgsmålet: hvem kan være interesseret i denne synlighed (udover eventuelt jeg som har produceret den)? Formodentlig ingen – eller i det mindste kun et forsvindende mindretal – MEN – det forandre på ingen måde ved den kendsgerning at jeg har produceret det og det eksisterer – det er tilstede i verden. Men der er jo hundrede tusind millioner helt ligegyldige ting tilstede i verden er der nogen grund til ved dette produkt at forøge denne mængde?
NEJ – det er der absolut ingen anden grund til end den simple at jeg fremstiller dette objekt (hvorfor kan foreløbig lades ude af betragtning) og det derfor er tilstede.
JA – det er totalt meningsløst bortset fra at jeg ved fremstillingen af dette objekt har fået (får) bekræfted visse kunstneriske kendsgerninger.
1. At det er muligt at fremstille et billede der ikke er noget billede idet der ikke fremstilles noget, ikke udtrykkes, ikke beskrives, ikke gengives noget.
2. Det er ikke noget billede da det består af en retangulær flade delt i to halvdelen den ene rød den anden blå og bortset fra den midterlinie der opstår ved skifted fra den ene til den anden farve er de to farvehalvdele identiske med fladen og den arealudstrækning i rummet.
3. Den røde er et rødt kvadrat den blå et blåt og intet andet. De to farver betyder ikke noget udover sig selv.
4. Der fremstilles et billede (Anti) der har eksistens alene i kraft af sin materialitet og ikke i kraft af en række forestillinger udledt af eller postuleret i denne materialitet.
5. Beskueren kan ikke udlede andet af dette objekt end hvad han helt realt ser – giver han objektet en mening udover dette er det ikke en han uddrager af objektet, men alene fra sig eget subjektive jeg.
6. Det “R+B” objekt er totalt indholdsløst – og det er denne mangel på indhold som er dets eneste eksistensberettigelse.
____________
Er der nogen “mening” i det? Er det ikke et postulat at ville påstå at dette kan benævnes en kunstnerisk realisering? Eller at påstå at nogen kan få “noget udaf” at se på det? For at kunne svare på dette (hvis man kan) må man sikkert forsøge at indkredse nogle kendsgerninger. Jeg producerer disse “R+B” billeder fordi jeg har en hensigt med dem, ihvertfald overfor mig selv – at skabe et udtryksløst – indholdsløst – antibillede – for at beskrive det så kort som muligt er dette een af mine hensigter.
Det er altså en kendsgerning at disse billeder – objekter – fremstilles – produceres – de eksisterer helt reelt.
Men millioner af andre objekter eksisterer også og har til og med for størstedelens vedkommende en praktisk eller anden definerbar hensigt. Dette billedobjekt har ingen praktisk definerbar hensigt, men en kunstnerisk, hvorved det adskiller sig fra flertallet af andre objekter. Det bliver et særligt autonomt objekt ved ikke at have noget brugsmæssigt praktisk formål, ved alene at være fremstillet med ren kunstnerisk hensigt – f.eks denne at det alene er beregnet til at ses og ved (da det er udtryks og funktionsløst – neutralt – så vidt muligt) at det ikke kræver at der skal udledes noget ved at det ses – at man ser på det. Det er tilstede som en synlig ting uden andet formål end at være synligt.
Her vender vi så uvilkårligt tilbage til spørgsmålet: hvem kan være interesseret i denne synlighed (udover eventuelt jeg som har produceret den)? Formodentlig ingen – eller i det mindste kun et forsvindende mindretal – MEN – det forandre på ingen måde ved den kendsgerning at jeg har produceret det og det eksisterer – det er tilstede i verden. Men der er jo hundrede tusind millioner helt ligegyldige ting tilstede i verden er der nogen grund til ved dette produkt at forøge denne mængde?
NEJ – det er der absolut ingen anden grund til end den simple at jeg fremstiller dette objekt (hvorfor kan foreløbig lades ude af betragtning) og det derfor er tilstede.
JA – det er totalt meningsløst bortset fra at jeg ved fremstillingen af dette objekt har fået (får) bekræfted visse kunstneriske kendsgerninger.
1. At det er muligt at fremstille et billede der ikke er noget billede idet der ikke fremstilles noget, ikke udtrykkes, ikke beskrives, ikke gengives noget.
2. Det er ikke noget billede da det består af en retangulær flade delt i to halvdelen den ene rød den anden blå og bortset fra den midterlinie der opstår ved skifted fra den ene til den anden farve er de to farvehalvdele identiske med fladen og den arealudstrækning i rummet.
3. Den røde er et rødt kvadrat den blå et blåt og intet andet. De to farver betyder ikke noget udover sig selv.
4. Der fremstilles et billede (Anti) der har eksistens alene i kraft af sin materialitet og ikke i kraft af en række forestillinger udledt af eller postuleret i denne materialitet.
5. Beskueren kan ikke udlede andet af dette objekt end hvad han helt realt ser – giver han objektet en mening udover dette er det ikke en han uddrager af objektet, men alene fra sig eget subjektive jeg.
6. Det “R+B” objekt er totalt indholdsløst – og det er denne mangel på indhold som er dets eneste eksistensberettigelse.
____________
Denne indholdsløshed viser ved sin tilstedeværelse – ved sin utilnærmelighed, at indholdet i al kunst ikke kommer fra kunstværket – objektet, men fra den verden, den tid, det samfund, den kultur, det er placeret i.
Dette “R+B” objekt postulerer ikke ved en formalisme (da denne er bragt ned til det mulige nulpunkt) og en expressiv manipuleren med denne, at besidde et indhold der stråler beskueren imøde, men er (forsøger at være) det synlige bevis på at kunsten er indholdsløs – at det indhold den får/har/gives påføres den udefra, via hvad man bruger den til.
_____________
Dette “R+B” objekt postulerer ikke ved en formalisme (da denne er bragt ned til det mulige nulpunkt) og en expressiv manipuleren med denne, at besidde et indhold der stråler beskueren imøde, men er (forsøger at være) det synlige bevis på at kunsten er indholdsløs – at det indhold den får/har/gives påføres den udefra, via hvad man bruger den til.
_____________
Alligevel manipulerer jeg med denne “R+B” som jeg påstår er en indholdsløs neutralitet. Jeg bruger den i en bog, i litografier, jeg bemaler træplader med den, placerer den på hvide papirark, på stof, o.s.v – o.s.v – hvorfor gør jeg det?
Kunne jeg ikke lige så godt eengang for alle lave eet “R+B” billedobjekt og lade det være den eneste materialisering af ideen? Er det fordi jeg, trods alt, alligevel tror at denne neutralitet har formelle muligheder en eller anden form for forskellige udsagnsmuligheder? Eller er det fordi jeg vil prøve at finde en vej til at få dette neutrale objekt til at fungerer? Jeg tror ikke at variationer indenfor skemaet i farve, i struktur, i materiale, (selvom jeg har gennemprøvet ideen) i nogen væsentlig grad beriger dette skema. Kunstens indholdsløshed bliver til et indhold i forhold til hvordan man bruger den i den verden man befinder sig i.
Dette at det røde og Blå kvadrat altid er det samme, men ved den funktion man placerer dem i altid giver dem et nyt indhold.
Dette er det vanskelige, brændende og helt afgørende punkt — hvordan får man denne idee klart og tydeligt formidlet?
Den største vanskelighed består i at jeg ikke tror det har nogen betydning hvor i hvilke miljø man placerer “R+B” — problemet løses ikke ved at placerer “R+B” på gader og stræder (som D. Buren) udenfor eller indenfor kunstmiljøet. Jeg tror ikke (igen som D.B.) at “R+B” bliver kunst alene ved at placeres i et galerie eller et museum og ophøre med at være kunst udenfor disse områder — jeg tror muligheden for at give “R+B” et kunstnerisk indhold er tilstede alle vegne hvor dens funktion kan gøres helt åbenlys. Jeg ønsker hellerikke at denne funktion skal gøres afhængig af en paralelløbende skriftlig eller verbal teoretisk udredning — men at den skal fremgå direkte af selve funktionen. Måske er det umuligt.
Kunne jeg ikke lige så godt eengang for alle lave eet “R+B” billedobjekt og lade det være den eneste materialisering af ideen? Er det fordi jeg, trods alt, alligevel tror at denne neutralitet har formelle muligheder en eller anden form for forskellige udsagnsmuligheder? Eller er det fordi jeg vil prøve at finde en vej til at få dette neutrale objekt til at fungerer? Jeg tror ikke at variationer indenfor skemaet i farve, i struktur, i materiale, (selvom jeg har gennemprøvet ideen) i nogen væsentlig grad beriger dette skema. Kunstens indholdsløshed bliver til et indhold i forhold til hvordan man bruger den i den verden man befinder sig i.
Dette at det røde og Blå kvadrat altid er det samme, men ved den funktion man placerer dem i altid giver dem et nyt indhold.
Dette er det vanskelige, brændende og helt afgørende punkt — hvordan får man denne idee klart og tydeligt formidlet?
Den største vanskelighed består i at jeg ikke tror det har nogen betydning hvor i hvilke miljø man placerer “R+B” — problemet løses ikke ved at placerer “R+B” på gader og stræder (som D. Buren) udenfor eller indenfor kunstmiljøet. Jeg tror ikke (igen som D.B.) at “R+B” bliver kunst alene ved at placeres i et galerie eller et museum og ophøre med at være kunst udenfor disse områder — jeg tror muligheden for at give “R+B” et kunstnerisk indhold er tilstede alle vegne hvor dens funktion kan gøres helt åbenlys. Jeg ønsker hellerikke at denne funktion skal gøres afhængig af en paralelløbende skriftlig eller verbal teoretisk udredning — men at den skal fremgå direkte af selve funktionen. Måske er det umuligt.
