28. sep. 1972

Dette – at jeg med fandens vold og magt hele tiden søger at fylde alle mulige forskellige ting ind i “R+B” strukturen tyder på to ting. 
1. At jeg søger bort fra farven som jeg anser for at være altfor direkte og i sig selv expressionistisk.
2. At jeg – især påvirket udefra og for at tilfredsstille visse aktualitetskrav vil have alle mulige fremmedelementer presset ind i propositionen hvis grundlæggende idee bl.a jo netop er det modsatte – nemlig tomhed.
___________________________________________________________

Jeg har lavet nogle “R+B” på kassepap — finer — spånplader — o.l.
Farvematerialet har været lak. Især kassepap har et meget upræcist format, men også de andre plader er af tilfældig format og ofte beskadigede, skæve, revnede o.s.v
Det tiltaler mig at male på plader der ikke er helt regulære og ikke strengt kvadratiske eller retangulære — det virker mindre rigoristisk — giver en vis frihed. Desuden har sådan fundet tilfældigt plademateriale den fordel at det er noget i forvejen: et brædt — noget af en bordplade, det er under alle omstændigheder brugt før og det præger det — kassepap er en brugsgenstand. Grunden til at jeg sætter pris på en sådan malegrund er også at den påførte farve netop ved fladens tingskarakter fremhæves i sin materielle egenart som maling — at virkningen bliver: en genstand hvorpå farve — maling — er påført modsat f.eks. malerlærred som er altfor neutralt — alt for kunstmaleragtigt.
Jeg har også opdaget at det egentlig, under arbejdet er mig temmelig ligegyldigt hvad for et farvemateriale jeg benytter om det er lak, olie eller akryl. Jeg ligger heller ikke stor vægt på hvilke rød eller blå farve det drejer sig om bare den er rød og blå. At det er maling og at den er rød – blå er hvad der er vigtigt for mig.
Disse forhold: at fladen fortrinsvis er et materiale som ikke er beregnet til at male på – at formatet ikke er rent geometrisk – men skævt – brugt – revnet – at farven er maling som den man bruger til almindelig håndværksmaleri – gør det muligt for mig i temmelig stor udstrækning at undgå – det maleriske og billedmæssige – det bliver: et stykke pap – et stykke træ – e.l – hvorpå der har fundet en bemaling sted.
De fleste af disse flader har som sagt været af vidt forskellige formater og har ikke umiddelbart svaret til den obligatoriske struktur: to kvadrater dannende en rektangel. Derfor har jeg i forhold til den pågældende plade også måtte forandre selve strukturen – det eneste jeg hele tiden har fastholdt er de to farver Rød og blå.
Jeg har endogså på det lange kassepapformat ladet disse to kvadrater skille, men altid fasthold den røde til venstre og blå til højre (hvorfor iøvrigt?).
Jeg har herved opdaget at det, hvis man udelukkende holder sig til en adskillelse i vandret retning, udemærket kan lade sig gøre at fastholde ideen og ovenikøbet opnå en rum – areal intensitet i mellemrummet mellem de to farvede kvadrater. På anden måde tror jeg ikke det er tilrådeligt at manipulerer med de to kvadraters forhold til hinanden – udgangspunktet må hele tiden være den vertikale linie og kun udfra denne må de to kvadrater fungerer.
Jeg er stadig generet af farven og dens dominerende rolle – i forhold til dette fundne flademateriale virker det måske ved sin kontrast – men selve farven som det bærende eller ihvertfald dominerende element generer mig fordi det uvilkårlige vil virke – eller blive opfatted som årsagen – det grundlæggende for hele propositionen – hvad det jo ikke er.
Mel Bochner siger om Dorothea Rockburne: She has broken with language as representation in that these elements are considered in terms of identification, and more importantly, in terms of conjunction. The works do not become objects but instead record the experience of how ideas infiltrate practice”.
“Her materials never stress physicality as meaning”
Det er vel dette jeg har imod farven at den har en altfor stærk fysikalitet. Det har kassepap – finer – spån og celotexpladerne selvfølgelig også, men de kommer fra et af kunsten urørt domæne – det praktiske liv – farven især ren og i et rent geometrisk format tilhører, idag, kunstens forestillingsverden.
Jeg mente i sin tid at kunne overvinde det malerisk koloristiske ved farven idet jeg udelukkende holdt mig til to kontrastfarver som Rød og blå, og ved at de netop gennem denne kontrast kunne bruges til at ophæve hinanden. Men – der er den forskel mellem farvematerialet og pladematerialet at det sidste er og vedbliver at være hvad det er selv når man bruger det til andre (kunstneriske) formål end der oprindelig var dette materiales bestemmelse – derved bliver den kunstneriske handling man foretager sig med dem det centrale og ikke deres rent fysiske udseende. Farven er, selv når den anvendes ved understregninger af dens egenskab som maling – et begreb i sig selv (hvad er farve?) og er desuden når den anvendes i kunstnerisk øjemed så belasted med kunsthistoriske – maleriske associationer at den bliver et begreb i sig selv der i dette tilfælde kan stå i vejen for den kunstneriske hensigt. Det går bedre når man går ned til sort – grå – hvid – okker – brunt – men selv da undgår man ikke de maleriske associationer.
Vil jeg derfor undgå farven opstår der en hel masse nye problemer.