13. okt. 1972

Det er vanskeligt at klargøre den kunstneriske funktion af “R+B”. Man kan klargøre for de grundlæggende principper: Udgangspunktet er forholdet 1+1 - 2 - to kvadrater (elle ihvertfald altid en lodret midterdeling) to farver – Rød + Blå - format - materiale - fiktivt.
Det er forsøgt at reducerer form og farve med til det størst mulige neutrale nulpunkt – dertil hvor perceptionen af dem ikke har mange muligheder udover konstateringer – selvom forholdet mellem de to farver – deres valør – koldt – varmt – stoflighed – størrelsen – arealet – formatet og materialiteten af pladen hvorpå de påføres – altsammen er elementer der føres udover den blotte konstaterede perception. Denne kendsgerning er dog ikke så udslagsgivende – så vægtig at den kan være bære af hele det kunstneriske indhold.
Indenfor den samlede produktion gentages strukturen uændret (bortset fra ændringer i størrelse og materiale og for farvernes vedkommende ubetydelige udsving mellem koldt – varmt – lyst - mørkt) hvilke formål har denne repetition? Den forsøger at vise at farven ikke har nogen betydning formalistisk - æstetisk – men alene som farve – at strukturen alene tjener som en neutral grænse for farvens udstrækning og at hellerikke de, som form har nogen udtryksfunktion.
Den røde – den blå farve – de to kvadrater som indeholder dem er tilstede ikke som sproglige elementer men som begreberne farve – struktur så neutralt optrædende som muligt. Hvilket vil sige at de ikke henviser til andet end sig selv og kun i meget ringe udstrækning til andre fænomener end dem selv iboende.
De repræsenterer kunsten fordi de ikke er tilstede i nogen anden anledning.
Hvad er da denne neutrale kunstrepræsentants funktion? Den har ikke nogen funktion eller værdi i sig selv, men alene i forhold til de omgivelser den placeres i, den måde den bruges på, og det den bruges til – den kan på mange punkter, men ikke på alle, sammenlignes med et modul.
Dette kan måske bedre præciseres ved følgende: denne struktur kan som vist optræde neutral, f.eks i forhold til maleriets æstetik, men den behøver ikke, den er ikke betinget af at den gør det, alene brugen skaber betingelsen.
Denne struktur kan meget vel få ophævet sin neutralitet og blive genstand for et malerisk udtryk i det man kan lægge vægt på de to farvers indbyrdes forhold, med alle de mulige variationer dette indebær, stofligheden - penselsføringen – graduering nuancering af de enkelte arealer – forskellige malemåder – kort sagt hele det register som hører indunder begrebet malerkunst.
Disse muligheder ønsker jeg netop ikke, på nærværende tidspunkt at benytte, men forsøger tværtimod at nedfryse, fordi ideen for mig ligger i den funktion den handling man bruge denne struktur til og i.
I forhold til dette bliver selve strukturen betydningsløs – det bliver kort sagt ikke den det drejer sig om –. Derfor er det i langt mindre grad et spørgsmål om strukturens kunstneriske perception, end om den kunstneriske handling der sker med den – udfra den – omkring den – o.s.v.
Et eks: denne kunstneriske handling kan være hvordan den placeres i et rum, eller hvordan den præsenteres indenfor et tidsforløb eller et bestemt tidspunkt – strukturen kan optræde alle steder i en film, en avis, i T.V (har gjort), på en udstilling – o.s.v – det er præsentationen (og dennes formelle muligheder) der er kunsten.

                                     ________________________

Jeg har forsøgt at arbejde med “R+B” i et miljø – d.v.s placeret den på arealer der i forvejen var bearbejdede f.eks reklamer – avisbilleder – fotoer – emballager – eller som ikke var fremstillet med den hensigt at skulle danne basis for en billedmæssig bemaling – gamle træ og pap, celotex, finérplader – tøj – o.s.v placeret den på arealer som dens struktur ikke kunne udfylde hvorfor det øvrige af arealet har stået ubemalet.
I det første tilfælde med reklamerne - (de “fundne billeder”) var det placeringen på et hverdagsobjekt af billedmæssig art, i det andet tilfælde var det ligeledes mere eller mindre hverdagsobjekter og i det tredie var det ideen at placerer “R+B” i et neutralt rum som skabte en overgang til den omgivende virkelighed.
Det er altså tre forskellige perceptionsmuligheder af “R+B” – den vil virke forskellig i de tre tilfælde. Det er stadig den samme “R+B”, men i tre forskellige omgivelser. Helt uvilkårligt vil beskueren perceptivt forsøge at skabe en forbindelse mellem “R+B” og det areal den er placeret på og derfra til det omgivende rums realitet.
Det spørgsmål jeg ustandselig stiller er: har en sådan forskellighed i perceptionen nogen værdi? Man kan ikke tale om at “R+B” er bedre – værdifuldere i den ene end i den anden, tredie slags omgivelser, det vil i hvertfald blive et rent subjektivt skøn – man kan ikke gå meget længere end til konstateringen af forskelligheden – men denne i sig selv kan ikke betegnes som en værdi.
Man kunne måske tænke sig at dette at den samme stadig gentagende struktur gentager sig forskellige steder dels understreger dens neutralitet dels den expressive, især i malerisk henseende, tomhed. Vi ser det samme, men på forskellige steder og ved forskellige lejligheder og i forskellige sammenhæng – hvad “betyder” det? Det kan betyde at det samme kan få forskellig betydning i forhold til varierede situationner, men ikke større eller mindre værdi – eller større eller mindre forandringer i udseende grundet på påvirkningen af de forskellige situationer. Perceptionen – og dens forskellighed spiller, rent mekanisk ind, det er klart, men den er uvæsentlig i forhold til den conception der opstår som følge af forskellige handlinger – situationer.
Måske kan dette tydeliggøres ved nogle forsøg jeg har gjort på ændring af “R+B”s struktur. Ved at forlade den oprindelige retangulære struktur og udskifte den med en høj og meget smal eller en smal vandret meget lang, men alle delt i to – R+B. Der bliver i disse tilfælde selvfølgelig tale om en perceptionsændring, men dog ikke mere end man genfinde delingen i R+B. Farverne er de samme, forandringen ligger i at man ved disse strukturer markerer en højde og en bredde og disse to egenskaber har i forhold til farven overvægt bliver det væsentlige – hvor man før så farven som en arealudstrækning ser man den nu først og fremmest som en direkte rumudstrækning. Farvens eneste funktion her er at adskille denne markerede rumudstrækning fra omgivelsernes hverdagskarakter – rumudstrækningen bliver “formålsløs” og alene en bevidstliggørelse af rummet som en tilstedeværelse i sig selv. Måske kunne man sige det sådan, lidt banalt ganske vist, men alligevel: R+B er i alle de ovenfor citerede tilfælde ikke tilstede som koloristisk værdi – men som en slags signal – som en angivelse af at på dette punkt i – indenfor dette areal som er så neutralt og “udtryksløst” som muligt er kunsten som begreb – forestilling – konvention om man vil, markeret – dette område har i modsætning til omgivelserne (væggen det evnt. hænger på, stuen væggen befinder sig i møblerne i stuen, selve huset – o.s.v) ingen anden funktion – intet andet formål end at repræsenterer kunsten. Det samme kan ikke gøres med en ready-made da den, hvormeget man en udnævner den til kunstværk rent perceptivt har alt for mange lighedspunkter med omgivelserne ja jo er i familie med dem.
“R+B” derimod ligner, og er, på flere punkter et billede i hvertfalde de nøgne fysikalske grundbestandele en firkantet flade – bemalet, der udgør et billede – denne fastholdelse af en konvention gør at det identificeres med kunstbegrebet – et maleri – men det er også hvad der er tilbage af forestillingen for det er et maleri med en ikonografi som nærmer sig det absolutte nulpunkt, at det ikke befinder sig på dette nulpunkt er grunden til at malerikonventionen kan opretholdes. Men ellers foregår der intet på dette maleri udover at være en firkantet flade bemalet med en rød og en blå farve. Man kan se det – og se på det – hvordan afhænger af hvem man er.