14. okt. 1972

14-10-72.     

papir – lærred – træ !
___________________________________________________________

Man må være klar over at de forestillinger man benytter sig af, som er tankebevægelsens baggrund, simpelthen består af hele kunsthistorien, måske med særlig vægt på modernismen. Det betyder at tankerne og handlingerne foretages i forhold til en a priori viden om kunst. Det jeg laver ville være utænkeligt uden denne baggrund.
Gør man det tankeexperiment at forestille sig (det umulige) at denne baggrund ikke eksisterede hvad ville så ske? Simpelthen det at så ville man ikke kunne sætte produktet i relation til begrebet kunst da det ville være at vurderer det udfra forhold det ikke var opstået af.
Lad os som eksempel tage begrebet Billede — der er kolossalt mange forskellige slags billeder — og man kan ikke fremføre påstanden at alle billeder udspringer fra eller tilhører begrebet kunst. Et fotografisk billede kan have en ren dokumentarisk værdi men det kan også have en kunstnerisk (begge dele kan forekomme i samme foto) men da må det være udsprunget fra en kunstnerisk forestillingsverden.
Hvis man står overfor et objekt der af den ene eller anden årsag er så interessant at man ønsker at fotograferer det, hvilke kriterier går man så udfra når man ser i kameraets søger på objektet? Naturligvis at tage et billede der så fyldestgørende som muligt gengiver de egenskaber ved objektet som man finder interessant, en gengivelse der kommer så tæt som muligt på den måde hvorpå man ser objektet i virkeligheden. Man anlægger ikke æstetisk formalistiske billedmæssige synspunkter med mindre de kan tjene dette formål.
Vi står her med fotografiet overfor en billedform der udemærket kan klare sig uden kunstnerisk baggrund, og næsten udelukkende er betinget af rent teknisk data. (At man også kan lave fotografier udfra en kunstæstetisk synsvinkel er en anden sag)
Den interesse dette foto kan have ligger altså næsten kun på den genstand som det gengiver.
Det som vil ske hvis man fjerner den kunstneriske baggrund fra ens tanke og handling er at en anden baggrund må indtage dens plads, d.v.s der må være en årsag til tanken og især handlingen. Vi har simpelthen fjernet kunsten, stillet os udenfor den. Er det nu absolut nødvendigt at vælge et andet bestemt område (sociologi – videnskab – journalistik – o.l) for at kunne producerer – billeder f.eks?
Der er jo en mængde ting her i verden som man synes er interessante og som man kunne tænke sig at beskæftige sig med på den ene eller anden måde, og det behøver ikke at være knytted til nogen nærmere fikseret baggrund. Man kunne jo f.eks interesserer sig for disse ting for deres egen skyld uden absolut at skulle betragte dem udfra en bestemt synsvinkel.
En slags professionel amatørvirksomhed (Goethe – Gide – Valery – og flere). Det alene at være maler forekommer min natur at være for begrænset og ufrit – et meget, meget lille snævert område – som ikke fuldtud tilfredstiller mig.
Det er jo sikkert derfor jeg hverdag overfor mine “R+B” produkter stiller spørgsmålet? hvad sker der egentlig? Et nogenlunde tilfredsstillende svar kan jeg kun finde hvis jeg stabler hele kunsthistorien – æstetikken på benene – kort sagt hele kunsten forestillings og begrebsverden. Det er på en eller anden måde for abstrakt for mig. Dette med at markerer rummet – at noget har eksistens ikraft af sig selv – blot er tilstede – at der sker en større eller mindre reaktion i øjet - dette er mig ikke rigtig nok.   
Hvergang jeg har lavet en ting og skal vurderer den er jeg helt ude at skide jeg synes simpelthen ikke der er noget at vurderer — det kan selvfølgelig skyldes at det jeg laver simpelthen er for daarligt — men det er nu ikke alene det. Det er en eller anden tomhed som møder mig.
Det er en helt anden fornemmelse naar jeg tager mine daglige tyve minutters Yoga — det føler jeg er noget som direkte har tilknytning til min tilværelse, hvorimod dette, at male, føles som en vane — noget jeg gør fordi jeg nu engang er begyndt på det.
Det er dette der gør at jeg ustandselig søger udaf maleriet — forsøger at sprænge de grænser jeg har placeret mig selv i ved at være maler — ved at føle det som en eller anden forbandet forpligtelse.
Jeg tror “R+B” er et udmærket udtryk for den situation jeg befinder mig i. Den er udtryk for at jeg vil tvinge mig selv til at vælge kunsten og med stort K — men dette valg har ikke fået mig til at føle mig mindre magtesløs overfor kunsten og det udsigtsløse i den.
Hvad om man simpelthen valgte at vende ryggen til kunsten, begynde helt forfra et helt andet sted?
Straks dukker et andet problem op. Hvilke sted? For er sandheden ikke den at jeg ikke er manden med de mange (og gode) ideer? Jeg har ikke helt øjeblikkeligt noget der trænger sig så kraftigt på at det må laves — jeg kunne godt tænke mig at lave film, men jeg har simpelthen ingen filmideer — jeg kunne for så vidt også godt tænke mig at skrive, men jeg har ingenting at skrive om — og det samme gælder kunsten — jeg har ingen ideer.
Jeg bliver egentlig altid så misundelig når jeg høre om folk der har så mange spændende projekter de brænder efter at komme i gang med — jeg har overhovedet ingen. Så har jeg fundet på “R+B”, der giver mig illusionen af at have, i det mindste, een idee — eet projekt — men jeg kunne uden at kny holde inde med dette arbejde den dag i dag.
Her står jeg altså uden ideer, uden projekter — med andre ord med et ideal om at hvis man ikke har ideer og projekter så er man solgt til stanglakrids. Det er jo dog alene en kendsgerning — der er intet jeg er helt vild for at komme til at lave.
Men — er det egentlig ikke vidunderligt? Tænk hvad jeg slipper for af problemer og bekymringer der opstår af at man har en idee eller et projekt til et eller andet og så kan ikke komme til at realiserer det — man er helt slået ud — fordi man har gjort disse projekter til selve ens livsindhold — uden realiseringen af disse er ens tilværelse meningsløs. At have ideer og projekter er ensbetydende med at have ærgerrighed og ambitioner — at stræbe efter noget — et mål man skal nå — man anser sig selv for så vigtig at hele livet kommer til at dreje sig om denne egoets realisering — alt dette slipper jeg for, ikke fordi jeg ingen ambitioner har — for det har jeg, men fordi jeg ingen ideer har, fordi der ikke er noget bestemt jeg vil — ingen vocation.
Selvfølgelig har også jeg ambitioner og ærgerrighed, det er jo netop derfor jeg er ked af at jeg ingen ideer og projekter har — fordi jeg synes — tror — det er rigtigt at netop jeg har. Der er dog millioner af mennesker der ikke har hverken ideer eller projekter — hvorfor skulle så netop jeg have det? 
Naturligvis er det ikke så godt for en kunstner ikke at have ideer — for da bliver hvad han laver jo bare sådan noget underligt flagrende humørbestemt noget — den ene dag det — den anden dag det — en kunstner bør sandelig have en idee han går udfra og via den et mål han stræber efter.
Men tænk — det har jeg ikke, jeg gider kun at beskæftige mig med det som interesserer mig og det kan den ene dag være noget helt andet end den foregående og den næste noget helt tredie — fjerde — femte — så jeg er nok ikke nogen rigtig kunstner! Jeg har nu hele mit liv prøvet på at være det, men gang på gang går naturen over optugtelse — der ryger en finke af panden og jeg sidder igen på karruselhesten.
Hvad om man ganske simpelt opgav at spille den rolle — kunstnerrollen?
Hvad om man begyndte at beskæftige sig med “alt det andet” og lod kunsten være kunst?