1. aug. 1972

Dette med at man har et ønske om at frigøre sig fra maleriet – i det hele taget fra en bindende fysikalitet – har at gøre med en stærk trang til lethed – bevægelig og flyttelighed, at være en “rejsende uden bagage”.
Egentligst har det selvfølgelig at gøre med at man vil overvinde, passerer, sætte sig udover det formelle problem som man idag anser for uvæsentligt, som en byrde, en unødvendig omvej. Naturligvis er det et umuligt ønske, for selv hvis man benyttede sig af telepati måtte også denne meddelelse have en eller anden form. Det der menes er velnok mere at formen ikke må være det enerådende herskende med udelukkende tjenende – at hele udsagnet ikke må slutte i en udelukkende formproblematik.
Det kan være en af de positive egenskaber ved “R+B” propositionen at, her har man en ting der ikke ser ud af meget – er forholdsvis neutral, eller ihvertfald ved sin multiplicering stort set kun er en gentagelse, derved står man forholdsvis frit overfor den – det enkelte billede er ikke noget værk (og bør principielt ikke være det) men hvad man bruger det til er det betydningsfulde for endnu engang at citerer Wittgenstein: 

Måske har man låst sig fast i begrebet, ordet kunst - og kan derfor ikke se nogen udvej. Hvergang man argumenterer for kunsten når man til ikke at kunne underbygge denne argumentering tilfredsstillende, man står der med det ubesvarede (og måske ubesvarlige?) spørgsmål: ja - men hvad er kunst. Hvad nu hvis man erklærede hele dette spørgsmål for helt ligegyldigt – ja overflødigt? Tog det standpunkt at man var revnende ligeglad med om det man foretog sig var kunst eller ikke. Alene betragtede det som en eller anden ikke nærmere definerbar aktivitet? Mange problemer, mange spekulationer ville løse sig, være overflødige.
Er det rent tilfældigt at jeg livet igennem har fungeret, rent praktisk, indenfor kunstmiljøet? Både ja og nej (det har også nogle gange været en hindring – en bremse for min udfoldelse) det er vel tilfældigt på den måde at jeg begyndte med at male og derved helt automatisk gled ind i kunstmiljøet, men jeg foretog mig jo også paralelt hermed andre ting, skrev spillede teater - dukketeater - legede med film (batteridrevet projektionsapperat). Jeg har altid læst kolosalt meget om alt mellem himmel og jord – og jeg kan huske at Fridell’s Kulturhistorie vendte op og ned på de fleste af mine synspunkter og gav mig smag for andre områder end de rent kunstneriske – eller ihvertfald at kunsten kunne finde sted andre steder end i et maleri og en skulptur.
I mere end 10 år opgav jeg da også kunstmiljøet til fordel for filmmiljøet der ganske vist også tilhører kunsten, men (dengang ihvertfald) på en anden måde.
Kort sagt – jeg er simpelthen ikke helt sikker på at jeg er det man kalder maler – min trang og mine interessefelter rækker langt udover dette område. Jeg synes der er så mange felter der er langt mere spændende end malerkunsten – og har da også haft svært ved udelukkende at holde mig alene til den. Derfor er det ret ejendommeligt at det er mig så vigtigt at holde fast på kunsten – dens begreber og kategorier. Jeg kan skrive – lave billeder – film – radio – T.V – digte – og mange andre ting – er det så ikke helt overflødigt at spørge om det er kunst? Det vigtigste må dog være at jeg får udløst mine evner til det maksimale – ikke som præstation, men som simpel livsdeltagelse.
Jeg tror hele den aktuelle konflikt er opstået ved at jeg (måske som en modreaktion på min dyrkelse af Marcel Duchamp – og den antikunstneriske akademisme som er fulgt efter ham) har stirret mig blind på Ad Reinhardt – Daniel Buren – Joseph Kosuth – Sol Lewith – conceptuel-art – o.s.v. Alle de tanker og synspunkter fremsat af disse folk er (uanset deres værdi) for mig blevet dogmer – fordi det var tanker og ideer der kom udefra eller rettere som jeg hentede udefra og som sandsynligvis ikke var i overenstemmelse med mig selv, hvorfor de da også dogmets bydende karakter – noget man måtte og andet man ikke måtte hvis man skulle være i overenstemmelse med disse ideeområder – noget som var rigtigt og noget som var forkert i forhold til disse forestillinger, men formodentlig ikke i forhold til mig selv. Man kan ikke ustraffet fornægte sig selv – det skaber problemer og konflikter og i den sidste tid har jeg da også følt at jeg var spærret uhjælpelig inde i denne dogmatiske problemlabyrint uden at kunne øjne udvej.
Jeg stillede mig i morges spørgsmålet: hvorfor jeg så længe (4år) havde holdt fast ved den “R+B” proposition, og hvad det var der stadig fascinerede mig ved den, dette forsøgte jeg, men ikke med nogen særlig klarhed eller overbevisning at svare på. Mon ikke sandheden er den simple at “R+B” propositionen dels er et produkt af de ovennævnte interessefelter, dels et krampagtigt forsøg på at udskyde bruddet med maleriet. Derfor blev det så vigtigt for mig at kunne definerer eller ialtfald indkredse begrebet kunst – for derved at kunne legitimerer min fastholden ved maleriet. Men – hvorfor er dette brud så vanskeligt for mig at foretage?
(Som en sidebemærkning må jeg lige anføre at da jeg arbejdede med Landbohøjskoleudsmykningen, der jo egentlig burde være en kulmination af “R+B” propositionen, følte jeg mig meget “fremmedgjort” overfor arbejdet – det kom mig på en måde ikke rigtig ved – denne fornemmelse burde jeg have lytted opmærksommere på).
At bruddet er vanskeligt hænger simpelthen sammen med en mængde ting og forhold.
Nok kan jeg flot remse op alt hvad jeg kan gøre – men derfra og så gøre det endsige komme til (få lov til) at gøre det er der jo et spring. Min aktionsradius for den slags udadvendte handlinger er meget beskeden.
Når jeg ikke længere har en nærmere defineret beskæftigelse som dette at lave billeder af den ene eller anden slag som kan udstilles hos Clausen eller på “den frie” opstår problemet: Hvad skal jeg så lave?
(Jeg kunne jo f.eks. lave nogle bøger!)
I virkeligheden er det nok kun en rigtig dårlig undskyldning for det ville sikkert hurtigt vise sig at jeg på et eller andet tidspunkt fik nok at lave (jeg kunne jo f.eks. skrive nogle essays, istedetfor altid at skrive for mig selv!)
Mon ikke baggrunden for min frygt og ubeslutsomhed når alt kommer til alt først og fremmest ligger i spørgsmålet hvad skal jeg så (eller Clausen) sælge?
Inderst inde er jeg klar over at hvis jeg virkelig foretager det skridt, som vil være det eneste fornuftige og konsekvente, indebær det nogle rent materielle, og formodentlig ubehagelige, konsekvenser.
Her er jeg jo et skvat.
Og bagved alt dette ligger en anden helt afgørende og meget vigtig ting, nemlig at hvis jeg ville tage dette skridt, og ikke kun stille mig i en udvendig attitude, så måtte jeg jo også ændre hele min tilværelse fra grunden. Det er jeg godt klar over — og det viger jeg tilbage for — det har jeg ligesom ikke mod og kræfter til. Derfor kan det ikke betragtes som andet end ren og skær intellektuel underholdning oven i købet af den dagdrømmeriske slags når jeg tyre alle disse bøger om orientalsk religion — Zen — Tibetansk visdom — Baghva Githa — o.s.v igennem — for jeg tager jo på ingen punkter konsekvensen af det jeg læser og som jeg synes er så sandt. Jeg hygger mig med det indenfor den materielt beskyttende tilværelses fire vægge.
Jeg kan end ikke gennemføre så banal en ting som at holde op med at ryge — til trods for at jeg ved det for mig er et enormt energitab.
Jeg kan ikke lade være at trøstespise.
Jeg lader mine familieforhold gå på bedste (værste) beskub — bare for at få fred og undgå ballade.
Jeg kan sidde her hver aften og fylde den ene side efter den anden med hvordan tingene skal være, for blot at fortsætte i den gamle gænge når jeg vågner næste morgen — hvorfor også dette skriveri bliver endnu et udslag af min dagdrømmertilværelse — min livsillusion — min flugt.
Den dag jeg ligger med næsen i vejret er det for sent.

“Det er senere end du tror” 
Kinesisk ordsprog.