18. okt. 1973

P.B talte om at forandre litoets placering på arket – til f.eks – 
Var det så ikke en ide at arbejde med – udnytte – disse forskellige placeringsmuligheder?
___________________________________________________________

Jeg har nu haft en forholdsvis lang periode med R+B. Hvordan er det muligt for mig at vedblive med at producerer disse gouacher der dog kun i minimal udstrækning er forskellige? Er det gået hen og blevet en fiks idee? Er der nogen bemærkelsesværdig forskel på “R+B” produceret i 72–71–70– og dem jeg producerer idag? Muligvis ville man kunne registrerer en meget lille forskel, men princippet er det samme. Alligevel fortsætter jeg (ihvertfald i tilbagevendende perioder) hvorfor?
På en eller anden, foreløbig uforklarlig måde, føles det nyt for mig hver gang jeg producerer en “R+B” – ganske rigtig afviger den ikke meget fra de foregående, men mit forhold til, og min grund til at producerer den er forskelligt fra gang til gang.
Måske er det denne konstatering af at variationer er mulige, men betydningsløse, at jeg kan tillade mig temmelig meget med hensyn til variationer i farve – materiale – ja endog i en vis udstrækning struktur – uden at tilsløre den kendsgerning at det stadig, altid og under alle forhold vedbliver med at være Rødt og Blåt.
Selv den serie litografiudkast jeg lige har lavet hvor jeg indførte figurer – HUS – STOL – MASKE – vedbliver, trods denne figurative ‘“udskejelse” at domineres, næsten totalt, af Rødt – Blåt.
Sålænge jeg holder mig til strukturen 2 kvadrater – Retangel – Rød – Blå – kan jeg gøre hvad jeg vil uden denne kendsgerning forrykkes.
Variationer af den ene eller anden art har ingen betydning, udover måske som en æstetisk underholdende pynt. Det som har fascineret mig må altså være dette: hvor langt kan jeg gå uden at forlade dette område hvorvidt spænder begrænsningen – hvor meget forskelligt kan man bruge denne begrænsning til? Det viser sig altså at være temmelig meget – derfor er det sikkert jeg kan blive ved.
Når nu disse temmelig udstrakte variationsmuligheder altid ender i det samme resultat hvorfor bliver jeg så ved – jeg ved jo omtrent på forhånd hvad der sker – nej ikke helt for jeg udsætter jo propositionen for en prøve – gang på gang.
Hvad er det egentlig jeg ønsker at bevise?
Ved en gang for alle (og stort set tilfældigt – ihvertfald helt subjektivt) at have valgt et meget begrænset antal – form – struktur – farveelementer og gentage brugen af dem fra billede til billede har jeg ophævet valget. De elementer jeg eengang har valgt har ikke (principielt) nogen forrang eller højere værdi end hvilke som helst andre – de er ikke “bedre”!
Disse elementer mister ved at være valgt rent subjektivt – tilfældige – deres sproglige expressive karakter – og er alene hvad de er – rent synligt, selv, som førnævnt udsat for variationer vedbliver de at være ens. Kort sagt de er udtryksløse. Det jeg ønske at vise er at – form – struktur – farve – i sig selv ikke er mere eller mindre end materialiteter, hvad de derudover kan gøres til afhænger ikke af hvad de er, men hvad man fylder på dem udefra. Et banalt eks: 6 fuldkommen ens “R+B” kan forsynes med 6 forskellige titler – eller ledsagende sproglige formuleringer og derved opfattes på seks forskellige måder, som seks forskellige billeder.
Et andet eks: fyldes et helt rum med ens “R+B” billeder vil de blive opfatted på een måde, som havende den og den “mening” – men viser man eet af disse “R+B” billeder f.eks på en udstilling med flere andre kunstneres billeder vil “meningen” blive opfatted som en anden.
Og et tredie – ved beskueren at AM er den kunstner som altid kun producerer “R+B” billeder vil han opfatte såvel et, som seks eller tolv “R+B” på en helt anden måde end den tilskuer der intet aner om AM som “R+B” maler.
Det er med andre ord hvad “R+B” bruges til der forlener dem med en betydning – et indhold og ikke hvordan de ser ud.
Jeg ønsker dermed at bevise tre ting. 1. At malerkunstens formæstetik samlet under hovedbegreberne form – farve ikke i sig selv har expressive egenskaber, ikke har noget indhold eller nogen betydning før man giver dem en. Denne betydning, dette indhold er ikke noget produktet: billedet iboende, men noget der tilføres det udefra ved den brug man på alle måder gør af dette objekt direkte som indirekte.
2. At derfor variationer i dette objekts struktur – enkelte bestandele – blot er forsøg på at opretholde illusionen om kunstværket som en åbenbaring en afsender der går direkte til en modtager. Kunstværket er som en slukket T.V skærm som først i det øjeblik der trykkes på kontakten giver et billede fra sig.
3. Derfor er det ikke kunstværket – objektet som skaber en handling men beskueren – et kunstværk der ikke bruges som en funktion i en eller anden sammenhæng (som meget sjældent er eller kan være nyttebetonet) er ganske simpelt et objekt som alle andre.
Det jeg vil vise mig selv, og den eventuelle beskuer er: alle de forestillinger og begreber man idag tillægger selve kunstværket ikke kommer fra dette, men fra det enkelte menneske, fra historien, fra sociale og samfundsmæssige forhold – og fra mange mange andre områder. Til dette formål er det jeg har valgt at reducerer til det yderste de elementer produktet består af og gang på gang gentage disse elementer for at efterprøve om den ovenstående hypotese er sand – om det skulle vise sig at der alligevel opstår noget uventet – en anden dimension – noget som udspringer fra selve det percepterede – ikke fordi disse forsøg baseres på dette håb – tværtimod, men for med så megen desto større styrke at nå til vished for den formodning forsøgene baseres på – at vore forestillinger om kunst er illusioner.
___________________________________________________________
Senere:

Det ovenstående er meget ufordøjet misk-mask af Daniel Buren, Minimal og conceptuel-art.
Må tænkes igennem – måske viser det sig at hele propositionen er en ren blindgyde.